De bedste podcasts i 2022 – indtil nu

Det vælter med gode podcasts, og det kan være svært at danne et overblik. Her har vi fundet dem, der har begejstret os i år.

Her på Heartbeats producerer vi et væld af podcasts. Bare i år har nogle af vores største succeser været blandt andet ’Perkologi’ og ’Hvad gør de andre?’ med Sisse Sejr og Esben Bjerre. Men vi vil også gerne hylde nogle af vores kolleger og konkurrenter, for vi bliver konstant inspireret af al den gode lyd.

Her kan du se vores favoritter (og vi opdaterer listen løbende.)

Bitcoin-bedraget (DR)

Hvad gør man, hvis man har mistet flere hundredetusinde kroner til en investeringsrådgiver med en tyk accent, som man har fundet gennem en online annonce og kun har snakket i telefon med? Det spørgsmål trænger sig på hos den 70-årige Nete i podcasten Bitcoin-bedraget.

Gennem flere måneder har hun nemlig i god tro overført virkelig mange af sine penge til manden i telefonen, så han kunne investere dem i bitcoins for hende.Men som titlen på podcasten hentyder til, er vi gennem de fem afsnit af serien vidner til hvordan Nete, og andre ofre, bliver bedraget af manden over telefonen. Han kalder sig for Philip Graham og siger, at han er investeringsrådgiver hos firmaet Qteck.

Gennem serien tager vært Ole Hall os med på en skræmmende og sand rejse ind i svindlernes univers. For helt unikt har Nete valgt at optage alle sine samtaler med Philip Graham. Og de optagelser siger Ole Hall ja til at bruge – i modsætning til det danske politi – og det er der altså kommet en både medrivende, opsigtsvækkende og bingeværdig podcast ud af.Så skynd dig ind og lyt til Bitcoin-bedraget – og send den måske også lige dine forældre og bedsteforældres vej, så du ikke får samme opkald, som Ole Hall får af sin mor, der også er klikket ind på en annonce om bitcoin-investering.

/ Emilie Westh Wold

Hør den på DR

Den hvide væg

Anders Matthesen er vel nok indehaver af én af fædrelandets allermest kreative og krøllede hjerner: rapper, skuespiller, manuskriptforfatter, børnebogsforfatter og selvfølgelig komiker – der er ikke det, Anden ikke kan. Men for undertegnede har albummet ’Hva’ snakker du om?’ en helt speciel plads i hjertet.

I fritidsklubben dannede den nemlig lydtapet for uendelige mængder frysetoast og røde sodavand, og derfor er der også en vis nostalgisk glæde ved, at man siden december 2021 igen har kunnet høre Matthesen folde sig ud på lyd i sin podcast ’Den hvide væg’.

Ikke at de to som sådan har nogen lighedstræk. For hvor Hva’ snakker du om? var det rene udbytte af Matthesens idérigdom, tilbyder ‘Den hvide væg’ snarere et kig ind i maskinrummet. Der, hvor idéerne fødes og bearbejdes, inden de – måske – får lov at blive afprøvet på et publikum.

I hvert afsnit følger vi nemlig Matthesen, der – for åben og forholdsvist uredigeret mikrofon – udfolder sin kreative proces. Og dét er virkelig sjovt! For eksempel, når Matthesen jammer sig frem til jokes om konen, der har ønsket sig waders i julegave – eller ”en dykkerdragt for folk, der har fået at vide, at de kun må gå ud til navlen,” som Anden beskriver det ret så usexede stykke udstyr.

Men podcasten er faktisk også en slags jamsession i sig selv. Vi er med, når værten afprøver lydudstyr (med blandet succes), eller når han forsøger at finde ud af, hvad podcasten egentlig skal hedde. Det lyder måske lidt gakket, men ’Den hvide væg’ er mere end bare sjov og spas. Den er også en vigtig påmindelse om, at kreativitet ikke ’bare’ er noget, man er født med. Det er benhårdt – omend oftest sjovt – arbejde.’

/Emil Riscaldini

Hør den på Apple Podcast

Liss – Tonerne af en afsked (DR)

I 2015′ da Liss udgav deres debut-ep, blev de spået en stor fremtid. De blev spillet internationalt og endda af Pharrel Williams. Også i Danmark havde de fire unge århusianere stor succes. Søren Holm, som stod i spidsen af Liss, skilte sig ud med sin specielle stemme, og de var et frisk pust i dansk musik. Men internt i bandet var alt ikke, som det skulle. I maj 2021 mistede bandet deres forsanger og tekstforfatter, Søren Holm, til selvmord. Han havde i længere tid kæmpet med sit mentale helbred.

De resterende tre medlemmer, Villads, Tobias og Vilhelm, fortæller i DR-podcasten om tiden i bandet op til og efter Søren Holms død. En historie, de selv har haft svært ved at snakke om, men i podcasten får de sat dybe, rørende og smukke ord på Søren Holm som menneske, hvilke indre dæmoner, han kæmpede med, og hvor hårdt et tab det har været for dem.

Podcasten fortæller historien med enorm respekt for Søren Holm. Den handler både om den forelskelse, bandet havde i musikken sammen, om det venskab, de fik opbygget og kæmpede for at beholde, men den er også en skildring af en kamp med psykisk sygdom. Det er hårdt at lytte til, men samtidig også noget alle burde høre.

/ Ida Frisk Carstensen

Hør den på DR

Bluff, bedrag og brændte broer

På denne liste hylder vi vores kollegers flotte produktioner, men vi vil også tillade os at blæse lidt i hornet for noget af det, vi selv har lavet. Her vil jeg gerne fremhæve mine dygtige kolleger Peder Carlsen og Emil Riscaldini, der har skabt den fascinerende og fængende fortælling om en af de største svindelsager i poker-spillets historie.

Poker er nemlig på mange måder et besynderligt spil. Der er få andre spil eller sportsgrene, hvor det at snyde er inkorporeret i selve spillet, hvor du kan vende en dårlig hånd til en vinder, hvis du er dygtig til at narre dine modstandere. Hvis du er en overbevisende løgner. Men selvfølgelig kan det gå for vidt.

Det gjorde det for Peter Willers Jepsen. Efter at have været udstationeret i Irak vender han hjem og kaster sig over poker. Hurtigt bliver han en del af de nye pokerstjerner, der bliver hyldet som rockikoner og skovler millioner af kroner ind. Men da heldet begynder at vende for Peter, tager han den for langt.

I podcasten får du hele historien fortalt gennem dem, som kendte ham, og du kommer helt ind i verden, hvor blufferen bliver belønnet – hvis han ikke bliver opdaget.

/Emil Norsker

Hør den på ALLY

‘Det levende bevis’ (DR) 

Hvis du synes, at historier om straffesager er interessante at dykke ned i, så vil podcasten ‘Det levende bevis’ få dig til at have hørebøfferne klistret til ørene. I serien på i alt syv afsnit tager graverjournalist Frederik Hugo Ledegaard dig minutiøst igennem sagen, om et dansk-somalisk forældrepar fra Fredericia, som i 2017 ender med at blive dømt skyldig i højesteretten for at have fået deres to døtre omskåret under en ferie til Afrika.

Den veltilrettelagte dokumentar er både rørende og skræmmende, fordi det ikke kun er de to dømte, der mener, de er uskyldige – selv de to døtre påstår også, at de aldrig er blevet omskåret. Så har retssystemet ret, eller er der blevet begået justitsmord? Det vil du gennem hele den uigennemskuelige fortælling være i tvivl om. Og selvom podcasten ikke ender med den største forløsning, lover jeg dig, at du ikke vil sidde tilbage skuffet.

/ Simone Nystrup

Hør den på DR

Rockerne mod fiskerne (DR)

En kort og underholdende serie på to afsnit, som byder på både rockere på motorcykler, fiskere med slag i og masser af skøn lokaldialekt. Producenterne kalder det selv for en ”en vaskeægte vestkyst-western” og det indrammer meget godt stemningen, når Nicholas Durup Thomsen scenisk skildrer historien om vestkystens nok største værtshusslagsmål gennem tiden.

På Diskotek bowlerhatten blev dansegulv pludselig til én stor slagmark, da grupperingerne røg i flæsket på hinanden, og selv politiet måtte se til fra sidelinjen, men som lytter til podcasten bliver man fuldstændig suget ind i historiens absurditet og føler pludselig at man står midt i fejden omgivet af dårlig diskoteksmusik og flyvende barstole. Det er underholdende, godt lavet og alt for hurtigt lyttet igennem.

/ Mikkel Weinell 

Hør den på DR

‘Casper ringer til Frank’ (Podimo)

Frank Hvam er taget til New Zealand, så hvis han skal holde kontakten til sin ven og mangeårige kompagnon må det foregå over Facetime. Det er det enkle (og temmelig gennemprøvet) koncept for denne podcast.

Det føles lidt som at være med i de to venners private kaffepause i et køkken, det er faktisk podcastens store styrke, at det virker som om, der ikke er noget filter, men derimod en meget impulsiv og lystbetonet samtale.  

‘Casper ringer til Frank’ er både det mest oplagte koncept, og samtidigt sæsonens mest kærkomne overraskelse på podcastmarkedet. Den viser, at de to herrer kan være kreative på alle medier og kontinenter. Og måske løfter den sløret for, hvad Frank egentlig laver så langt væk hjemmefra …

/ Ditte Giese

Hør den på Podimo

Find mere om
Footer graphics