Det er på sin vis ret forunderligt, at det overhovedet er et eksperiment, at gå ud i naturen og slukke sin mobiltelefon i seks dage. Tænk lige over det. Som om, at man ikke kan leve uden.
For de seks unge mennesker, som er med i DR’s nye program ‘6 dage til zen’ er det imidlertid lige på grænsen til et socialt selvmord.
“Vi ses, sociale liv,” som en af dem siger, efter at hun – med en vis andægtighed – har placeret den i en kurv på eksperimentets første dag.
“Jeg mister mine venner,” siger en anden.
De sidder på en græsmark på Bornholm, og de kender ikke hinanden, men har alle meldt sig til programmet, fordi de har et sygeligt forhold til deres telefoner og generelt oplever en form for stress og mistrivsel i hverdagen.
Nu er det så op til to zenagtige naturtyper med ph.d og terapeuttitel at få bugt med de mentale problemer. Deres mål er, at de skal opnå en større forbundethed med naturen blandt andet ved at lave bål, tie stille og bruge deres sanser. Hvilket på sin vis også er ret forunderligt, vurderet ud fra den udbredte kendsgerning, at det er godt at gå en tur i naturen, hvis man har det mentalt dårligt. Gå til psykolog, og det er det første, de siger, du skal, er formentlig “få noget frisk luft.”
Når det nu alligevel bliver til en slags eksperiment, er det selvfølgelig, fordi de unge menneske aldrig er ude i naturen normalt. Den ene, Josephine, går på universitetet, og hun fortæller for eksempel, at hun har været på YouTube en hel dag, selvom det var 25 grader udenfor, og det gav hende så ondt i hovedet, at hun slet ikke havde lyst til at gå udenfor. “Det virker som spild af liv,” som hun siger.
I det hele taget er der langt til mål for deltagerne, der har meldt sig af forskellige grunde, men generelt af et rent hjerte.
Lucas på 20 år, som er fra Slagelse og arbejder som skraldemand, har startproblemer allerede med at forstå, hvad “forbundethed” er.
Det kan være noget, man godt kan lide, får han at vide, og derfor tegner han så en øl som en del af øvelsen. Da de står i Ekkodalen, råber han “Hvad drikker Møller?”.
Hans store problem i den her sammenhæng er nok, at han tilsyneladende har dundrende ADHD, og at han derfor røvkeder sig foran et bål. Til sit selfiekamera fortæller han efter den første dag, at han håber på, at der kommer noget action eller nogle svævebaner snart. Som seer fornemmer man, at nirvana ligger langt ude i horisonten. Hvis han gerne vil forbinde sig til de kvindelige deltagere, skal han måske også stoppe med at kalde dem “kællinger”, selvom det er kærligt ment.
På de andre deltageres vegne kan man godt tillade sig at have lidt højere forventninger. For eksempel vælger en af dem at skrive et “prosadigt” for at reflektere over, hvad forbundethed er, og allerede på førstedagen bliver der talt dybt og personligt rundt om bålet.
Det er kun første afsnit, som er ude, men det helt åbenlyse er selvfølgelig, at deltagerne knytter bånd til hinanden den næste uges tid – at de erfarer, at det virkelige liv har en masse at byde på. I næste afsnit skal de kramme en myretue, og alle ved, at det giver gode venner.
Engang gik man til spejder, men i 2023 melder man sig til et tv-program, hvis man vil have venner og sove i shelter. Næsten. Der findes bevægelser som Flor og Den Grønne Ungdomsbevægelse, som samler unge i og omkring naturen, og de er selvfølgelig eksempler på det modsatte: At vi har en ungdom, som går aktivistisk ind i naturområdet. Men det er nu alligevel en smule forstemmende, at vi har en generation, som gerne vil, men har så forbandet svært ved at logge af internettet og søge udenfor i skovene, på engene og på strandene i det her ret flotte land.
Så meget desto mere tjener ‘6 dage til zen’ som oplagt public service – navnlig for alle de unge, der ligger derhjemme og ser programmet på deres telefoner.
