Coronakrise i Libanon: “Når noget så stort sker i Europa er det anderledes, fordi I er så vant til at have en stat, der passer på jer”

For nogle uger siden begyndte solen at skinne i Beirut. Pastelfarverne på de gamle franske kolonibygninger trådte frem, og folk sad på gadehjørnerne og drak kaffe, mens støvet fra asfalten gjorde deres ankler grå. 

I Libanon nyder man livet, når man har det og tager ikke noget for givet. Det er et land, som har været præget af årelang borgerkrig, en konflikt imellem Hizbollah og Israel og de økonomiske og humanitære følger heraf. 

Man plejer at sige, at libaneserne fester sig igennem hårde tider, og at de i forvejen ekstravagante libanesiske bryllupper blev endnu større under borgerkrigen. Ligeledes har der under oktoberrevolutionen været en festkultur, som nærmest er opstået som modkultur til de undertrykte og korrupte strukturer i landet. 

Men der er ikke nogen, der fester sig igennem Corona. Og så snart de første libanesere blev smittet for omkring en måned siden, lå de lange støvede gader i Libanons hovedstad nærmest øde hen. 
Man fornemmede ikke så meget panikken, som man fornemmede handlekraften. Libaneserne tog nemlig afstand og isolerede sig længe før myndighederne bad dem om det.  

Kort efter solens frembrud begyndte barer og underholdningssteder at lukke ned, og et par dage senere, 11. marts, fulgte alle restauranter og caféer med. Det er ellers der, den livlige atmosfære primært udfolder sig i en by, hvor der ikke er noget gratis offentligt rum at mødes i. I Beirut er der ikke en sø at gå rundt om eller en park at mødes og drikke kaffe i. 

I modsætning til i Danmark kom initiativet til at blive indendøre i starten i højere grad fra borgerne selv end fra regeringen. Et initiativ som siger noget om den frygt og mangel på tillid, der bor i et folk, som ikke har råd til at lade være med at gå på arbejde, men nu bliver hjemme alligevel. 

Miriam Boulos er 21 år og bor i bjergene nord for Beirut med sin familie. Hun plejer at studere på American University of Beirut i byens travleste område, Hamra, men siden lukningen af universiteterne har hun haft online-undervisning hjemme hos sine forældre. 

“Libanesere er forsigtige, og så er vi selvfølgelig bekymrede for vores sundhed, fordi det er svært at få behandling i sundhedssystemet. Jeg har dog aldrig set Beirut så tom nogensinde. Hamra var helt øde, før regeringen overhovedet lukkede landet ned,” fortæller hun. 

Virus vandt over revolution

Det er ikke længe siden, at stemningen i Beirut var summende, aggressiv og intens. For blot en måned siden var landet midt i en revolution. En revolution der skulle gøre op med et korrupt, sekterisk system og en massiv økonomisk krise. En revolution hvor libanesere gik på gaden som libanesere i stedet for som shiamuslimer eller kristne marionitter for at protestere mod regeringen og kræve rent vand, elektricitet og bedre forhold for landets indbyggere. 

Stemningen i byen de seneste måneder har været alt andet end stille, og man har mærket håbet og sammenholdet, når både universitetsprofessorer, migranter og feminister fyldte gaderne med store, flagrende libanesiske flag og stemmer fulde af håb. 

Men mistilliden har fået mundkurv på nu. Gaderne er ryddet for demonstranter, og revolutionen er sat på pause. Foruden lukningen af uddannelsesinstitutionerne for snart tre uger siden, annoncerede den libanesiske regering 16. marts fuldstændig nedlukning af landet i foreløbig to uger. 

I grupper på WhatsApp kan man mærke den kollektive irritation over, at corona-virus på sin vis er belejlig for regeringen, der har fået en grund til at lukke samfundet og dermed modstanden ned.  

Mange spekulerer i, om det var et politisk træk for at dæmme op for utilfredsheden, da man tidligere end landene i Europa lukkede hele landet ned på grund af corona. For som Miriam Boulos siger: 

”Regeringen er ikke ligefrem kendt for at være effektiv, og det var den virkelig nu, da Libanon lukkede ned før mange andre lande.”

Et land i flere kriser

Libanon er midt i den største økonomiske krise siden den 15 år lange borgerkrig, og staten har i begyndelsen af denne måned misligholdt sin gæld til udlandet og er nu et af verdens mest forgældede lande. Den gradvise nedlukning af samfundet kommer til at koste rigtig mange libanesere deres job, og Verdensbanken forventer, at over 40 procent af befolkningen snart kommer til at leve under fattigdomsgrænsen. 

Det er der mange, der allerede gør. I flygtningelejren Bourj El-Barajneh i den sydlige del af Beirut lever cirka 40.000 flygtninge fra Syrien og Palæstina. Her bor de ekstremt tæt i noget, der ligner tusindvis af små legoklodser, man har bygget ovenpå hinanden, og laver mad under paraplyer, fordi regnen drypper ned gennem taget. 

De snævre veje i lejren løber som en støvet labyrint gennem bydelen, og alle vegne hænger de mange ledninger slapt ned på kryds og tværs for at forsyne beboerne  med ustabil elektricitet. Her lever familierne tæt op og ned af hinanden, deles typisk fem personer om de bittesmå rum og vasker nødtørftigt hænder i det snavsede vand. For Libanons i alt to millioner flygtninge er der ikke råd til at holde sammen ved at tage afstand. 

Libanons regering, med Hassan Diab i spidsen, har, efter manges mening, de få og de riges interesser for øje og handler ikke i den brede befolknings tjeneste. Og ingen har lyst til at ende i det libanesiske sundhedssystem, hvor det allerede før corona-pandemien kneb med at få ressourcerne til at række. 

Frygten for hospitalssystemet og den manglende tillid til landets autoriteter spejles i de tomme supermarkeder og de forladte gader. 

Et krisevant folk 

Libaneserne er gode til kriser. De har helt fra starten af corona-epidemien handlet hurtigt og taget situationen ekstremt seriøst, smurt sig ind i desinficerende gel og lukket sig inde i deres huse med deres familier. Det er heller ikke første gang, de oplever en fuldkommen nedlukning af landet, det skete også under krigen mod Israel i 2006. 

De handler som mennesker, der ikke har noget sikkerhedsnet at falde tilbage på, og som ikke har nogle hjælpepakker at se frem til. 

Hvor der i Danmark kom en livlig moralsk diskussion om hamstring, strømmede libaneserne til supermarkederne og fyldte vogne med konserves og toiletpapir med en selvfølgelighed, der ikke antydede nogen følelse af skam. Der var allerede en fælles forståelse af, at det hurtigt kan blive et spørgsmål om liv eller død, når man bor i et land, som importerer alt, også vand, og som ikke har økonomiske ressourcer til at passe på sine borgere. 

Langt hurtigere end i Danmark iførte libaneserne sig mundbind, når de gik på gaden. Det skete allerede, lige efter det første corona-tilfælde var registreret i landet. Ifølge Miriam Boulos er libaneserne så vant til at være i truede situationer, at de ved, hvordan de skal håndtere panik.  

“Der er ikke kaos på samme måde som i Europa. Folk her er gode til at vurdere alvoren af en given situation. Når noget så stort sker i Europa, er det andeledes, fordi I er så vant til at have et sikkerhedsnet og en stat, der passer på jer,” mener hun. 

I Libanon er både revolutionen og festen altså sat på pause, og der er ikke tid til diskussioner om hamstring. Der er kun fokus på frygten for at ende i et sundhedssystem uden ressourcer, miste sit hjem og risikoen for at sulte. Libaneserne holder vejret med deres indtil videre 412 corona-tilfælde og håber på, at de ikke skal gennemleve den økonomiske og humanitære katastrofe, som man kan ane forude, når man bor i et land uden noget sikkerhedsnet, med en forgældet stat og med næsten to millioner syriske og palæstinensiske flygtninge.

Emilie Stein Thorsen er journaliststuderende ved DMJX og netop hjemvendt fra udveksling på American University of Beirut i Libanon