Bedst og Værst på Roskilde: Det ligner en Jim Lyngvild-fest - på den gode måde
Radio & podcast
menu-close

Bedst og Værst på Roskilde: Det ligner en Jim Lyngvild-fest – på den gode måde

28. juni 2018 |

Søren Baastrup og Thomas Brunstrøm har også i denne uge taget først de positive briller og så nejhat på.

Journalister og forfattere - ingen af delene er som bekendt beskyttede titler. De mødtes på månedsmagasinet FHM i dansk magasinpresses storhedstid i 00’erne og har siden bl.a. skrevet to anmelderroste bestsellere (ingen af delene er som bekendt beskyttede udtryk) sammen, nemlig ’500 ting, der er galt med verden’ og ’Verden for dummies’.

Foto: Mathias Kølben

BEDST: PÅKLÆDNING

Foto: Jens Dige/Rockphoto

Det er kun på Roskilde Festival, man stadig kan se skinheads, hardcore-hippier og stive vikinger feste hjerteligt sammen (altså, med mindre man har været til fest hjemme hos Jim Lyngvild).

Arketyperne til Nordens største musikfest og ikke mindst deres påklædning er i særklasse, ligegyldigt hvilke euforiserende stoffer, du ser dem igennem: De nyudklækkede, jyske studenter lufter deres spritnye iglotelte og ’Sex Instructor – first lesson free’-trøjer, og de blodfattige piger fra modemagasinerne trodser mudder, sved og urindunst for at lave reportager ude fra den hippe virkelighed.

Det var på Roskilde Festival, du først så en Spunk- og Treo-shirt, det var her, det i 90’erne blev hipt at gå i fodboldtrøjer fra 70’erne (denne skribent husker det bittert, fordi hans mor året før havde smidt alle hans fars gamle ud) og her, det i 10’erne igen blev lex at iklæde sig grunge-sættet fra 90’erne (som til gengæld burde være blevet smidt ud – batik klæ’r ingen, ikke engang Kurt Cobain).

Det er også kun på Roskilde Festival, du for alvor kan få luftet læderjakken med nitter, kilten eller wifebeateren, uden nogen tror, du er rocker, skotte eller hustrumishandler.

Og mudderpølen foran Orange Scene er vel nok den sidste offentlige plads i Danmark, hvor du kan opleve grupperinger af unge mennesker samlet iført verdens sejeste støvler, de sorte Dr. Martens med de gule syninger, uden at blive lagt i benlås.

Ja ja, og så prøver vi at glemme, at ingen af de mange tøser i Iron Maiden- eller Ramones-trøjer nogensinde har hørt om Eddie the Monster eller for den sags skyld aner, hvad ’gabba gabba hey’ betyder.

BEDST OG VÆRST: SOMMER

Ligesom vi ser gennem fingre med, at de mange senpubertære pseudo-autonome næppe provokerer ret mange i deres nystrøgne Che Guevara-merchandise. Manden var i virkeligheden ganske vist både homo-hader og støttede et småfascistisk massemord, men på den gamle dyrskueplads vil det i 2018 trods alt vække mere furore, hvis man kom anstigende med Dansk Folkepartis logo på brystet. Det ville ikke engang Eurowoman tage billeder af (altså, med mindre de havde ansat Jim Lyngvild).

Nuvel, det er også ligegyldigt, så længe et par hundrede af gæsterne m/k hvert år smider klunset for at deltage i det traditionelle nøgenløb. Hvor påklædningen er, som Gud oprindelig havde tænkt det: Uden noget. Muligvis på nær et par støvler. Som selvfølgelig er Dr. Martens.

VÆRST: PUBLIKUM

Foto: Pil Christoffersen

Jo jo, Roskilde Festival handler om fællesskab og samhørighed og alt det der. Nogle gange ville det bare være nemmere at nyde det, hvis der var lidt færre af en bestemt slags mennesker til koncerterne. Det er svært at afgøre, hvem der er værst:

Måske dem, der insisterer på at opleve det meste af koncerten gennem deres iPhone – hvorfor dem bagved også oplever skidtet på en iPhone-skærm. Og alle os, der forsøger at finde en fed liveversion af en bestemt sang på YouTube først skal igennem 27 fesne mobilversioner optaget fra 100 meters afstand, der ligner og lyder som fem Legomænd, der spiller fusionsjazz.

Måske de alt, alt for glade mennesker, der danser ukontrollabelt rundt midt i folkemængden. Jo, det er en dejlig dag, og jo, det er fedt, at dit favoritband spiller – men gider du ikke godt at lade være med at snurre rundt som en hysterisk blæksprutte monteret på et kosteskaft. Se, nu har du spildt øl både på mig og på din Che Guevara-T-shirt.

Måske dem, der er på den forkerte festival og hysterisk grinende og ivrigt gnaskende på deres frikadelle-pitaer dasker hinanden i hovederne med deres oppustelige hamre.

BEDST OG VÆRST: VM

Eller de skidtvigtige typer, der står nede bagved og har armene over kors og ikke er blege for at nævne, at de kender nogen, der arbejder på Gaffa og holder lange foredrag om, at de har set det band, man er i gang med at høre, på en mindre scene på en tidligere festival, og de i øvrigt bedst kan lide samme bands’ første plade fra tiden inden, de solgte ud og blev kommercielle.

De sidste er nok i virkeligheden de værste. Om ikke andet fordi vi faktisk er nogen, der prøver at få ørenlyd, så alle til Myrkurs koncert i år kan høre, at hendes selvbetitlede EP fra 2014 (som vi er nogen, der har i den limiterede udgave på gennemsigtig vinyl) er LANGT mere interessant end hendes seneste udspil, og at energien i øvrigt var helt anderledes, første gang Myrkur spillede på Roskilde i 2015. På Pavilion. Kl. 00.30.

FOR SLET IKKE AT TALE OM bands, der ikke gider at spille det største hit.

Hey, Red Hot Chili Peppers, nu har vi udholdt halvanden times kombination af uinspireret jam-session og selvforelsket cirkelonani, så har I kraftpetervæltemig også at spille ’Under the Bridge’, inden I slentrer af scenen. Ja, det var i 2007. Ja, vi er stadig forbitrede.

Thomas Brunstrøm og Søren Baastrup

Journalister og forfattere - ingen af delene er som bekendt beskyttede titler. De mødtes på månedsmagasinet FHM i dansk magasinpresses storhedstid i 00’erne og har siden bl.a. skrevet to anmelderroste bestsellere (ingen af delene er som bekendt beskyttede udtryk) sammen, nemlig ’500 ting, der er galt med verden’ og ’Verden for dummies’.