Derfor skal Rasmus Paludan have lov at demonstrere i fred
Radio & podcast
menu-close

Politisk kommentator Niels Jespersen: Derfor skal Rasmus Paludan have lov at demonstrere i fred

16. april 2019 |

“Kan de idioter ikke bare lade hinanden være?”, tænker du måske, efter at Nørrebro igen-igen er blevet sat i brand. Alligevel fylder Rasmus Paludans omrejsende provokations-cirkus i alle medierne. Der er nemlig mere på spil end blot en racistisk klovns hang til selvpromovering.

Cand. mag i historie og samfundsfag. Kommunikationsrådgiver. Debattør. Afghanistanveteran. Skribent for bl.a. Berlingske, RokokoPosten & Ræson.

“Fra panda til Paludan”, sagde Felix Smith, da han introducerede Rasmus Paludan som gæst i ‘Go’ Aften Danmark’

Allerede om eftermiddagen kunne man fra den anden side af søerne se røgsøjlerne over Nørrebro. Anledningen var den højreekstreme provokatør Rasmus Paludans planlagte koranafbrænding i søndags på Blågårds Plads. Paludan blev hurtigt ført bort, hvorefter der opstod gadekampe. Der blev tændt bål og kastet brosten mod politiet, der på et tidspunkt trak pistolerne – dog uden at bruge dem. Ud på natten fortsatte balladen med bilafbrændinger.

Og mens asken er ved at blive kold, så varmer medierne op. Paludan er på et døgn gået fra den menneskelige version af flodhesten Dolph til at blive taget alvorligt som rigtig politiker. Han er nu kun et tungekys med Jonatan Spang fra at blive den nye konge af det yderste højre. Nu troede vi ellers lige, at vi skulle diskutere klima og sundhed i valgkampen, og så er det igen-igen muslimer og Islam.

Når Nørrebro-balladen optager sindene, så er det, fordi begivenhederne passer godt ind i en masse forskellige mennesker ideologiske verdensbillede. Som journalisten Torben Sangild skriver  på Facebook:

“Hvis man er venstreorienteret/radikal, går man mest op i, at Rasmus Paludan er racist og er unødigt provokerende. Hvis man er liberal, går man mest op i, at ytringsfriheden og demonstrationsfriheden gælder alle, uanset om de er provokerende eller ej. Hvis man er nationalkonservativ, går man mest op i, at der var islamister blandt demonstranterne.”

Der er altså noget for enhver smag i Paludan-sagen. Læg dertil en valgkamp, hvor en masse politikere har en interesse i at tale begivenhederne op og udstille deres modstandere. Statsministeren bliver kritiseret for ikke at tage afstand nok, mens Enhedslistens Rosa Lund beskyldes  for victimblaming med en analogi, der næppe var gået, hvis den handlede om at gå i miniskørt ned ad strøget.

Indtil videre har politiet nedlagt forbud imod flere Paludan-demonstrationer under henvisning til den offentlige orden. Det er en beslutning, der passer de fleste københavnere. Lige meget hvad vi mener, så er vi trætte af ødelæggelser. Desuden er det de færreste, der sympatiserer med Paludan. Han fremstår som en racistisk klovn, der bevidst forsøger at såre og provokere en masse mennesker, der i forvejen føler sig udsatte.

Imidlertid er det heller ikke uden konsekvenser at nægte ham retten til såre og provokere, for så render vi ind i det klassiske glidebaneargument – hvem skal bestemme, hvad der er sårende og provokerende? Ser man protesten mod Paludan som udtryk for antiracisme, så er det nemt at sympatisere med et forbud mod flere demonstrationer. Det er også en del af det, men de mange vrede, mørkhårede unge mænd der råbte “svanser” og “allahu akbar” efter politiet er næppe motiveret af antiracisme. Som den unge fyr, der dukkede op i en hoodie med logoet fra terrororganisationen Islamisk Stat, så er også en anseelig andel af demonstranterne radikale islamister.

LÆS OGSÅ: Politisk kommentator Niels Jespersen: Her er valgets vigtigste, mest nervepirrende kampe

Problemet med at nægte Paludan retten til at demonstrere er, at man giver sidstnævnte gruppe en moralsk sejr. Det er allerede sådan, at de færreste journalister og medier i dag tør trykke en tegning af profeten Mohammed. Man kan prøve at pakke det ind i fraser om journalistisk relevans – det gør man typisk i Politiken og DR – men i sidste ende handler det om, at vi er bange. Vi vil ikke risikere konsekvenserne. Hverken for os selv eller for vores nærmeste. Det er også derfor RokokoPosten, hvor jeg selv bidrager, godt tør gøre grin med Jesus, men ikke med Mohammed. Vi vil ikke ende som Charlie Hebdo.

Hvis vi også accepterer, at man ikke kan provokere muslimer på Nørrebro, ja, så er det endnu et point til det, man kalder “voldsmandens veto”. Nemlig at man kan forhindre andre i at komme til ordre ved at true deres sikkerhed. Paludan er nærmest parodisk usympatisk, men det er netop i de tilfælde, at ytringsfriheden skal testes. Ligesom i øvrigt når usympatiske imamer siger vanvittige ting om kvinder og homoseksuelle, eller når Hizb ut-Tahrir afholder fredagsbøn ved Christiansborg. Det er nemt at være tolerant, når man kan lide musikken. Men ytringsfriheden er imidlertid kun noget værd, når den gælder for dem vi ikke kan lide.

Niels Jespersen

Cand. mag i historie og samfundsfag. Kommunikationsrådgiver. Debattør. Afghanistanveteran. Skribent for bl.a. Berlingske, RokokoPosten & Ræson.