Bo Rune Madsen er et smalt og smukt menneske med et karakteristisk overskæg i et ungt fjæs og et bundt livsenergi på størrelse med en tsunami. Bo Rune Madsen er 43 år gammel og kommer i farver. Vild fabulering, tusind indfald der falder sammen til en på en gang vilter og rolig flod med mange forgreninger, der bærer flere forgreninger med sig indtil ordstrømmen, kulminerer ved det åbne ocean.
En samtale med kunstneren foregår på flere planer, og man må kaste sig ind i hvirvelstrømmen og så ellers bare flyve med i hans sinds bevægelser. Det gnistrer og flyver derinde i en mængde former og indtryk, mens han giver og øser ud af sit indre.
Energien stopper ikke, og manden falder ikke udmattet sammen af sine udladninger. Han fortsætter. Han omsætter det, han bruger det. Han er tidligere guitarist i MEW – gik fra bandet i 2015, stiftede børnegruppen Turbolens, begyndte at male og tog en fundamental beslutning om at gå legende til livet, alt i mens han gik på opdagelse i det. Men bag al den leg er der en dyne af alvor, der handler om børn. Hvad vi lærer dem, hvordan vi behandler dem, og hvordan vi ser dem.
Og bag de børn er der en dyb erkendelse hos en mand om, at intet liv varer evigt, og inden det er forbi, vil han gerne vide, hvad det vil sige at være menneske. Forstå det. Mestre det.
Hvad tænker du på, når du lægger dig til at sove om aftenen?
Det er Bo Rune Madsen selv, der stiller spørgsmålet og besvarer det efter at have lyttet nøje:
”Jeg tror, at rigtigt mange, måske specielt mænd, ligger og tænker over deres karriere og næste skridt, og hvordan de kommer videre, frem og op. Jeg tvinger mig selv til at ligge og tænke over mine børn. Tvinger er måske så meget sagt, men jeg mener, det er det vigtigste, du kan tænke over, når du ligger vågen om natten. Hvad er det vigtigste, hvad er det bedste, der sker for mine børn lige nu i deres liv. Kan du se dig selv i forhold til dem. Hvad gjorde jeg selv, der ikke var så hensynsfuldt overfor dem. Hvordan bliver jeg bedre? Det er den blinde adfærd overfor børn, der er ødelæggende.”
Bo Rune Madsens egen opvækst var på mange områder privilegeret og rig:
”Men det var jo bare en anden tid og en anden pædagogik. Grundlæggende er det nok det, jeg er optaget af. Hvordan børn egentlig er som væsener, fordi vores generation har bevæget os ud i et nyt rum med vores børn. Jeg har altid haft masser af venner, jeg har boet et trygt sted, vi flyttede sammen med mine to kusiner, da jeg var ti år gammel, så det var et super socialt samlingspunkt, og jeg gik på en god skole. Så på rigtig mange måder har mine forældre i bund og grund leveret varen. De har absolut gjort deres bedste. Men ja, det var en anden generation, og forældre af den generation er ikke specielt bevidste om, hvad de selv var rundet af, og hvad de gav videre.”
Bo Rune Madsen gentager og råber tingene ud – ikke hårdt og vredt men i store udbrud for at understrege vigtigheden, som råbte han ud til verden for at vække hver og en af os med sine erkendelser.
De fleste kender ham formentlig som guitarist i bandet MEW. Et band, der i den grad stormede ind på de internationale gulve i 00’erne og satte flueben ved alt det, de fire drenge fra Bernadotteskolen kun i deres vildeste fantasi kunne have forestillet sig. Men ingen fest varer evigt, og Bo Rune Madsen forlod i 2015 bandet. Hvad den historie handler om, elaborerer han i afbrudte billeder.
”Mew startede som venskab. Vi var ikke specielt reflekterede, men vi var tiltrukket af det samme: musik, kunst og de ting der hører med. På nogle områder var vi jo bare wannabees, og jeg plejer at sige om mig selv i disse år, at jeg er recovering wannabee. Men vi var nogle stædige sataner, og der var mere kunst i vores lilletå, end der er i alt det, der ryger over scenen i disse år. Jeg føler, MEW har været en fantastisk rejse. Vi havde ikke en bølge, vi red på. Vi gjorde noget kunstnerisk til noget mainstream og fik skabt en bølge, Nordens største bølge. Det er fandeme godt gået, og det er jeg fandeme stolt af. At lave musikken i starten var fantastisk, men fra min tid i MEW har jeg været rimelig irriterende, ureflekteret og selvfed at høre på.”
”Jeg tror, at rigtigt mange, måske specielt mænd, ligger og tænker over deres karriere og næste skridt, og hvordan de kommer videre, frem og op. Jeg tvinger mig selv til at ligge og tænke over mine børn.”
Hvad gjorde det ved dig som menneske at være med i det band?
”At være med i et band som MEW er jo samtidig også en måde at melde sig ind i verden på. De store scener, det blinkende lys. Med magt følger pigerne. Hvem er overrasket over Weinstein? Mænd stræber efter magt, fordi de vil have adgang til pigerne, og derfor ser vi ofte nørderne fra skoletiden blive the big shot. Det eneste der tæller, er forplantning. Hvis du spørger, hvad meningen med det hele er, hvad meningen med tilværelsen er, er svaret forplantning.”
LÆS OGSÅ:
Hvordan var din rolle i det?
”Når du ikke er klar over, hvad din andel er – det var der ingen af os, der var – så ender det et skævt sted. Jeg var den eneste, der italesatte ting i bandet. Jeg var den eneste, der indkaldte til bandmøder. Jeg var den eneste, der gerne ville tale om tingene. Det handler ikke om at være bedre. Det er bare sådan, jeg er indrettet. Så var der også faktorer som at livet ændrer sig. Det gør livet. Den ene får børn ti år før den anden, og den livsstil med at turnere verden rundt, mens man er småbarnsfar, er uforenlige.”
Blev det sværere med årene?
”I MEW var der ligesom to sider. Jonas (forsanger Jonas Bjerre, red.) var A, og jeg var Å. Den forskellighed er et godt udgangspunkt for mange ting, også for et venskab. Men når det er et parforhold med fire interessenter og har været sådan siden barndommen, så man er jo også vokset fast i nogle roller. Og den rolle skulle jeg ud af. At træde ud af den tryghed det så alligevel er at være halv eller kvart, er vildt. For der står du med kuet hjerte eller åndsjæl, og du står der alene. MEN, du bliver nødt til at kunne klare dig selv. Jeg gik ud, fordi jeg følte, at jeg blev nødt til at vinde mig selv tilbage.”
Hvordan var det at komme ud?
”Jeg stod overfor en endnu større rejse. Rystet og bange og nøgen med tre børn at forsørge, og man har kun sig selv, der kan gøre noget ved det. Jeg har måske en masse ting med, men har også mistet dele af mig selv. Og jeg skulle ud og vinde terræn for mig selv. Så det var virkelig på med arbejdshandsken. Men det har også medført store indsigter. Hvis man gør ting og gør sig umage og ikke er bange for at fejle, så finder man faktisk ud af, at man kan alting. Folk siger til mig: “Gud, kan du synge?,” fordi jeg plejede at være den, der spillede guitar i MEW. Ja gu’ fanden kan jeg synge! Alle har en stemme, og det er enormt bekræftende at finde ud af. Samtidig stod jeg også et sted, hvor jeg var midtvejs i livet. Rejsen med MEW var en rejse, hvor døden ikke fandtes. Men midtvejs i livet begynder du at skimte døden forude. Du skal selv dø, og den dag du erkender det på et dybt plan, så ændrer spillet sig ligesom.”
Hvem er vi mennesker?
Så Bo Rune Madsen trådte ud af bandet for at træde ind på en anden livsrejse, der handlede om, hvad det vil sige at være menneske.
”Jeg har undret mig over mig selv. Over os. Over menneskeheden. Det eneste jeg er interesseret i er, hvad det vil sige at være menneske på den korte snurrende tur, jeg er på igennem i universet. Jeg opsøger steder, rum og mennesker, der åbner den verden op for mig. For eksempel ser jeg meget dokumentar og reality, fordi jeg er meget optaget af at se folk reagere. Hvordan folks ord rammer andre. Du ser de her ansigter glide helt fra hinanden i nanosekunder, når ordene rammer. Jeg fascineres over, hvordan vi banker ind i hinanden og gør hinanden fortræd. Det kan jeg godt forstå vi gør, fordi vi grundlæggende ikke forstår meget af os selv. Vi er early days i at fatte, hvad vi egentlig gør mod hinanden. Men jeg er optimistisk, for vi lever i en meget empatisk tid.”
Har det givet dig et andet syn på livet?
”Der er intet ved livet, jeg ikke synes er stort, magisk og fantastisk. Intet. Denne her planet er sindssyg. Jeg er bange for at miste den. Bange for at miste hele det hele farvestrålende orgie af liv. Og det er jo i sin essens at være bange for døden. Den erkendelse sætter virkelig gang i vilde dimensioner, og jeg er kommet vidt omkring i min sjæls indre. At lande i det har været en opgave i sig selv. Mange har kaldt mig modig. Det var modigt at gå ud af MEW, og det var modigt at starte forfra. Det er modigt at være langsom, for når du er langsom, stresser du ikke. Og når du ikke stresser, er du modig, og først da farer du frem i verden på en vild måde. Så ja, jeg er modig. Og stædig. Jeg skal fanme nok finde ud af mig selv, for så at erkende det hele.”
Så du rummede mere, end du troede?
“Jeg har virkelig en dyb, dyb oplevelse af, at vi rummer alt, og at vi kan alt. Det hele handler om, hvilken jakke du tager på. Vi optræder, vi bliver trætte af vores roller og vi ønsker at finde andre lag af det hele. Se nu bare Jim Carey. Jeg er stor Jim Carey-fan, og den mand er på den vildeste rejse. Han er verdens sjoveste person, sjovt nok, er han også klogeste. Han er også optaget af de roller, vi bare spiller, og af erkendelse af, at vi alle er med i et stort teater. Han glemte helt, hvem han selv var i sine roller, fordi han spillede dem så intensivt, at han blev de roller. Og til sidst er du så fanget af de roller, at du må vriste dig fri. Livet er kort – og hvis du ikke er glad, så bliver du nødt til at gøre noget ved det. Og jeg var ikke glad.”
HØR OGSÅ:
Hvad er det vigtigste, du gerne vil give videre til dine børn?
”Integritet.”
Hvad ligger der i ordet for dig.
”At du kan mærke dig selv. At du føler noget i en given situation og respekter det. Og hvis nogen ikke respekter det, at du siger stop her. Og hvis du ikke stopper, så ses vi aldrig mere. Jeg lærer dem, at det er ok at respektere deres følelser. Hvis mit barn ikke har lyst til at være sammen med et bestemt menneske, er der nok en grund til det. Så jeg kan love dig for, at det ikke nytter i forhold til at respektere barnet at sige: “armen altså, det skal du, for ellers bliver den person ked af det.” Der kan være oceaner af grunde til, at mit barn ikke ønsker at se et bestemt menneske. Måske er grunden tid, måske at det andet menneske ikke lytter, er grænseoverskridende, eller hvad som helst. Så jeg prøver jeg at lade dem selv udvikle, hvad de har lyst til i stedet. De er født forskelige, og du skal ikke pådutte dem dine egne ting. De skal finde deres lyst.”
Har du haft svært ved at bevare din egen integritet?
“JA. Jeg synes min egen integritet har været svær at værne om. Jeg har bidt fra mig, og jeg har taget grådigt fat. Jeg er også et ekstremt åbent menneske, der altid mærker alle, og ser dem ved middagsselskabet, der ikke deltager som de andre. Den åbenhed har også gjort, at jeg kan have svært ved at adskille mine følelser fra andres. Men jeg er nået den suveræne overbevisning, at hvis du har integritet, er du en kæmpe blandt dværge. Så det er det rum, jeg prøver at skabe for mine børn. Det jeg prøver at give dem, så de får det liv, de skal have.”
Hvad handler lysten så om – holdt overfor integriteten?
“At vi mennesker bør være drevet af lysten. Gør mere af det, der giver dig lyst på livet, og gør mindre af det du ikke har lyst til. Det med at mærke at man har lyst til noget, kræver at man kan mærke sig selv. Og det at mærke sig selv kan tage tid, men så tag den tid. For det handler om dit liv, og at du lever i pagt med dig selv. Jeg har været vanvittigt i tvivl om min lyst, men jeg ved klokkeklart efter at have undersøgt mange ting, at jeg har lyst til billeder og musik.”
Hvem er dine lærermestre i forhold til integritet og i livet generelt?
”Min kat Sally. Den lærer mig om integritet. Du kan ikke få den til at gøre noget, den ikke vil. Den er et billede på, hvordan vi bruger hinanden til at tilfredsstille egne behov. Jeg kan kun kæle for Sally, hvis hun vil. Så jeg betragter Sally, og når hun vil, får jeg lov til at komme tæt på. Den er min læremester, fordi den lærer mig om instinktet. Hvis du behandler andre menneske som katte, som du kan få til at sidde på dit skød, er det fordi du har opnået deres tillid. Du kan ikke styre andre mennesker. Men hvis du vil have en ægte relation, skal du betragte og behandle et menneske som en kat. Den kommer, når den vil, føler sig tryg og er ellers sin egen herre, der går præcis, hvor den vil.”
Og i forhold til kunsten?
”Jeg har en kunstnerisk meget konsekvent læremester. Philip Guston. Han var en del af slænget omkring Jackson Pollock. Han var en del af perioden med abstrakt ekspressionisme. Han var venner med Pollock fra folkeskolen, og han var en lige så stor kunstner, med udstilling på Guggenheim. Han får så en krise og indser, at alt hvad han har lavet er bullshit. Han går i tænkeboks i tre år og laver så en udstilling i 1980, der chokerer og forarger med sit figurative sprog, og så dør han. Jeg har en tegning af ham hængende der”, siger Bo og peger op på væggen, hvor en lille tegning sidder fastmonteret midt i det hele.
”Den stædige holden fast i sig selv er en kæmpe inspiration for mig. Jeg bliver fri af at gøre mig fri af penge, jeg lever ikke ekstravagant, jeg passer på mine ting, jeg passer på mine penge. Hvis jeg ikke gør det, så skal jeg ud og stå på ét ben og jonglere og servicere fire mennesker. Det har jeg ikke lyst til. Så kan jeg ikke bevare mig selv. Så kan jeg ikke skabe noget.”
Hvornår begyndte du at male?
”Jeg har aldrig tegnet som barn, men jeg har altid ledt efter intellektuelle måder at bevæge mig gennem livet på. Når vi rejste med MEW, kunne jeg sidde på et hjørne i en ny by og tegne lidt af det, jeg så. De der tegninger, selvom de lignede noget, der var tegnet med en brækket armt, så var det mere genkendeligt, selvom det ikke lignede noget. Jeg var interesseret i kunst, og for 10 år siden begyndte at tegne mere og mere. Hvis man gør noget og lægger sig selv ind i det – og fordi jeg tidligere havde skabt noget kunstnerisk – så vidste jeg også, hvad det vil sige. Det handler om linjer, bevægelser, dynamikker, og den del har jeg i mig og lægger min vægt bag, når jeg maler. Det er hårdt arbejde, men dybt tilfredsstillende. Også i den forstand, at jeg har en følelse af, at jeg kun lige er begyndt, og der er så meget der ligger og venter på mig.”
At tage ansvar for sit liv
På fredag udstiller Bo Rune Madsen på Format Artspace i Nansensgade – og har netop afsluttet en anden soloudstilling på Galleri Benoni i Store Kongensgade. Udstillingen hedder ‘Jeg har fået en hale’. Indtil for nylig har han været meget ok med at leve stille med sin kunst, men i takt med at den udvikler sig og er blevet original nok, vil han gerne have, at flere ser hans billeder.
Hvad handler din kunst om?
”Om familie og ting og sager. Om min kat. Nogle af kunstværkerne har jeg lavet med børn. Du kan ikke sætte børn til at bygge et hus, men hvis du har en proces, kan du sende børnene ind i den proces. De skal have nogle rammer. Så får du en udvikling. Det var det samme med Turbolens. Det var absurd, som de kunne spille til sidst, hvor alle udviklede sig. Jeg er på ingen måde færdig med udvikling. Jeg er meget i mine lystzoner og passer på det. Du behøver ikke tjene penge, for at have det dejligt.”
Er der noget du er bange for?
“JA. Jeg er bange for ikke at se det øjeblik, hvor jeg får sendt mine børn hjemmefra. Det at kunne sende dem afsted og se dem komme godt på vej. Det øjeblik er det største. Det vigtigste.”
