Illustration: Vignet fra Mikkel Stolts lommebog
Man hører undertiden, at kunstnere skal mene noget … om samfundet. Det har de åbenbart en slags pligt til. Ja, det er mest sådan nogle kunstnere, man læser om i bladene, der tænkes på, og ikke en banan som mig selv.
Men der er bare lige det, at det er pissefarligt for dem. Det er det, fordi der sidder uendeligt få mennesker og afgør, om den eller den kunstner får økonomisk støtte eller ej. Et kunstudvalg, en konsulent, en redaktør. Vi snakker om 1-4 personer eller deromkring. Ellers sidder der på den anden side uendeligt mange borgere og vurderer, om de gider købe værkerne og dermed give en indtægt til en kunstner med holdninger (i de få tilfælde, hvor en kunstner faktisk kan sælge sine ting direkte til borgerne).
I begge tilfælde kan det være temmelig dumt at sige sin mening utvetydigt. For eksempel kan man jo for eksempel sagtens udtrykke, at veganere er verdensfjerne fanatikere, at Dalai Lama er en religiøs tosse, at Hitler ikke havde det for nemt, at Lars Løkke er en korrupt luskebuks, eller at de venstreorienterede i virkeligheden er voldsparate psykopater. Men hvad som helst kan skabe fjendtlighed hos den enkelte beslutningstager, og det er en kæmperisiko for ens indtægt og tilværelse.
Hvad nu hvis den person, som du på baggrund af et kunstnerisk projekt har søgt om økonomisk støtte hos, opdager, at du går ind for, at ulve skal skydes? Eller beskyttes? Og hun mener det modsatte? Naturligvis vil hun ikke lade det påvirke den kunstneriske beslutning, men sagen er, at hendes beslutning ikke kun er kunstnerisk. Den er i lige så høj grad både menneskelig og økonomisk, og hun kan derfor opleve, at folk bagefter vil sige: ”Vidste du ikke, at han går ind for, at alle vildsvin skal give hånd, før de kan komme ind i landet?”.
LÆS OGSÅ:
Det skal hun kunne leve med. Og at udfordre mødet med den person eller personer er en risiko, som lønmodtagere og de fleste andre selvstændige ikke løber i samme grad, idet de er beskyttet af overenskomster, kontrakter og sågar ytringsfrihed, som man ellers hører så meget godt om.
Har jeg i forvejen ikke nok at være usikker, forstemt og angst over? Så hvornår lærer jeg at klappe i? Og kan det læres? Skal det overhovedet læres? For en kunstners opgave er vel ikke at mene det samme som andre – og slet ikke som dem, der sidder på magten, hverken den politiske, økonomiske eller kulturelle. Skal man faktisk helst ligefrem mene det modsatte, for ellers er det jo ingen kunst?
Men selve værkerne så, de skal sgu da udtrykke en holdning og mene noget, tænker du. For ellers har man som kunstner vel ikke nogen berettigelse overhovedet? Hvis man hverken gider at mene noget i sit arbejde eller i sin fritid; skal man så overhovedet have lov til at få offentlig støtte?
Bevidstløse træfældninger
For et par år siden havde jeg et essay i et tidsskrift, som blandt andet ironiserede over den bevidstløse træfældning, man kan opleve i sommerhus- og villakvarterer. To dage efter havde jeg en naturorganisation i røret, som var i gang med en kampagne om at plante flere skove, og som ville høre, om jeg ikke monstro ville være medlem. Det var vist et rent tilfælde, men jeg fik mig en god snak med manden, og jeg prøvede at gøre ham begribeligt, at det kunne jeg simpelthen ikke tillade mig, hvis jeg ville bevare en vis uafhængighed og for at mine tekster eller film ikke skulle opleves som hvervekampagner eller ligefrem propaganda.
”Men sådan et essay flytter jo ikke så meget, som vi som organisation kan,” sagde han så. Jamen, det er jeg nødt til at tro på, at det kan, for ellers kan jeg lige så godt give op.
En anden dag havde jeg en kronik i avisen, der handlede om, hvor meget religionen fylder i samfundet. Tre timer senere havde jeg en dame i røret fra et selskab med en meget ikke-kirkelig dagsorden, som ville høre, om jeg ikke ville være med i deres klub. Det ville jeg ikke. Ikke hvis de vil have mig. Og her i sommer skrev jeg et debatindlæg om nøgensvømning, og inden længe ville en tekstilfri organisation have mig som poster boy. En anden gang havde jeg skrevet et læserbrev, hvor jeg antydede, at man måske skulle starte nogle færre krige rundt omkring, og straks var der et politisk parti, der ville have mig som medlem. Det sagde jeg også nej tak til, hvis ikke jeg kunne blive statsminister (de tilbød mig ganske vist kulturministerposten, men det er der vist ingen penge i).
Pointen er, at man er nødt til at være uafhængig – ens værk må aldrig kunne beklikkes. Kun fortolkes og forsøgt forstået, elskes eller hadet. Det må aldrig kunne bruges som argument for en sag – kun for sig selv. Flertydighed er begavet, entydighed er forsimplet. Intet er sort-hvidt, heller ikke det, jeg skriver. Maleren Harald Giersing sagde: ”Al god kunst er politisk, al politisk kunst er dårlig”. Men som med alle udsagn er det selvfølgelig højst 89 procent rigtigt.
Nej, always keep ’em guessing, siger jeg. Men indtil jeg kommer på borgerløn (går jeg ind for det!?), skal jeg nok være forsigtig med, hvad jeg mener at mene og tro – om noget som helst.
Og det kan du så vælge at tro på.
