Apple lancerer kreditkort og et abonnement på hele dit digitale liv
Radio & podcast
menu-close

iLife og en æble-version af Netflix: Apple lancerer kreditkort og et abonnement på hele dit digitale liv

27. marts 2019 |

Med fem nye abonnementstjenester kan du nu stort set leve hele dit (digitale) liv uden nogensinde at forlade Apples baghave. Du får tilmed også et fysisk Apple-kreditkort.

Tech-journalist.

Foto: Oprah Winfrey er en af de superstjerner, som Apple TV+ lokker med for at konkurrere med Netflix.  

Da Apple i går aftes lancerede fem nye services i en livestreamet præsentation, ledte det mine tanker hen på Aquas ’Barbie Girl’-verdenshit. Hvis bare man skifter Barbie ud med Apple i den indledede tekst, så er man næsten i mål.

En Apple-girl i en Apple-world — det er fantastisk. Også selvom Apples verden fremfor plastik oftest er klædt mere i glas, stål og titanium.

Med lanceringen af Apple News+, Apple Arcade, Apple Card, Apple TV Channels og Apple TV+ er der stort set ikke et hjørne i dit digitale liv uden et abonnement med et æble på, som kan betales for.

Indtil videre har Apple hovedsageligt ernæret sig ved at sælge dyre telefoner, computere og iPads og samtidig tilbyde solidt integrerede apps og services. Men Apple har for længst set skriften på væggen. Salget af nye iPhones kan ikke blive ved med at stige – faktisk er det begyndt at dale. Og når man, som alle andre aktieselskaber, er besat af vækst-paradigmet, så må man jo finde nye marker at græsse på.

LÆS OGSÅ: Jeg tog en måneds detox fra Google: Sådan slipper du ud af søgegigantens kløer

Således har Apple fundet ud af, at det er ganske rentabelt at være platform-ejer og agere mellemmand mellem dem, der skaber indhold, og dem, der gerne vil konsumere det.

Og uden du måske har tænkt over det, så har Apple stille og roligt bredt sig ud over en markant del af dit digitale service-liv. Tænk iTunes, iMessage, FaceTime, Apple Maps og selvfølgelig markedspladsen App Store.

Men kun to af de mange Apple-tjenester genererer faste tilbagevendende abonnementsindtægter, nemlig Spotify-konkurrenten Apple Music og lagerpladsen i iCloud.

Det har Apple nu tænkt sig at lave alvorligt om på med en række nye abonnementstjenester, hvoraf flere af dem dog ikke kommer til Danmark i første omgang.

1. Apple News+: Nyheder og månedsmagasiner 

Nyheden Apple News+ er en tjeneste, der giver adgang til 300 magasiner. Heriblandt kæmpesællerterne Time, Variety, Vanity Fair, Rolling Stone, National Geographic, Wired, Vogue, The New Yorker og Popular Science OG nyheder fra flere kvalitetsmedier, hvor særligt Wall Street Journal og LA Times skiller sig ud.

Der er dog også et par store huller i osten, hvis man kigger efter. Skulle det have været en ren nyhedsfest, skulle de to store avishuse New York Times og Washington Post også være med. Det havde selvfølgelig været ekstra attraktivt. Og så viser det sig, at det heller ikke er alt indhold fra Wall Street Journal, der er med. Men lad nu det ligge.

For 10 dollar om måneden (når det kommer til Danmark vil det formentlig blive 99 kroner) kan alle medlemmer i familien kan få hver deres adgang, og med den pris skal Apple News+ nok gå som varmt brød — men det bliver med Apple som mellemmand mellem indholdsproducenten og brugeren. Hvilke danske medier, der med tiden måtte hoppe med på vognen, bliver interessant at følge i et medielandskab af betalingsmure.


2. Apple TV Channels: Mellemmand i tv-land

Apple TV Channels er en måde at købe adgang til f.eks. HBO eller andre streamingtjenester direkte via Apples tv-app. Samtidig kan du også tilgå dit kabel-tv fra appen, så du får alt dit indhold samlet i én app på én forside, som Apple venligst kuraterer for dig.

Igen agerer Apple både platformejer og økonomisk mellemmand, mens du som bruger ikke behøver at have noget forhold til HBO – dit kundeforhold er med Apple.


3. Apple Arcade: De bedste spil

Apple Arcade følger nogenlunde samme model. Her er det bare kvalitetsspil, der er i højsædet. Spil fra flere af de bedste spilproducenter er udviklet unikt til at køre på Apples mobile enheder, og de kan købes på måneds-abonnement. Prisen kender vi ikke endnu.


4. Apple TV+: Vil konkurrere med Netflix

I modsætning til ovennævnte, hvor Apple ‘blot’ ligger platform til, så har Apple set læst markedet indenfor serier og kvalitets tv-produktioner.

Her har f.eks. Netflix sagt ‘nej tak’ til at have Apple som deres dealer, så derfor har Apple valgt at smide én milliard dollar i selv at producere indhold, der skal gøre tv-tilbuddet mere attraktivt.

Apple TV+ er navnet på tjenesten, som blandt andet kommer til at byde på originals fra Steven Spielberg og Oprah Winfrey, mens Jennifer Aniston og Reese Witherspoon kommer til at spille hovedrollerne i tv-serien ‘The Morning Show’ produceret til Apples platform. Alle fire megastjerner spillede naturligvis også en hovedrolle ved gårsdagens Apple-event, hvor de legitimerede alle fortræffelighederne ved Apple TV+. Jo, det skal nok give Netflix sved på panden.

Hvad det skal koste at tilgå indhold, har Apple endnu ikke afsløret, og da tjenesten først er klar til efteråret, er der tid nok til at beslutte det. Om det overhovedet bliver værd at betale for, ved vi af gode grunde ikke, for der er ikke blevet vist så meget som ét sekund fra en eneste produktion. Endnu.


Et iCredit? For Apple-aficionados vil det her nok lokke. Det er dog i samarbejde med Goldman Sachs… 

5. Apple Card: Et fysisk kreditkort i titanium

Også i den fysiske verden vil Apple gerne skumme en del af den daglige, økonomiske fløde.

Med Apple Card introducerer de et decideret Apple-kreditkort i samarbejde med investeringsbanken Goldman Sachs. Kortet kommer til at begynde med kun i USA.

Også her agerer Apple mellemmand i en disciplin, vi stort set alle er fortrolige med, nemlig kreditkorts-svingning.

Og skulle du komme ud for, at dit digitale Apple-kreditkort (aka din iPhone) ikke kan bruges et sted, så er det praktisk, at de også giver dig et fysisk betalingskort polstret i titanium, der af sikkerhedsårsager kun bærer dit navn – væk er kreditkortnummer, udløbsdato og de tre “sikkerhedscifre”, som af uransagelige årsager normalt optræder på et kreditkort.

LÆS OGSÅ: How to: Sådan slipper du for reklamer på Facebook og Instagram på 2 minutter

Og hvad koster det så?

Inden vi når til, om det her er godt, skidt eller begge dele, så lad os lige lave en mellemregning, hvor vi tillader os at gætte på prisen på de tjenester, som ikke er oplyst:

iCloud: 69 kroner
Apple Music: 99 kroner
Apple News+: 99 kroner (10 dollar)
Apple Arcade: 99 kroner (gæt)
Apple TV+: 69 kroner (gæt)

Samlet set en månedlig regning på 435 kroner – eller 5.250 kroner om året – for den store Apple-pakke og her har vi altså ikke taget højde for køb af apps, at du sikkert gerne vil abonnere på HBO og TV2 Play (hvis det bliver muligt) direkte igennem Apple TV Channels, og der er heller ikke taget højde for renter på Apples kreditkort, der angiveligt varierer fra 13–24 % om året..

Alle de nye tjenester, du kan abonnere på, kommer med en håndfuld attraktive gennemgående løfter:

  • Nem at bruge
  • Privatliv i højsædet (deler ikke data om, hvad du ser, læser, spiller og køber)
  • Virker på alle dine Apple-enheder
  • Sikker
  • Personaliseret
  • Uden reklamer

Selvom det med al tydelighed ikke er gratis, er det svært at sige sig fri fra det attraktive i, at et firma i vores digitale tidsalder prøver at bygge en eller anden form for bro mellem de mange tjenester og services, vi allesammen gerne vil have, og en pris vi (måske) vil betale – og uden at vi bliver tracket herfra og til helvede af reklamer og databrokers.

Ét amerikansk firma har så hele dit underholdningsliv – inklusiv din bankkonto

Men er det ikke godt, at Apple har mennesker ansat til at kuratere indholdet, så vi slipper for, at det er Facebooks ansvarsfralæggende algoritmer, der skal gøre det? På den ene side jo.

På den anden side er det også stærkt tankevækkende, og måske lettere bekymrende, hvis rollen som kurator af vores film, musik, nyheder, månedsmagasiner, podcasts, tv, serier, apps og spil overgår til et eneste amerikansk firma — som tilmed også er vores bank.

Vi kommer let til at leve i et poleret og stærkt ensrettet univers, hvor al hanky panky er censureret bort. Det kan godt være, at både nyheder og tv bliver et mix af indhold fra troværdige medier, som burde være garant for en balanceret dækning, men det er stadigvæk Apple, der beslutter, hvad der er dagens topnyhed.

Uanset, så kan du lige så godt vænne dig til et liv på abonnement. Om du vil have Apple som din mediepartner er helt op til dig. Mulighederne har i hvert fald aldrig været større.

Nicolai Franck

Tech-journalist.