"Rigtige mænd" og kvinder med mandsmod
Radio & podcast
menu-close

Det amerikanske præsident valg : “Rigtige mænd” og kvinder med mandsmod

16. oktober 2016 |

Hver eneste amerikanske præsidentvalgkamp indeholder sine helt egne temaer, skandaler og folkestemninger, som betyder, at hver valgkamp udvikler sin egen specielle DNA. Opgøret mellem Donald Trump og Hillary Clinton har været en noget broget og til tider surrealistisk affære.

Uddannet ph.d. i amerikanske studier fra State University of New York og har undervist på danske og amerikanske universiteter. I 2014 udgav han bogen 'Branded Women in U.S. Television: When People Become Corporations', om hvordan amerikanske tv-programmer bruges til markedsføring.

Hver eneste amerikanske præsidentvalgkamp indeholder sine helt egne temaer, skandaler og folkestemninger, som betyder, at hver valgkamp udvikler sin egen specielle DNA. Derfor er det heller ikke overraskende, at denne valgkamp har flyttet ved tidligere tiders forestillinger om, hvad en valgkamp er for noget. Opgøret mellem Donald Trump og Hillary Clinton har dog alligevel været en noget broget og til tider surrealistisk affære. Ikke mindst fordi vejen fra Trumps hjerne til hans mund og Twitter-hungrende tastefingre er utrolig kort. Hans kandidatur har ugentligt budt på uforudsete udbrud i form af fornærmelser mod bl.a. kvinder, mexicanere, og muslimer. Ofte når alverdens politiske eksperter troede at Trumps kandidatur ville påvirkes negativt (”for nu er han da gået over stregen”), er han i stedet blevet styrket i meningsmålingerne. Mod slutningen af valgkampen er hans support dog begyndt at dykke.

Denne valgkamp har også placeret kønsspørgsmålet centralt på dagsordnen, fordi USA potentielt vælger sin første kvindelige præsident, men også pga. Donald Trumps noget specielle kandidatur. Han præsenterer sig selv, som den eneste der kan føre USA tilbage til fordums storhed – han lover, at han vil ”make America great again”. Han gør sig herved tilsyneladende til talsmand bl.a. for de mange uuddannede amerikanere, som har mistet deres produktionsjobs til globaliseringens outsourcing til områder med lavere lønninger. Denne proces begyndte i 1980’erne med afreguleringen af arbejdsmarkedet og finanssektoren, og har betydet stagnerende mindstelønninger (som dog nu er på vej op), færre produktionsarbejdspladser, mindre opbakning til fagforeninger, og outsourcing af selv white collar jobs. Noget tyder på, at specielt mænd som er ramt af denne udvikling nu står tilbage med bævrende mangel på mandighed og selvværd, og føler sig snydt af deres politikere. Disse mennesker drages mod en mand som Trump, der lover at skabe arbejdspladser og få samfundet tilbage på rette spor.

På det seneste er det dog kommet frem, at mange af disse mandlige Trump-støtter ikke er så hårdt ramt på pengepungen som man skulle tro. Der er mere på spil i denne kampagne, end blot ønsket om at skabe flere amerikanske arbejdspladser. Trump appellerer kraftigt til hvide mænd, og disse støtters stadigt mere eksplicitte racistiske retorik giver i stedet indtrykket af en slags hvid modbevægelse, skabt af folk, som føler sig overset og presset, dybest set siden borgerrettighedsbevægelserne sikrede øget synlighed og indflydelse for bl.a. kvinder, homoseksuelle og afroamerikanere – ja nærmest alle andre end den klassiske Trump-vælger.

Trumps kampagne er et oprør mod denne ”politiske korrekthed,” som han kalder det, og hans egen retorik har bestemt også racistiske undertoner – nogle gange nærmest skingre overtoner. Han var f.eks. leder af den uofficielle birther movement, der afkrævede Barack Obama et bevis for, at han blev født i USA og dermed ifølge grundloven er kvalificeret til præsidentembedet. Denne bevægelse virkede som et dårligt kamufleret racistisk angreb der skulle problematisere hele præmissen hvorpå en sort mand dog skulle være kvalificeret til landets højeste embede – en type angreb mod sorte mænds kvalifikationer og status der går helt tilbage til slaveriet. Donald Trumps kandidatur fremstår som en tilbagevenden til et hvidt maskulint styre ligesom i ”de gode gamle dage”, hvor der ikke var tvivl om den hvide mands status. Ifølge denne opfattelse har dette været sat over styr i Obamas præsidentperiode og ville selvfølgelig også blive det under en kvindelig præsident.

Mændesker af den rette støbning   

Trumps fremtoning og politiske budskaber er bundet op på en konstruktion af særlig hvid maskulinitet, skabt med en bred vifte af racepolitiske og kønnede komponenter, som også historisk har været effektive. Hillary Clintons kandidatur bliver derimod et opgør med forestillingen om, at kvinder ikke er tilstrækkeligt robuste til at håndtere storpolitiske udfordringer. Eksemplet Hillary Clinton bliver en anden, men beslægtet historie om hvordan en kvinde så kan vise styrke og beslutsomhed nok til at overbevise vælgerne om sine kvalifikationer. Hillary Clinton har i meget af valgkampen været ligeså upopulær som Donald Trump. Mange kan ikke fordrage ham pga. manglende tiltro til hans evner og situationsfornemmelse, og hun er upopulær pga. manglende troværdig, og hun er ydermere skyldig i kardinalsynd nummer et for kvinder – hun smiler ikke nok og er ikke tilstrækkelig likeable.

At Trump som velhavende forretningsmand fra New York har (relativt) godt tag i Republikanske vælgere, bl.a. dem fra Midtvesten, er i sig selv ganske mærkeligt. Republikanere elsker folk der stammer fra det som Sarah Palin engang kaldte ”the real America”, dvs. staterne i Midtvesten langt fra kysterne hvor storbyer som New York, San Francisco og Los Angeles dominerer. En forretningsmand fra New York er derfor ikke en oplagt Republikansk kandidat. Trump kompenserer dog med sine frembrusende og aggressive udmeldinger, f.eks. hans planer om at bygge en mur til Mexico som løsning på den ulovlige immigration og problemer med narko, kriminalitet, og voldtægtsforbrydere (som han udtrykker det), eller hans udmelding om, at han ved mere om ISIS end de ”afdankede” generaler, som han mener bør udskiftes. Ved sine rallies har Donald Trump ofte parkeret sit store falliske privatfly bag sig. Han skjuler ikke sin rigdom, men bruger den i stedet som en metaforisk rambuk til at etablere gravitas og troværdighed som en handekraftig mand.

Trump har ingen politisk erfaring, altså bortset fra den vanvittige birther movement. Enkelte andre forretningsmænd uden politiske erfaringer har dog klaret sig glimrende, f.eks. den excentriske Texasmilliardær Ross Perot, som opnåede næsten en femtedel af stemmerne, da han i 1992 stillede op som uafhængig mod Demokraternes kandidat Bill Clinton og Republikanernes kandidat George H.W. Bush. Perot forklarede ganske enkelt vælgerne, at han ville tage op til Washington D.C. og ”fikse problemerne”. Han forklarede ikke hvordan, og fik derfor tilnavnet ”Mr. Fix It” og en plads i valgkampshistorien. At være outsider er yderst effektivt i amerikanske valgkampe, da vælgerne ofte er klar til forandring og gerne fra en kandidat der ikke er alt for sovset ind i det politiske spil. Selv Republikaneren John McCain påstod at være outsider da han gik efter Det Hvide Hus, efter en lang og beundringsværdig karriere i amerikansk politik, meget af tiden i Kongressen. Barack Obama vandt ikke mindst på løfterne om ”hope and change”, og hele ideen om at bibringe noget nyt og ukorrumperet er en velintegreret del af amerikanske valgkampe –  nu altså i en ny tunet udgave med Donald Trump.

Amerikanske præsidenter kommer oftere fra guvernørposter (og ikke fra f.eks. senatorposter), fordi de ud over politisk kendskab har haft praktisk lederansvar på statsniveau, har fået balance i budgetterne (forhåbentligt) og har været tæt på ”rigtige amerikanere”. I modsætning hertil har f.eks. senatorer opholdt sig mest i Washington D.C., hvor de har arbejdet i komitéer og stemt for og imod en masse lovforslag. Mange vælgere rystede på hovedet da tidligere præsidentkandidat John Kerry forklarede, at han både havde stemt for og imod en ekstrabevilling på 87 milliarder dollars til USA’s militære operationer i Irak og Afghanistan. Han talte selvfølgelig om nogle finere politiske detaljer om de forskellige udgaver sådanne forslag kommer i, men for mange vælgere lød det bare integritetsløst, opportunistisk, og “alt for Washington D.C.” til deres smag.

Kroppen i centrum

Trump har konsekvent kaldt den rivaliserende Latino-kandidat Marco Rubio for ”Little Marco” – tilsyneladende i et forsøg på at infantilisere en mand som med sine 177 cm ikke er særlig lille, men dog lavere end Trump. I en anden ordveksling, som selv i denne valgkamp virkede mærkelig, sagde Rubio til gengæld at Trumps hænder er små og at hans manddom måske er tilsvarende underudviklet. Trump svarede, at hans hænder skam er store og, at der ikke er nogle problemer i hans underbukser heller. Disse eksempler virker måske trivielle, men sammenholder man disse ordvekslinger med de mange andre kropsfikserede forhånelser (f.eks. Trumps gøren nar af en handikappet journalists fysiske fremtoning, Trumps hyppige angreb på ikke-hvide folkeslag, og hans kvindenedgørende og objektiviserende retorik) manifesteres en kompleks maskulinitetsperformance. Her er hvide amerikanske ikke-handikappede mænd de ”rigtige mænd”, som passer bedst til præsidentembedet. Her hænger den fysiske krops køn, styrke og fremtoning sammen med evnen til at udføre arbejdet i Det Ovale Kontor, og Trump har da også ofte antydet at Hillary Clinton ikke er præsidentiel – i ikke særligt kamuflerede angreb på hendes køn.

Amerikansk historie er fuld af eksempler på præsidenter og præsidentkandidater der har spillet på den fysiske krop, f.eks. ved at iscenesætte sig selv i fysisk udfordrende situationer, ofte ude i naturen. På trods af sin velstillede nordøstamerikanske familiebaggrund, opdyrkede George W. Bush som bekendt sine Texasrødder (som han havde efter at have tilbragt dele af sin barndom og ungdom der) og fremelskede en identitet som Texas rancher, komplet med cowboyhat, støvler og Texas twang. Han ønskede måske at distancere sig fra sin families elitære image – et image som var en af de væsentligste grunde til, at hans far ikke blev genvalgt. Et par årtier tidligere ønskede Ronald Reagan at bevise, at han trods sin fremskredne alder kunne styre landet, og skabte derfor en identitet bygget på højpotent retorik med referencer til både Clint Eastwood og Star Wars. Hyppige fotosessions viste ham ydermere i færd med at kløve brænde og i andre udendørs situationer på sin ranch. Godt og vel hundrede år forinden kultiverede Abraham Lincoln en persona som rigtig udendørstype, med postulater om at have bygget sin egen træhytte i skoven, selvom han i virkeligheden var et svageligt barn, der senere blev en spinkel jurauddannet bogorm, som elskede at sidde indenfor og læse Shakespeare. Selvfølgelig handler disse eksempler om at skabe en forbindelse med ”ordinære amerikanere”, hvilket f.eks. også fik Hillary Clinton til at drikke shots på en bar i sidste valgkamp, og Barack Obama til at bowle (med tilhørende pressedækning naturligvis), men der er meget mere på spil, når præsidenters eller præsidentkandidaters fysiske krop og styrke diskuteres så intenst og performes så eksplicit.

Theodore Roosevelt og århundredeskiftets maskulinitetskrise

Måske det bedste eksempel på hvordan kroppens styrke kan blive en del af en diskussion om nationens ditto og personens lederevner, er den hårdføre og hypermaskuline Theodore Roosevelt, som var amerikansk præsident fra 1901-1909. Han levede i en periode omkring århundredeskiftet, hvor ekspansionen vestpå var tilendebragt, og hvor urbaniseringen betød at majoriteten af amerikanere, for første gang, boede i storbyer. Hvor traditionelle erhverv som landmand og selvstændig forretningsmand havde udgjort de altovervejende professioner, udgjorde de efter århundredeskiftet under halvdelen. Ekspansionen vestpå var selvfølgelig et større politisk og økonomisk projekt, og i processen udvikledes den specielle amerikanske folkesjæl, mente mange. Kampen mod elementerne i naturen og selvfølgelig mod ”Indianerne”, var således et komplekst udtryk for datidens racistiske idéer om den hvide mands overlegenhed. I storbyerne udvikledes dog en lidt anden mandetype. Urbaniserede mænd shoppede og gik med paraply, og man frygtede at denne feminisering ville svække manderacen og sprede homoseksualitet, hvilket i sidste ende ville betyde hele den hvide races endeligt. I samme periode undersøgte læger et stigende antal urbane mandlige patienter med symptomer som impotens, hovedpine, angst, træthed og depression (kaldet mandlig neurasteni), og mange læger mente, at mandens manglende mulighed for at realisere sin maskulinitet var problemets rod. Som kompensation herfor eksploderede fysisk aktivitet i alle mulige former i disse årtier, bl.a. YMCA (Young Men’s Christian Association), spejderbevægelsen, og både amatørsport og spektakulære professionelle sportsarrangementer.

Theodore Roosevelt havde oplevet denne kønslige krise på sin egen krop. Han var et svageligt astmatisk barn, og senere i livet blev han drillet for sin pibende stemme, selv som nyvalgt til staten New Yorks lovgivende forsamling. Faderen lærte unge Theodore at bodybuilding ville give ham den fornødne styrke i livet, og igennem voksenlivet udviklede han gradvist sin hypermaskuline identitet. Denne fysiske transformation overførte Roosevelt til sin politiske retorik og dagsorden, hvor han agiterede for vigtigheden af menneskelig forplantning, og af at leve et aktivt og slidsomt liv på jord, bl.a. i sin mest kendte tale ”The Strenuous Life”. I Roosevelts univers var denne menneskelige styrke tæt forbundet til nationens styrke, bl.a. i hans agitation for et styrket militær med en marine der skulle vise den omkringliggende verden at USA var stærkt og truende, i en periode hvor landet begyndte at intervenere i internationale konflikter. Selvom Roosevelt var kendt for sit slogan ”speak softly and carry a big stick”, var han dog ikke nogen ”soft speaker” – tværtimod. Men betydningen var klar, nemlig at den nationale styrke skulle have en afskrækkende effekt, og at denne nationale storhed begyndte med den individuelle fysiske og mentale styrkelse. Måske Arnold Schwarzenegger havde lært fra Roosevelt, da han ved det Republikanske konvent i 2004 sagde, henvendt til Demokraterne, ”and to those critics who are so pessimistic about our economy I say: Don’t be economic girlie men”.

En kvinde med bukserne på

Her hundrede år senere er denne machismo stadig en del af diskussionen. Spørgsmålet er så, hvordan en kvinde kan udstråle tilstrækkeligt af det til at blive taget alvorligt, og ikke så meget at det kammer over? Hillary Clinton har som bekendt offentligt gjort op med konventionelle ideer om passende kvindelig adfærd, lige siden hun var USA’s førstedame og ifølge hendes første selvbiografi, hele hendes liv. Allerede før Bill Clinton havde vundet præsidentvalgkampen, udtalte Hillary, at hun da ikke var sådan en der gik rundt derhjemme og bagte småkager og holdt the-selskaber. Efterfølgende er hun gennem hele sin karriere blevet beskyldt for at være for maskulin og styrende. Specielt som førstedame skulle hun lægge ører til mange eksplicit kønnede angreb, bl.a. Spy Magazine’s manipulerede foto af Hillary iført herreunderbukser med synlig fremtoning af en penis, eller forsiden af Big Clinton’s Joke Book, hvor Grant Woods ikoniske American Gothic maleri er ændret således at Hillary er manden med bukserne på.

Selvfølgelig kan der være noget nærmest naivt eller godmodigt over satiriske angreb, men når man bliver irettesat af både mænd og kvinder i flere årtier, begynder konturerne af et større billede at komme til syne. Angreb mod Hillary Clinton rangerer fra den personlige sfære (for ikke at forlade Bill Clinton efter hans utroskab blev offentligt kendt, for ikke at være likable nok, for ikke at smile nok) til reelt politiske sager, senest skandalen om hendes brug af en privat email-server som udenrigsminister, og hendes rolle i fire amerikanske diplomaters død i Libyen. Selvfølgelig kan Hillary Clinton begå deciderede fejl (og hun kan sikkert også lyve om dem, som visse politikere gør), men disse beskydninger mod hende indeholder de samme temaer i alle årtierne: hun er for egenrådig, hun har for meget magt, og hun er ikke kvinde nok i en konventionel betydning. Dette indikerer, at der stadig er ting som højt placerede kvinder klandres for, som mænd ikke på samme måde skal forholde sig til. Hillary Clinton forsøger bedst muligt at håndtere dette i valgkampen, ved at være munter og tilgængelig, men under det meste af valgkampen har meningsmålinger alligevel vist, at hun ikke er særligt populær og at hun opfattes som utroværdig.

Den raske krop

Clinton og Trump skal også begge bevise, at de er i stand til at udføre arbejdet i fire eller otte år, ved at frigive seneste helbredundersøgelser. Dette er en naturlig del af den amerikanske præsidentvalgkamp, og selvfølgelig ikke mindre relevant med to relativt bedagede kandidater. Mange præsidenter har forsøgt at hemmeligholde helbredproblemer, med større eller mindre succes. Grover Cleveland holdt sin kræftoperation hemmelig, Woodrow Wilsons syfilissymptomer blev forklaret til pressen som udmattelse, John F. Kennedy holdt de fleste af sine mange helbredsproblemer hemmelige for befolkningen, og selvom Franklin Delano Roosevelts polio betød han brugte kørestol, måtte pressen ikke offentligøre fotografier at ham i denne. (Pressen skrev dog mere om hans sygdom end konventionel historieskrivning ofte beretter.) Enhver tvivl om præsidentens fysiske tilstedeværelse og kontrol over den nationale sikkerhed og stabilitet kan skubbe nationen ud i politisk krise. Derfor opfattes fysisk svaghed også som psykisk svaghed og potentielt manglende lederevner. Så når Hillary Clinton besvimer pga. dehydrering og lungebetændelse, eller snakken falder på Trumps lettere overvægt og forkærlighed for fast food, bliver de sårbare for denne type kritik.

Her er vi fremme ved problemets kerne. Ud over at kroppen er en biologisk maskine som gerne skal fungere, er den også en kulturel størrelse der læses forskelligt i forskellige epoker og samfund. På trods af lettere overvægt, er Trump stadig en velhavende hvid heteroseksuel ikke-handikappet mand, og disse kendetegn giver ham et ekstra kulturelt boost, og mange vil derfor læse ham som kvalificeret og præsidentiel. På samme tid er Hillary Clinton oppe imod begrænsende holdninger til hvad en kvindekrop dog skal i Det Hvide Hus, ikke mindst fordi USA stadig er meget kønspolitisk konservativt. Skulle Hillary Clinton blive valgt, vil også hendes krop givet blive en metafor for nationens sikkerhed og styrke, men den vil fortsat blive angrebet. For tiden kører spekulationerne ude i Internettets kringelkroge på, at hendes buksedragt måske skjuler en medicinsk anordning på hendes krop, at hun modtager hemmelige beskeder i en skjult øresnegl, at hun har en dobbeltgænger og at hun er epileptiker. Disse bizarre diskussioner forsøger, dybest set,  at få en magtfuld kvindekrop til at give mening for mennesker, der ikke kan se ud over århundreders kulturelle reproduktioner af lighedstegnet mellem mandekrop og magt.

Disse uhyrlige historier får også mere spalteplads, fordi vi lever i en nærmest post-faktuel tid i USA, hvor videnskabelig information fornægtes og ukorrekte påstande får lige så meget plads i debatten som faktumbaserede holdninger. USA har en lang og kompleks historie når det kommer til antiintellektuelle tendenser, som ud over den nogle gange videns-resistente offentlige diskurs også betyder at videnskabsfolk og intellektuelle opfattes meget negativt i visse kredse. Det Republikanske Partis nedadgående spiral, som har resulteret i Trumps kandidatur, hænger også sammen med denne udvikling. Partiet har i de senere årtier valgt at fokusere mest på værdipolitiske emner, så som religionens plads i samfundet, våbenkontrol og homo-ægteskaber (det man muntert kalder ”God, guns, and gays”), og selvfølgelig immigrationspolitik. Visse kritikere ser dette som en bevidst strategi, der skal fjerne fokus fra, at netop Republikanerne har skabt mange af de neoliberalistiske tiltag der har resulteret i en presset arbejder- og middelklasse.

Folk som George W. Bush og andre politikere med mere gudfrygtig agenda end faktuel viden har klaret sig godt i partiet, og Tea Party-bevægelsen har kun styrket denne tendens.

Det kan derfor ikke undre nogen, at man nu står med den ultimativt antiintellektuelle og påstålige kandidat Donald Trump, som enten ikke forstår international politik eller bare lader som om, mens han lystigt omdanner valgkampen til et surrealistisk reality show. I det andet ringhjørne står en kvinde, som allerede har skabt historie ved at blive sit partis kandidat til det endelige opgør – et opgør jeg vil følge med lige dele rædsel, fascination og håb.

 

Kilder:

Susan Jeffords, Hard Bodies: Hollywood Masculinity in the Reagan Era, New Jersey: Rutgers University Press, 1994

Sarah Watts, Rough Rider in the White House, Chicago: The University of Chicago Press, 2003

Gail Bederman, Manliness and Civilization: A Cultural History of Gender and Race in the United States, 1880-1917, Chicago: University of Chicago Press,1995

Robert V. Friedenberg, Theodore Roosevelt and the Rhetoric of Militant Decency, New York: Greenwood Press, 1990

Brenton J. Malin, American Masculinity under Clinton:  Popular Media and the Nineties ”Crisis of Masculinity”, New York: Peter Lang Publishing 2005

Peter Bjelskou

Uddannet ph.d. i amerikanske studier fra State University of New York og har undervist på danske og amerikanske universiteter. I 2014 udgav han bogen 'Branded Women in U.S. Television: When People Become Corporations', om hvordan amerikanske tv-programmer bruges til markedsføring.