Bzzzzzz. Pling!
Ah, lyden af en mikroovn. Findes der noget mere saliggørende for et halvfemserbarn? Kollektivt sad vi efter skole og så Beverly Hills 90210 og Boogie Listen på flow, mens den lille ovn stod og nukede mikrobølger ind i gårsdagens lasagnerest med 2,5 gigahertz. Det betød, at den blev nogenlunde varm på et minut, og meget længere kunne man ikke vente dengang, man var i voksealderen og som sædvanlig ikke havde spist sin klapsammen med jægerpølse i spisefrikvarteret.
Mikroovnen var stor i 90’erne. Eller stor var den jo ikke, for den var mindre end en almindelig ovn, men den var overalt. Den passede som fod i hose på tidens shake and bake-mentalitet, som byggede på arven fra tv-shop og en idé om, at alting kunne gøres smartere, end det var. Frysepizzaer, stereoanlæg med plads til fem cd’er på én gang, reflekser på tøjet – vi troede det var smart, altsammen.
Nu var mikroovnen da også rimelig smart. Navnlig i den forstand at den kunne varme mad op en del hurtigere end en varmluftsovn, og at den ikke fyldte særlig meget. Problemet med den var, at den ikke kunne brune maden ordentligt, og i langt de fleste hjem måtte man derfor både have en almindelig ovn og en mikrobølgeovn.
I dag taler alle om airfryeren, fordi den kan lave fried chicken, bare lidt sundere. Hvorfor har vi intet lært? Den er nok ikke meget andet end en massepsykose, der rammer lige ned i menneskets evindelige forbrugerisme og anglen efter noget nyt og smart, der kan gøre hverdagslivet lettere, når man står og har travlt med aftensmaden.
Ikke alle elskede mikroovnen, da den kom frem i 70’erne, og da den for alvor fik fat i det amerikanske marked i 80’erne. Mange var faktisk ret bange for den og disse mikrobølger, som hurtigt fik konspiratoriske typer til at påstå, at de var kræftfremkaldende og spejlvendte madens proteiner, så den blev farlig. Hvilket selvfølgelig altsammen er løgn og latin.
Uden at gå ind i en udførlig teknisk analyse, kan det blot siges, at mikroovnen bruger mikrobølger til at sætte vandmolekylerne i maden i bevægelse, hvilket skaber varme. Det er ikke farligt, det er bare elementær fysik.
Historien er, at det var en amerikansk videnskabsmand med navnet Percy Spencer, som opfandt mikrobølgeovnen i midten af 1940’erne. Han arbejdede med militære radarsystemer, og en dag opdagede han, at den chokoladebar, han havde i lommen, smeltede, når han kom for tæt på sine systemer. Aha, måske der var nogle muligheder i det? Efter at have testet effekten på popcorn og æg, som begge eksploderede – eller poppede om man vil – patenterede han sin idé om en mikrobølgeovn under navnet RadaRange.
Den første masseproducerede model var 1,70 centimeter høj, vejede over 300 kilo og kostede sølle 5.000 dollars, hvilket svarede til omkring 65.000 kroner i datidens valuta. Den var med andre ord ikke særlig egnet til husbehov. Men op gennem 70’erne markedsførte man mikroovnen hårdt, den blev sågar kaldt den største madlavningsopdagelse siden ilden, og senere, da japanerne kom på markedet, eksploderede det. I midten af 80’erne havde 25 procent af alle amerikanske husholdninger en mikroovn derhjemme, og udviklingen gik kun én vej helt frem til 2006. Siden da er det til gengæld gået støt den anden vej.
En lidt overset del af mikrobølgeovnens historie er, at det faktisk lykkedes nogle engelske videnskabsmænd i 50’erne at genoplive bundfrosne og døde hamstere ved hjælp af mikrobølger. Men eftersom ingen rigtig havde lyst til, juleanden pludselig kom flyvende ud af ovnen den 24. december, blev den del skrevet ud af historien, i hvert fald den kommercielle del af den.
Selv har jeg også haft et par uheldige oplevelser med mikroovnen. Stærkest i hukommelsen står, dengang min klassekammerat Lars tog et par frosne flûtes op af sine forældres fryser og gav dem maks effekt i et par minutter, hvorefter han halverede dem på den forkerte, lodrette led og lagde to stykker mørk Galle og Jessen på. Resultatet var ikke egnet til mennesker, idet brødet havde transformeret sig til en masse, der i sin konsistens mindede om oasis, dette porøse materiale, der er beregnet til at stikke blomster i. Det smagte rent ud sagt infamt, men jeg er ikke sikker på, at det var ovnens skyld alene.
Med tiden har offentligheden lært, at ikke alt kan tilberedes i en mikrobølgeovn. I USA vandt en kvinde engang en retssag, fordi hun havde forsøgt at varme sin kolde kat op, hvilket selvsagt slog den sagesløse mis ihjel.
Og selvom mikrobølgeovnen i dag aldrig ville optræde i et boligmagasin, fordi den befinder sig omtrent på samme niveau som en Sony Ericsson i folks bevidsthed, når det kommer til teknologisk coolness, er den stadig uovertruffen i visse henseender. Ganske som Percy Spencer fandt ud af i 1944, så er den genial til at poppe majs.
LÆS OGSÅ:
