Jeg er ikke helt færdig med at have ondt i maven, efter at jeg har set den nye BBC-dokumentar om Spice Girls, som lige nu kan ses på DR. Filmen har undertitlen ‘How Girl Power Changed The World’, og det handler den sådan set også om – altså fortællingen om, hvordan de her fem unge britiske kvinder blev den bedst sælgende pigegruppe nogensinde, og hvordan de katapulterede sig ind i historiebøgerne og blev tidens største popikoner på rekordtid – men det altoverskyggende tema i dokumentaren er nu alligevel, hvor grotesk en virkelighed 90’erne og 00’erne var for kvinder.
Set med nutidens øjne virker det ærligt talt fuldstændig blæst.
Lad os lige genopfriske hukommelsen: Vi har at gøre med en pigegruppe, designet og fabrikeret i 1994 af musikbranchemænd med penge og magt, som ville skabe et musikalsk alternativ til Take That, der nu skulle være mere “street“ og have mere “cred” end de andre. En rendyrket penge-idé – og en skidegod en af slagsen, som dog skulle vise sig at løbe bagmændene fuldstændig over ende, fordi sammensætningen af Victoria, Emma, Geri, Mel B og Mel C simpelthen var ren dynamit, og de var umulige at håndtere.
De fem unge kvinder kendte ikke hinanden på forhånd, men da de havnede i samme rum, blev de til en decideret tornado af energi, talent og selvtillid, der blæste alle omkring sig totalt om kuld. Allerede inden de udgav deres første single ‘Wannabe’ i 1996, var deres kommende succes indiskutabel internt i branchen. Hvilket også var med til, at de en dag satte sig ind i Geri Halliwells bil og skred fra deres manager og skaber, Chris Herbert, ren girl power-style.
Det er den positive side af historien. Den anden side er mere rystende, og her mener jeg vitterligt rystende. Den handler om 90’ernes kvindesyn, og at pigerne fra deres allerførste auditions ikke blev betraget som mennesker, men som kroppe.
Den handler om, at Victoria fik dårlig karakter af casteren, fordi hun havde dårlig hud, og kun havde en middelmådig personlighed.
At Geri altid var for tyk eller for tynd i pressens øjne, uanset hvordan hun så ud.
At både Mel B og Victoria skulle forsvare, at de viste sig (!) i stramtsiddende tøj, da de blev gravide.
Og måske mest sindssygt: At Victoria blev vejet på direkte tv 12 uger efter, hun havde født, fordi man ville se, om hun havde smidt de overskydende kilo fra sin graviditet igen. What. The. Fuck.
Foto: DR
Spice Girls’ behandling i pressen – og især i den tabloide ende af spektret – var fuldstændig vanvittig, og dokumentaren skildrer slavisk, hvordan de blev nedværdiget og ydmyget hver evig eneste dag – og altid på grund af deres køn. Det var med andre ord sexisme for åbent tæppe, og i 90’erne slap man af sted med det, fordi det alt sammen kunne kamufleres bag et røgslør af sjov ironi.
Når man ser dokumentaren i dag, er normaliseringen af den her ekstremt chauvinistiske adfærd nærmest ubegribelig, og man kan kun trøste sig ved, at Spice Girls rent faktisk formåede at sige fra over for en del af den, mens det stod på.
For eksempel da Mel B under optagelserne til en reklamefilm konfronterer to mænd fra crewet, der brokker sig højlydt over, at pigerne ikke viser nok kavalergang. “Well, you can fuck off,” siger hun, knastørt, mens Victoria og Geri stemmer i.
Men som tv-værten Jane Middlemiss siger i dokumentaren: “Det tog fem kvinder at have én kvindes stemme dengang.” Det er virkelig tankevækkende.
LÆS OGSÅ:
Desværre holdt det feministiske bolværk kun kort, og da Spice Girls splittede op i 2000, blev de så nemme mål for pressens blodhunde, at de kastede sig over dem én for én: Mel C, der gang på gang måtte afvise, at hun var lesbisk i interviews – hvilket var svært for medierne at forstå, når nu hun så lesbisk ud… Mel B, der fik ry for at være en dårlig mor, som ikke kunne amme sit barn ordentligt på grund af sine brystimplantater… Emma, der sad i direkte radio og måtte finde sig i, at værten brugte tid på at fortælle, hvad han ville gøre ved hende, når de “lå i kassen sammen”.
Eksemplerne på usympatiske (medie)mænd er alt for slemme i den her dokumentarfilm, og selvom de i sig selv er chikanerende hver og én, er det alligevel mængden af uretfærdigheder, der rammer en som en knytnæve lige i solar plexus.
På den positive side er filmen et perspektivrigt billede på, hvor langt vi trods alt er kommet i dag, når det handler om feminisme og ligestilling mellem kønnene.
Men vi er ikke i mål endnu. Aktuelt viser hele modtagelsen af Adeles nye album, at medierne stadig er meget forhippede på at tale om kvindelige kunstneres kroppe og udseende, selvom det oftest er sagen fuldstændig uvedkommende.
Som mand giver film som denne om kvindelige erfaringer seriøst stof til eftertanke, og selvom man skal passe på med at dømme fortiden efter nutidens moralske paragraffer, kan jeg ikke lade være med at tænke, at man allerede dengang godt vidste, den var gal. Der sidder helt sikkert nogle mænd med nogle gevaldigt røde ører derude efter at have set ‘Spice Girls: How Girl Power Changed The World’, nu handler det bare om aldrig at blive en af dem.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
