Der er mange mennesker, der dør i øjeblikket. Eller det er der nok hele tiden, men det fylder en del i medierne og især på de sociale medier, når store personligheder dør. Det er blevet en fast reaktion, at man skriver et opslag om, hvad lige præcis Elisabeths sange har betydet for lige præcis mig. Hvordan den afdøde var ”lydsporet til min ungdom”, eller at de lever gennem personens digte, eller at den og den bare var den bedste nabo i verden.
Jeg påpeger ikke det her for at gøre grin med folks måde at sørge offentligt på, men fordi det som noget nyt er blevet måden, vi markerer især kendte menneskers dødsfald på. Et billede af dem, en dybfølt tekst om dengang til en skolefest i gymnasiet, hvor XX talte til mig, eller dengang hvor jeg interviewede XX, eller engang på Hovedbanegården hvor han kom gående, og det var vildt for MIG. Og så en masse sympati-likes og hjerte-emoji’s fra følgerne.
Der er intet galt med at hylde store personligheder posthumt, men nogle gange tænker jeg, at det kunne være fint, hvis vi øvede os i at gøre det mere, mens de stadig levede. For hvad skal man egentlig bruge dette digitale efterspil til? Hvem drømmer om en smuk nekrolog eller et minde-opslag på Instagram? Vi vil vel elskes og anerkendes, mens vi lever.
Som nu min gamle og afdøde ven Mads Holger (1977-2016). Han blev latterliggjort, hånet, udstillet og levede i perioder på sultegrænsen på trods af at være en uhyrlig skarp skribent og iagttager af sin tid. Han fandt aldrig sit helt rigtige format og valgte desværre at ende sit liv. Bagefter var der ikke grænser for hyldesterne af ham, han blev kult, og det er jeg sikker på, at han ville have elsket, som det forfængelige menneske han også var, men tænk dog om han havde fået bare lidt af kulturparnassets kærlighed (og ikke mindst penge) at føle, mens han levede? Det kunne jeg godt have undt ham.
Det er også som om, vi straks glemmer, hvordan vi behandlede den afdøde, mens personen levede, at vi enten var indifferente eller direkte imod den person for i stedet at gå hyldest-vejen. Som jeg ser det, er der to problematiske ting ved den måde, mange sørger offentligt sammen på på de sociale medier her i 2022. Den ene er, at det formentligt slet ikke handler om den afdøde, men om afsenderens egen sentimentalitet og følelser. Det er noget med at koble sig selv på det store liv ved at sætte sig selv ind i fortællingen eller inddrage sig selv i eftermælet.
Den anden problematiske ting ved den stigende samsorgning på sociale medier er, at alt bliver tilgivet, når man dør. Væk er folks skandaler, shitstorme og svindel, nu står kun det pæne tilbage. Ilse Jacobsens mediestorme om dårlig ledelse og dårlig økonomi er forsvundet som dug for solen. Men det er jo en del af hendes samlede virke, at det ikke gik sådan super godt for Ilse Jacobsen Hornbæk de senere år.
”Jeg forelskede mig i mine børns far til ’En sømand som dig’”. ”Jeg klippede mit hår ligesom Bowie”. ”Jeg stemte aldrig på ham, men beundrede ham alligevel”. Det er ekstremt selviscenesættende, og det er vel ikke sådan, at alle på Facebook har et tæt og fortroligt forhold til alle aldrende kendte mennesker? Og behøver man som journalist at se ethvert interview med en kendis som en slags dybfølt venskab – havde I ikke bare en samtale, hvor I dybest set begge var på arbejde?
Der ligger en selvudstillende løgn i disse forsøg på at inddrage vores afdøde idoler i egen image-afpudsning. Det er naturligvis noget andet, hvis man rent faktisk kendte den afdøde. For eksempel har jeg lige læst et smukt mindeord til Linda og Peter Bonnén på Facebook fra et menneske, der virkelig kendte dem og havde lyst til at hylde deres liv. Selvfølgelig skal vi mindes og dele historier, men lad det da være om mennesker, vi rent faktisk kendte, og lad det handle om deres liv, ikke vores. Eller i det mindste om deres livsværk.
Vigtigst af alt er det nok at huske at kramme, anerkende og hylde de mennesker, vi elsker, beundrer eller bliver inspireret af, mens de lever. Også selvom der har været lidt stille omkring dem i nogle år. Det lyder banalt, men det er sgu vigtigt, og vi er faktisk ikke særligt gode til det. Vi har ikke mange originaler i det her land, og de gamle helte og heltinder lever et hårdt liv med shitstorms, bagtaling, vrængende has been-artikler og underbetaling. Så husk at rose dem, mens de er her.