Et medlem af kommunalbestyrelsen i Albertslund har enten været udsat for seksuelt overgreb, forsøg på voldtægt eller faktisk voldtægt. Det viser en kortlægning af sexisme i kommunalbestyrelsen i Albertslund Kommune, der netop er blevet offentliggjort.
Undersøgelsen blev sat i værk i efteråret 2020, da sexismedebatten for alvor rullede i Danmark og satte skred i dansk politik.
322 kvinder i dansk politik skrev dengang under på et opråb til ledelsen i de danske partier, mens 78 af kvinderne delte deres oplevelser med sexisme og overgreb i flere artikler i Politiken.
Det fik et flertal i Albertslund Kommune til at ville undersøge forholdene i kommunen nærmere, og resultaterne af undersøgelsen ligger nu klar.
Om undersøgelsen
33 personer har haft mulighed for at svare på en række spørgsmål om, hvorvidt de selv har oplevet uønsket seksuel opmærksomhed eller har været vidne til, at andre har været udsat for det.
I alt har 20 personer valgt at svare.
Til spørgsmålet om, hvorvidt medlemmerne af kommunalbestyrelsen har “oplevet seksuelt overgreb, forsøg på voldtægt eller faktisk voldtægt,” har en person svaret ja. Det fremgår ikke, om der er tale om en mand eller en kvinde, eller hvornår hændelsen fandt sted.
Borgmester i Albertslund Steen Christiansen kalder undersøgelsens resultater for “alvorlige”.
“Undersøgelsen viser, at nogle i kommunalbestyrelsen har følt sig krænket inden for de sidste 2-5 år. Det er alvorligt, og det må vi få fulgt ordentligt op på. Jeg vil understrege, at der er nultolerance overfor sexisme og kønsdiskrimination i enhver afskygning i Albertslund Kommune. Nu må vi sørge for at hjælpe de, som har været udsat for de upassende, ubehagelige og grænseoverskridende hændelser,” udtaler Steen Christiansen i en pressemeddelelse.
Opfordrer til politianmeldelse
I undersøgelsen har 11 procent svaret, at de har oplevet uønskede seksuelle bemærkninger eller vittigheder seks til ti gange, mens 74 procent har svaret, at de aldrig har oplevet det.
Fem procent har svaret, at de har oplevet uønsket fysisk berøring på egen krop én gang, og en enkelt person har sat kryds ved at have oplevet et seksuelt overgreb, forsøg på voldtægt eller voldtægt. Vedkommende har aldrig drøftet det med nogen, fremgår det.
Derudover har en del af de adspurgte overværet andre blive udsat for uønsket seksuel opmærksomhed. For fem procent er det sket mere end 10 gange.
På baggrund af undersøgelsen vil Albertslund Kommune indføre en whistleblowerordning, der træder i kraft 1. august.
Derudover opfordrer Steen Christiansen til, at man altid anmelder det til politiet, hvis man selv er udsat for lignende eller oplever andre være det.
“Det viser alvoren. Og jeg vil kraftig opfordre til, at man selv, eller hvis nogen har kendskab til det, anmelder den slags til politiet. Og er der brug for det, er der mulighed for at få psykologisk og juridisk bistand,” udtaler han.
Heartbeats har forsøgt at få en uddybende kommentar fra borgmesteren, men det har i skrivende stund ikke været muligt.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️