broccoli is
Foto: Shutterstock

Danmark har fået syv nye kostråd – eller hvad: Her er vores dom

Kostpyramiden er vendt på hovedet. Nu handler det ikke kun om os, men også om klimaet. Men hvordan skal vi klare den? Vi har set nærmere på de syv officielle kostråd.

Så kom de endelig. I går gik minister Rasmus Prehn (S) ud med de 7 officielle kostråd fra Fødevareministeriet om, hvordan vi skal spise og drikke, hvis vi gerne vil være sunde og – som noget nyt – klimavenlige forbrugere.

Det betyder nu, at vi ikke skal drikke mælk, men til gengæld spise nødder uden salt.

Sådan lyder i hvert fald dele af rådene, der i denne omgang altså er reduceret fra de oprindelige 10 til syv. Eller hvad? Det lugter lidt af spin. For sammenligner man de nye råd med de gamle, viser det sig, at man bare har stuvet det samme indhold sammen i færre punkter.

Derudover minder rådene os generelt om det, vi i forvejen godt vidste; at vi skal spise mindre kød og flere grøntsager. Av!

Så hvor ambitiøse er rådene egentlig, og er det realistisk at efterleve dem? Kan vi overhovedet stole på ministerens forblommede intentioner?

Vigtigst af alt: Hvor fucked er vi på nydelsesfronten? Lad os vurdere de officielle kostråd et ad gangen.

1. Spis planterigt, varieret og ikke for meget

Godt råd. Det er dybest set kun det sidste, vi bør huske. For vi skal styre os og spise mindre, end vi gør.

Danskernes gennemsnitsvægt er kun gået en vej de seneste 30 år, og det er through the fucking roof. Så længe snoller og bajere er: 1. Billigere og 2. En større fornøjelse smagsmæssigt end broccoli, er det op ad bakke. Staten kunne starte med at give os nogle økonomiske incitamenter.

Og så til noget overraskende. Man skriver direkte, at varieret kost er godt, fordi det sikrer mod et højt indtag af en enkelt type uønskede stoffer. Altså tungmetaller og sprøjt. Jamen, så var det måske bedre helt at fjerne de uønskede stoffer? Økologi er tilmed osse godt for miljøet.

2. Spis flere grøntsager og frugter

Det siger de jo, men hør her: Hvis du kan få min søn på 1,5 år til at spise en gulerod, så be my guest. Jeg vil anbefale et høreværn mod støjgenen.

For en spaghetti-og-kødsovs-familie med små børn er det her stramt. Frugter er nemme, men kål… det ved alle, at man først lærer i sluttyverne.

I øvrigt tæller rosiner ikke i den her kategori. Det kunne måske have været rart at have vidst, før man erfarede, at de er det rene børnecoke. Nu er der ingen vej tilbage.

3. Spis mindre kød – vælg bælgfrugter og fisk

Fair nok med fisk, men hvad er en bælgfrugt overhovedet?

Researchen siger linser og kikærter. Derfor: Spis humus, og lær at lave linsebolognese med spaghetti. Men husk nu råd nummer 4 med din spaghetti, ellers får du fejl.

Og husk også råd nummer 5 – drys aldrig med ost. Men skal man så drysse med dåsetun i vand? Ikke hver gang! Glem ikke, der er “uønskede stoffer” i fisk, og det er kviksølv. Træls. Rådet er svært at følge.

4. Spis mad med fuldkorn

Nydansk for det klassiske moder-råd, at rugbrød gør enhver mand stor og stærk.

Det der i virkeligheden menes er, at kanelsnurrer, burgerboller og mad fra hele det italienske køkken i 2021 betragtes som statsforræderi. Man begynder at spørge sig selv, om livet overhovedet er værd at leve uden kridhvid pasta?

Er de officielle kostråd i virkeligheden skrevet af en sadistisk sammenslutning? Det kræver jo en ekstrem militaristisk disciplin at følge disse råd indtil videre.

5. Vælg planteolier og magre mejeriprodukter

Mental sundhed er åbenbart ikke en del af regeringens opfattelse af sundhed. Alle ved, at den direkte vej til dopaminer og akut lykkerus hverken er coke, sex eller flødeis – men smør!

Tro mig også, når jeg siger, at den lige vej til markant mere madspild er at diske op med becel-stegt og fuldkornspaneret rødspættefileter til spisetid en onsdag aften.

Desuden ødelægger det her råd julen fuldstændig. Forestil dig risengrød lavet på brune ris og skummetmælk, som toppes af med en klat rapsolie og ren stødt kanel. Folketinget ser snart direkte ind i et stormløb, hvis ikke de freder højtiderne fra de her råd.

6. Spis mindre af det søde, salte og fede

Så var Dronning Margrethes råd i en ikke så gammel nytårstale vist bedre: “Prøv at gøre noget unyttigt.” That’s my kinda dronning.

Men vejledningen er nu, at man skal spise jordnødder uden salt, når man har lyst til at snacke. Pænt tørt råd.

Hvis man endelig vil have danskerne til at spise mindre kage, skulle man måske overveje, hvad det er for noget fjernsyn, man sender ud via statens egne kanaler hver lørdag aften.

‘Den store bagekartoffeldyst’ har nok bare ikke det samme schwung.

7. Sluk tørsten i vand

Og ikke i sodavand og kaffe, forstår man. Eller mælk for den sags skyld. Men nu er der efterhånden alligevel så meget kalk i vand, at vi kunne kridte kirker med vores nyvaskede hår som pensler.

Alt i alt dog et super kostråd. Så mangler vi bare, at man fjerner de der døde mink, der er i gang med at infiltrere grundvandet. Og landbrugets pesticide-rester. Men så kører det vist også.

Hvis man samtidig lige stopper med at føje nye kemikalier til listen over dem, der er lovlige at finde i grundvandet, ville det være helt fjong. I mellemtiden kan man jo tage sig en kop varm luft. Haps!


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Footer graphics