Indimellem er en forfatters egen historie så utrolig, at den er i fare for at skygge for det budskab og den historie, han eller hun gerne vil fortælle.
Ronan Farrow er et godt eksempel. Han er en af skuespilleren Mia Farrows imponerende samling af intet mindre end 15(!) børn, som hun enten fødte eller adopterede mellem 1970 og 1995. Og Ronan – som faktisk er født Satchel Ronan O’Sullivan Farrow og blev kaldt Satchel de første mange år af sit liv – er et resultat af Mia Farrows 12 år lange og temmelig turbulente forhold til filminstruktøren Woody Allen.
Farrow og Allen mødte hinanden i 1979 og nåede at samarbejdede på 13 film på 10 år – heriblandt nogle af Allens allerbedste som ‘Hannah og hendes søstre’, ‘Små og store synder’ og ‘Mænd og koner’. Men de giftede sig aldrig, og deres forhold var blandt mange andre ting kendt for, at de gennem alle årene boede i hver sin lejlighed på hver sin side af Central Park.
Da de begyndte at danne par, havde Farrow allerede otte børn i forvejen, og sammen med Allen adopterede hun i 1985 datteren Dylan. De fleste, og ikke mindst Farrow og Allen selv, havde troet, at de ikke var i stand til at få biologiske børn sammen, men endelig – i 1987 – fødte Farrow en søn. Med lyst hår og store, blå øjne.
Det har aldrig været en skam ikke at ligne sin far, men som de fleste filmentusiaster ved, havde Mia Farrow i 1960’erne et kort ægteskab med den legendariske crooner Frank Sinatra. Og da Ronan voksede op til at blive en mere end almindelig flot, ung mand, var det tydeligt for enhver, at ligheden med netop “Ol’ Blue Eyes” var en del mere slående, end den var med Woody Allen.
I Hollywood betragtes det nærmest som en offentlig hemmelighed, at det selvfølgelig er Sinatra (eller en som ligner ham til forveksling) og ikke Allen, som er biologisk far til Ronan, og sladderbladenes historier har indimellem været så pågående, at Ronan Farrow selv har set sig nødsaget til at forholde sig til dem.
Da Mia Farrow i 2013 gav et interview til magasinet Vanity Fair og blev spurgt ind til rygterne om sin søns faderlige ophav, gav hun det i bedste fald lakoniske (og i værste faldt nådesløse) svar, at Frank Sinatra “muligvis” var faren. Og Ronan Farrow svarede med i bedste fald underspillet (og i værste fald tragikomisk) humor på Twitter, at “prøv nu at høre her, vi er allesammen “muligvis” Frank Sinatras sønner.” Og et tredje sted kommenterede Woody Allen i magasinet Vulture: “Efter min mening er han mit barn, men jeg ville ikke sætte mit liv ind på det. Jeg har betalt børnebidrag for ham hele hans barndom, og det synes jeg ikke havde været fair, hvis ikke han var min. Desuden har hun (Mia Farrow, red.) fremstillet sig selv som en trofast person, og det var hun i den grad ikke…”
LÆS OGSÅ:
Anyway, som man siger, det er ikke det, Ronan Farrows nye bog handler om. Og så alligevel. I 1992 anklagede storesøster Dylan, Woody Allen for at have begået overgreb mod hende. Og for ligesom at marinere det hele i lidt ekstra drama, forelskede Woody Allen sig i en anden af Mia Farrows døtre, Soon-Yi – som hun i 1978 havde adopteret sammen med komponisten André Previn. De indledte en affære, mens Allen og Farrow stadigvæk var et par og blev gift i 1997 – og er i øvrigt stadigvæk sammen og forældre til to adopterede børn.
Man kan med rette diskutere funktionsdygtigheden på Woody Allens moralske kompas, men det er vigtigt at huske, at Soon-Yi var omkring 20 år, da affæren begyndte og hverken biologisk eller juridisk er hans datter. Desuden konkluderede en undersøgelse fra Child Sexual Abuse Clinic på Yale-New Haven Hospital i 1993, at Dylan Farrow ikke var blevet udsat for misbrug, og beviserne mod Woody Allen var så svage, at han aldrig blev tiltalt.
Han mistede dog forældremyndigheden over Ronan, Dylan og det tredje fælles barn, Moses, som han også havde adopteret sammen med Farrow, og det splittede naturligvis familien. For mens Ronan altid har forsvaret Dylan, har Moses flere gange offentligt udtalt, at han ikke tror på Dylans historie, og han har flere gange fortalt om familien Farrows mørke sider. En onkel som misbrugte børn, en anden onkel, som begik selvmord, broren Thaddeus, som begik selvmord i 2016 og søsteren, Lark, som døde af lungebetændelse efter at have fået konstateret HIV. Og han har fortalt om sin mors raserianfald, vold og bitterhed, og at hendes lettere maniske forhold til at adoptere børn, ifølge Moses, mere end noget andet handler om egoisme.
Og på den anden side: Da Woody Allen i 2014 blev tildelt en æres-Golden Globe for sin livslange indsats for amerikansk film, begyndte både Ronan og Mia Farrow at tweete syrligheder under hashtagget #ibelievedylanfarrow.
Man kan med andre ord nok konstatere, at journalist og forfatter Ronan Farrow er vokset op i en privilegeret omend temmelig dysfunktionel familie, hvor der nok har været fri adgang til gode universiteter og Hollywood-fester, men hvor misbruget har ligget på lur lige under overfladen. Og en lommepsykologisk anlagt type ville da nok også konkludere, at det selvfølgelig er Ronan Farrows egne erfaringer, som fik ham til at kaste sig over sexovergreb i filmindustrien.
Ronan var et usædvanligt begavet barn. Han sprang flere klasser over og startede allerede som 11-årig på Bard College, hvor han fire år senere blev den yngste, der nogensinde har taget afgang. Som 16-årig blev han praktikant på John Kerrys præsidentkampagne, og som 18-årig begyndte han at læse jura på Yale – og blev færdig i 2009. Da Obama samme år blev præsident, fulgte Ronan Farrow med og blev særlig rådgiver for udenrigsminister Hillary Clinton i spørgsmål om ‘global youth issues’. To år senere, i en alder af 24, var han på Forbes’ ’30 under 30′-liste over de mest toneangivende personer indenfor politik og jura.
På det tidspunkt var det efterhånden blevet sværere og sværere for den unge celebrity-søn at svæve under radaren, og i 2013 begyndte magasinet Vice for første gang at skrive om Ronan Farrows seksualitet. Farrow selv ventede dog helt til 2018 med at tale offentligt om, at han er homoseksuel – hvorefter han offentliggjorde, at han er i et forhold med den tidligere taleskriver for Obama, Jon Lovett.
Det var også i 2013, at Farrow fik sit første job – som en lidt overgearet formiddagsvært på NBC med let fordøjelige nyheder pakket kulørt ind. Men han havde ambitioner om mere, og da programmet blev lukket, og Farrow stod uden program, blev han flyttet til NBC News’ gruppe af undersøgende journalister. Her blev han sat sammen med en af kanalens garvede redaktører, som i starten ikke havde meget tilovers for den renskurede Farrow med de hvide tænder og gode gener.
Det er i 2016, hvor den senere så ikoniske “grab them by the pussy”-lydfil med Trump dukker op, og hvor magtfulde mænd som Roger Ailes fra Fox News og den engang så elskelige Bill Cosby falder fra medie- og underholdningsbranchens troner.
LÆS OGSÅ:
Mens andre medier begynder at breake historier om de påståede voldtægts- og overgrebanklager mod Weinstein fra anonyme kilder, er Ronan Farrow den første, der får modellen Ambra Battilana Gutierrez til at stå frem med navn og tilmed levere en lydfil, hvor Weinstein uden indpakning forsøger at lokke hende med ind på sit hotelværelse og indrømmer at have befamlet hende.
Og som var det en konspiratorisk thriller, går det op for den unge journalist, at Harvey Weinsteins magt strækker sig langt ind på NBC’s direktionsgang, og at der er en grund til, at nyhedskanalen ikke vil bringe Farrows afsløringer. På de øverste etager er alle venner, og da Farrow nævner sin historie til en af de gamle studieværter, Tom Brokaw, viser det sig selvfølgelig, at han og Weinstein er gamle bonkammerater, og at Brokaw også har en sag om sexovergreb hængende over sig. Og en anden NBC-vært, Matt Lauer, reagerer lige så aggressivt, da også han har både et venskab med Weinstein og påståede overgreb på samvittigheden.
Da Ronan Farrow får at vide, at NBC ikke vil bringe hans historie, fordi den – siger de – ikke holder vand – modtager nyhedschefen Noah Oppenheim, sjovt nok en god flaske vodka fra Weinsteins kontor. Oppenheim, finder Farrow ud af, der som studerende skrev antifeministiske indlæg om, at “kvinder elsker at blive jagtet”. Og der er mange flere af den slags mænd i NBC’s øverste hierarki, som har det til fælles, at de enten har forgrebet sig mod kvinder og/eller har gode forbindelser til Harvey Weinstein.
Selv hans gamle chef, Hillary Clinton, bakker ud af et interview med Farrow, da hun finder ud af, at han arbejder på historien, fordi, tada, Weinstein er en særdeles loyal og generøs støtte til hendes præsidentkampagne.
‘Catch and Kill’ er nemlig ikke bare historien om jagten på at fælde Weinstein. Den er også den uhyggelige og skøre fortælling om, hvordan magtfulde mænd vil bruge alle tænkelige midler for at beskytte sig selv og hinanden. For pludselig er der et israelsk sikkerhedsfirma – med det usandsynlige B-film-agtige navn Black Cube – som skygger Ronan Farrow for at finde ud af, hvad han er ude på.
Men er man inhabil, når man selv er vokset op som filmbarn og været særdeles tæt på industriens mest magtfulde? Det var nemlig Bob og Harvey Weinsteins filmselskab, Miramax, som i sin tid distribuerede Woody Allens film, hvilket også er en detalje, som Weinsteins advokater senere forsøger at bruge mod Ronan Farrow for at stoppe hans historier. Og at det faktum, at hans egen far havde begået overgreb, gav ham et hævnmotiv. Men advokaternes argumenter blev afvist, og faktisk lader det til, at netop Farrows personlige historie gør, at både filmstjerner som Rose McGowan og Rosanna Arquette, og de mindre kendte kvinder, som Weinstein har forgrebet sig mod, har turde stole på ham og fortalt deres historier.
Bogen – og podcasten af samme navn for den sags skyld – er på det nærmeste en thriller med et plot, som de færreste ville finde troværdigt, hvis den var fiktion. Den kommer kort tid efter bogen ‘She Said’, som New York Times-journalisterne Jodi Kantor og Megan Twohey skrev om samme sag, og som Farrow delte Pulitzer-prisen med i 2017.
Farrow beskriver også, hvordan flere medier, deriblandt tabloidavisen National Enquirer, bevidst har opdyrket og fundet slibrige historier om mænd som Weinstein og Trump, og i stedet for at bringe dem har de ladet dem dø en stille død – deraf titlen ‘Catch and Kill’. Og hvorfor? Fordi de magtfulde mænd i toppen af hierarkiet er forbundet med hinanden og konstant udveksler vennetjenester.
Gennem sin 10 måneder lange research taler Ronan Farrow med 13 kvinder, der alle fortæller, at de fra 1990’erne og indtil 2015 er blevet forulempet seksuelt af Weinstein. En af dem, den italienske skuepiller og instruktør, Asia Argento, fortæller, at Weinstein mod hendes vilje gav hende oralsex tyve år tidligere, men at hun først stod frem nu, fordi hun var bange for, at han ville “knuse” hende.
Men som i alle gode spændingsdramaer når protagonisten til et point of no return, hvor han er helt alene, alle er imod ham, og han er tæt på at give op. Men så kommer hjælpen i skikkelse af en af verdens helt store journalistiske good guys, magasinet The New Yorker, der med chefredaktøren David Remnick i spidsen, kan se potentialet i Farrows historie, fordi han som den første har fået en kilde til at stå frem og ovenikøbet har en lydoptagelse af det. Og da The New Yorker i sin oktober-udgave 2017 bringer den første af Farrows afsløringer, er det begyndelsen til faldet for filmproduceren.
“Jeg ved, at han har knust mange mennesker før mig,” som hun siger til Farrow.
I januar i år blev Weinstein dømt, og alt burde være godt. Men tilbage står, at der stadigvæk er mange magtfulde mænd, som ikke bare begår overgreb, men som også forsøger at bruge deres magt til at lukke munden på dem, som fortæller historierne. Så kan det godt være, at Ronan Farrows historie på et psykologisk plan er et fadermord på hele to fædre, som let kunne have kvalt den journalistiske integritet, men det gør den bestemt ikke mindre stærk. Tværtimod.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk. Hvis du kunne lide, hvad du læste, så kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev HER eller hoppe hen på forsiden og læse mere HER. Du må også meget gerne dele os med dit netværk, så vi kommer bredere ud. Tak
