”Bedstemor med slaw i” får en helt ny betydning, når man taler med en kvinde som 68-årige Elena Smith.
Hun er bedstemor, klimaaktivist og en del af Bedsteforældrenes Klimaaktion – en temagruppe under græsrodsbevægelsen ’350 Klimabevægelsen’, hvor seniorer over 50 år organiserer sig i klimadebatten gennem arrangementer, oplæg og klimastrejker landet over.
Bedsteforældrenes Klimaaktion har fire lokalgrupper rundt om i landet: I København, Odense, Aarhus og Aalborg, hvor Elena Smidt er tovholder for sidstnævnte gruppe. Cirka én gang om måneden mødes gruppen for at planlægge debatter eller forskellige aktiviteter som klimamarch, bæredygtighedsfestivaler og andre aktiviteter. Gruppen har desuden over 1.400 følgere på Facebook.
Elena Smith er pensionist og bor alene på et husmandssted nord for Aalborg. Hendes to børn og fem børnebørn er grunden til, at hun valgte at blive en del af bevægelsen for et halvt år siden.
”Jeg har længe brændt for klimasagen, og jeg er dødbekymret for, hvordan det skal gå med mine børn og mine børnebørn, når jeg ikke er her mere. Jeg er 68 år gammel og har levet godt af velfærdssamfundet. Jeg har ikke været specielt materialistisk, men jeg har ikke tænkt videre over den måde, vi levede på. Men jeg har jo været med til at skabe de problemer, som de kommende generationer skal stå med. Og det kan jeg ikke have siddende på mig. Jeg har børnebørn, som jeg elsker og vil gøre alt for, og derfor blev det nødvendigt for mig at blive aktiv i forhold til at gøre noget. Jeg tror på, at det enkelte menneske kan gøre en forskel ved at gå sammen med andre mennesker. Det er det, vi prøver på at vise i Bedsteforældrenes Klimaaktion ved at sige: Nu vil vi gerne tage ansvar og afhjælpe, de problemer, vi har været med til at skabe.”
Bedstemor og klimaaktivt, Elena Smith fra Nordjylland.
Hvordan har du det med at nå til den erkendelse?
”På en måde føler jeg mig lidt skyldig. Et eller andet sted har vi jo vidst det. At det var destruktivt, den måde vi levede på. Men vi har bare fortsat uden at tænke over det. Ikke for bevidst at ignorere det, men fordi, at ’det gjorde man bare’. Vi har fløjet på ferie, nydt livet, købt de ting, vi nu havde råd til og nydt, at vi havde det godt økonomisk. Og så kom jeg pludselig til den erkendelse, at hvis det er dét her, jeg har været med til, så må jeg lade være med at svigte fremtiden – det er jo aldrig for sent at gøre noget. Det har været en slags opvågning.”
Hvor meget bekymrer klimaudfordringerne dig?
”Jeg tænker usandsynligt meget over det. Jeg prøver at sætte mig ind i, hvad der sker, og når der kommer dårlige nyheder, bliver jeg enormt ked af det, frustreret og tænker: Når vi at afværge det? Hvad skal der ske med menneskeheden i fremtiden? Og så tænker jeg samtidig over, hvad jeg – en lille gammel dame fra Nordjylland – egentlig kan gøre ved det. Jeg synes, det er mit ansvar. Det er selvfølgelig ikke mit ansvar alene, men jeg synes, det er mit ansvar at gøre noget. Alt, hvad vi gør, har konsekvenser, og alt det vi ikke gør – det har sgu også konsekvenser. Jeg er blevet meget bevidst om, at de handlinger, vi foretager os her og nu betyder noget. Det kan da også være en smule anstrengende, det må jeg sige.”
Hvordan er det anstrengende?
”Den der ubekymrede livsstil, jeg havde før, den er forsvundet. Bekymringerne kommer til at fylde vældig meget i stedet. Jeg forsøger at sætte ind de steder, jeg kan. Men der er også steder, hvor jeg må gå på kompromis: Jeg har bil, fordi jeg bor udenfor Aalborg, og jeg har familie i England, så jeg flyver en gang om året. Så prøver jeg til gengæld at gøre noget ved den jord, jeg har og planter træer og blomster. Jeg spiser også stadig lidt kød, men prøver selvfølgelig at skære ned på det. Jeg er til gengæld holdt op med at købe tøj andet end genbrugsforretningen. Jeg kigger rundt i mit hjem og tænker: Jeg behøver jo ikke købe flere ting resten af mit liv. Jeg har jo alt.”
Hvordan ser din familie på dit klimaengagement?
”Jeg er nok den, der er mest klimabekymret. Jeg tror, mine børn føler, at de har for travlt. De er 44 og 42 år og har fuld knald på deres liv. Min datter siger, at hun vælger at stikke hovedet i busken, fordi hun ikke orker at kigge på det. Og det er nok et godt billede på, hvordan de har det. Men de støtter mig og synes, det er rigtigt, det jeg gør. Men de synes nok også, at jeg er lidt for fanatisk en gang imellem. Når jeg f.eks. harcelerer over alt det lort, man kan købe alle steder, så kan de godt komme til at se lidt trætte ud i hovedet.”
Er du optimistisk eller pessimistisk omkring fremtiden?
”Lige nu er jeg optimist. Jeg er i hvert fald håbefuld – man kan ikke bruge pessimisme til noget. Jeg tror, vi vinder klimakampen. Jeg tror på, at det betyder enormt meget, at aktivistgrupper som Bedsteforældrenes Klimaaktion og Den Grønne Studenterbevægelse er til stede og kræver en ordentlig og troværdig klimaløsning. Jeg er faktisk i gang ved at skrive en tale til en klimastrejke her i marts. Som Churchill sagde: ”Dette er ikke enden. Det er ikke engang begyndelsen til enden, men måske så er det enden på begyndelsen”. Sådan har jeg det også. Vi kan ikke tabe det her. Jeg tror, vi nok skal klare det. Men vi har travlt. Det må du godt citere mig og Churchill for.”
