I sidste uge udkom ’Blomsterdalen’ af den grønlandske forfatter Niviaq Korneliussen. En roman, som både er historien om et (lesbisk) kærlighedsforhold og om selvmord. Selvmordsraten i Grønland er nemlig verdens højeste. I 2019 var der – ud af en befolkning på lige under 60.000 – 45 mennesker, der begik selvmord. Det er højt.
Jeg ville gerne have talt med Niviaq Korneliussen om bogen og hendes opvækst i Grønland til en podcast, men hendes travle presseprogram i Danmark efterlod desværre ikke tid til det.
Heldigvis nåede hun at tale med flere andre medier, og til Information sagde hun blandt andet om de mange selvmord, som er blevet en del af alle grønlænderes liv:
“Vi er vokset op med det. Det er jo foregået i flere generationer, så det går i ring. Så godt som alle grønlændere kender nogen, der har begået selvmord, og nogen der er tæt på at gøre det: en skolekammerat, en ven, en far, en søn. Det er blevet normaliseret, det er en del af livet. Hvis vi ser på Facebook, at en ung person er død, så regner vi med, at hun har begået selvmord og bliver overraskede, hvis det viser sig at være en ulykke. Det mest sandsynlige er selvmord.”
Der er ikke så meget at sige til det, andet end at det er en tragedie. De sociale problemer i Grønland er massive, og forleden kunne man i Kristeligt Dagblad læse, at antallet af seksuelle overgreb på grønlandske børn stiger. Sidste år til 83 – det højeste nogensinde – og i dokumentarfilmen ’Byen hvor børn forsvinder’ fortæller en lærer, at hun på et enkelt skoleår har indgivet 109 underretninger om forskellige grader af omsorgssvigt.
Men, som hun siger, føler hun efterhånden, at det er “pisse ligegyldigt, for jeg kan ikke nævne en eneste sag, hvor barnet har fået den rette hjælp.” Og i ’Orientering’ på P1 sagde psykolog og formand for Grønlands Red Barnet, Jonna Ketwa, at det høje tal tyder på, at der er kommet større krav til at indberette overgreb. Men hun siger også, at det faktiske antal overgreb uden tvivl er højere, end tallene viser. I sidste uge blev 16 konkrete tiltag præsenteret – sammen med 80 millioner kroner til at gøre noget ved problemet.
“Vi skal sørge for, at der ikke igen om fire år er lige så høje bunker med ubehandlede sager om overgreb mod børn,” sagde socialminister Astrid Krag (S).
Mange danskere er gennem tiden blevet draget af vildmarken og drømmen om det uopdagede. Først vikingerne og siden præsten Hans Egede, der i 1721 begyndte sin kristne mission i landet og indledte kolonialiseringen. Og siden har det været en strid om ord. Er Danmark en kolonimagt, eller er forholdet mellem Grønland og Danmark ligeværdigt?
Niviaq Korneliussen er ikke i tvivl.
“Det er tydeligt, at grønlændere stadig i høj grad bliver diskrimineret i Danmark, selv af de veluddannede unge på universitetet, der ved alt om verden, men ikke aner en skid om Grønland. Og det er ikke for at angribe de individer, der ikke har viden om Grønland – nærmere det danske system, der ikke går op i at undervise om Grønland, selv om vi er i et rigsfællesskab. Og så føler de sig samtidig angrebet, når vi for eksempel siger, at vi gerne vil fjerne Hans Egede-statuen, eller at vi gerne vil have, at eskimo-isen bliver kaldt noget andet,” siger hun.
Korneliussen formulerer det ret præcist. Grønland er det barn, vi i misforstået solidaritet har forsømt at tage os af. Familiemedlemmet, som vi ikke rigtigt ved, hvad vi skal bruge til, og som vi engang imellem kommer i tanke om, når vi diskuterer, om man kan tillade sig at sige ‘grønlænderstiv, ‘Eskimo-is’, eller når Trump vil købe hele molevitten.
Det er en tragedie, at danskere føler sig så fremmedgjorte over for det land, som udgør 97 procent af vores rigsfællesskabs areal. Grønland er spektakulær og storslået natur, og inuitternes kultur kan spores tilbage til 3.000 år før vores tidsregning. Det er på alle måder et land, vi burde føle os stolte over at være i valgslægtsskab med.
Men Grønland er også mørke, misbrug, druk, overgreb og selvmord, og sandheden er desværre, at Grønland ikke er let at elske – hvilket Hans Egede allerede opdagede i 1700-tallet, da hans mænd enten døde af skørbug eller kulde eller blev vanvittige af mørket. Hvor mange kender du selv, som har været deroppe? Og hvor mange der svarer, at de da drømmer om en dag at komme derop, uden at det bliver til noget? Vi har nok i at se Dronningen i nationaldragt og Kronprinsen på hundeslæde engang imellem. Det andet kan vi ikke rigtigt forholde os til.
Jeg kan egentlig godt forstå det. Grønland er utilgængelig, svær og set udefra ikke særligt charmerende. Der er hverken Islands varme kilder eller Færøernes milde klima. Naturen er rå og voldsom og nærmest beregnet til at udslette mennesket. Men jeg har selv en fascination for Grønland, fordi min kone blev født deroppe – af danske forældre – og selv bærer et grønlandsk navn, ligesom vi har givet vores datter et. I 2018 rejste jeg med min kone derop. Til Ilulissat på vestkysten, som betegnes som en af de mest tilgængelige grønlandske byer. Man sejler rundt i isfjorden blandt skyskraberhøje isbjerge og spotter sæler, flyver i helikopter ud og lander på indlandsisen, og kæmper sig i 20 minusgrader til den lokale café, som består af en slidt barak, hvor man kan få sig en kop diskutabel kaffe. Men de eneste turister, jeg mødte, var intellektuelle newyorkere, som lod til at vide mere om landet end de fleste oplyste danskere, jeg kender.
Vi interesserer os ikke for Grønland, fordi der ikke er noget deroppe, vi har lyst til at være en del af. Og indtil vi finder ud af, hvad vi skal bruge Grønland til – udover at det geopolitisk selvsagt er meget smart at råde over 2,1 millioner kvadratmeter ekstra – så er vi heller ikke deltagende i grønlændernes liv. Som nation er vi mere optagede af, hvad der foregår i Wisconsin, Hviderusland eller i Syrien, end hvad der foregår indenfor eget rigsfælleskab. Grønland er familiens sorte får, som man helst ikke spørger til ved familiefesten, fordi man godt ved, at det ikke er blevet bedre siden sidst.
LÆS OGSÅ:
Et flertal af grønlænderne ønsker selvstændighed fra Danmark, og siden 2009 har Selvstyreloven givet mulighed for det – uden at der blevet enighed om en tidsplan.
Men ville Grønland være bedre tjent uden et partnerskab med Danmark? Nej. Et samfund på kun omkring 60.000 mennsker med 44.000 kilometer kystlinje har brug for et stærkt partnerskab og alt det, som Danmark har at tilbyde. Og vi gør meget. Det årlige bloktilskud er på omkring fire milliarder kroner – foruden de mange opgaver, som varetages af de danske myndigheder – og meget ville ikke fungere i Grønland uden de mange danskere, som arbejder i det private og offentlige.
Men for almindelige danskere er Grønland både verdens største ø og den største blinde plet i vores mentale landskab. For hvis vi ikke kollektivt erkender, at Grønland har massive udfordringer, erkender vi heller ikke vores del af (rigs)fællesskabet. Og det er ikke os, der bliver taberne.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk. Hvis du kunne lide, hvad du læste, så kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev HER eller hoppe hen på forsiden og læse mere HER.
