Forleden havde jeg årsdag med mig selv. Et år som single. Der er sket meget. Dating, afholdenhed, selvdyrkelse, grænsesøgende sexoplevelser, ligegyldige swipes på Tinder, natlige besøg, break-up med Tinder, lidt mere afholdenhed og dating igen.
Efter seks år i et forhold tog jeg på tour de chambre i singlelivets ubarmhjertige og vidunderlige univers.
Første fase stod på dating. Jeg blev vild med en fyr. Min verden var lyserød i den periode, og jeg tænkte ikke på ret meget andet. Jeg var som en blind med skyklapper for øjnene. Jeg var en anden og lyttede aldrig til mig selv. Inderst inde var jeg nok bange for at miste, før det overhovedet kunne nå at udvikle sig. Pludselig stoppede det, og jeg var knust.
Næste fase var afholdenhed. Tiden gik med at finde mig selv. Den største kliché for hjertebristet folk.
Men så blev jeg ramt af Samantha Jones-syndromet. Jeg ville ses. Beundres. Seksualiseres. En aften matchede jeg med et amerikansk par på en app for rendyrket sex. De ville gerne have en trekant. Kvinden var international model. Jeg har aldrig været sammen med en kvinde, men hun var virkelig smuk. Solbrun og fyldige læber. En dag sendte hun en video på Snapchat, hvor hun onanerede. Jeg sendte det samme tilbage. Så sendte hun en video, hvor hun havde sex med to mænd. I et par måneder udvekslede vi den slags. Trekanten blev aldrig til noget, der var for langt til Los Angeles.
Jeg havde sex med forskellige mænd, men jeg ville aldrig sove sammen med dem. Jeg fik kvalme ved tanken om, at nogen skulle holde om mig. Jeg ville bare elske mig selv, men ikke elskes af andre.
Som en moderne Guldlok har jeg prøvet forskellige senge hos hankøn i mit singleeventyr. En meget ung. En bartender. En fra Italien. En med en virkelig lækker krop. Men ingen af dem passede.
Alt føltes ligegyldigt. Pludselig fik jeg nok. Tinder fungerede ikke for mig. En aften slettede jeg appen.
Langt væk fra den virtuelle verden blev jeg hooked op med en vens ven. Han var sød. Vi havde det dejligt og grineren. Endelig kunne jeg mærke noget igen. Jeg satte grænser og talte højt om mine følelser. Men det gik heller ikke. En af os blev ramt af en personlig krise. Forelskelse er det værste og bedste i verden.
Det blev til et hurtigt visit tilbage til det hvide palads, der i folkemunde går under klamydiaslottet. En natklub, mange københavnere har stået i kø til. Men denne gang var det under lidt mere konservative forhold. Jeg bevarede mine grænser og værdier.
Jeg har lært meget i mit år som single. Jeg har lært, at det er et red flag, hvis han har en svartid på tre døgn. Så travlt har en filminstruktør heller ikke. Jeg har lært, at alkohol er en vidunderlig flugt væk fra virkeligheden, men det løser aldrig noget. Jeg har lært, at den festlige singledrøm ikke er så glitterfyldt i virkeligheden. Det føles flovt at indrømme, men jeg synes ikke, at det er det fedeste i verden at være single. Jo, jeg har haft en sjov sommer, men jeg drømmer ikke om at fejre toårsdag med mig selv.
Det vigtigste, jeg har lært, er, at jeg har fundet mig selv igen. Da jeg lige blev single, vidste jeg ikke, at jeg skulle til at finde mig selv. Jeg troede egentlig, at jeg var mig selv. Men det er gået op for mig, at det tog mig mange måneder at blive mig selv igen.
Nu er jeg tilbage til mit gamle jeg. En naiv og drømmende ung kvinde, der tror på kærlighed og elsker sig selv.
