Hvordan tager man et af de mest ikoniske filmmonstre fra de sidste 40 år og laver en film, der baner nye veje, samtidig med at den bevarer integriteten fra originalen?
Hvis man er Dan Trachtenberg, er svaret ret simpelt: Man gør det bare.
Efter succesen med ’10 Cloverfield Lane’ – som selv var en overraskende fortsættelse til J. J. Abrams’ found footage-monsterfilm ’Cloverfield’ – var nysgerrigheden stor efter, hvad hans næste projekt skulle være. Den oprindelige plan var at lave ’Prey’ uden at omverdenen fik nys om, at det var en ’Predator’-film. Men covid-nedlukningen gjorde, at de planer blev forpurret.
Det var også en medvirkende faktor til, at filmen røg direkte på streaming, hvor den blev en kæmpe succes. Endda så stor, at en fortsættelse blev sat i gang. Præcis som med ’Prey’, er ’Predator: Badlands’ ikke en standard Hollywood-film.
’Prey’ kan ses enten på engelsk eller det indfødte amerikanske sprog Comanche, da det er dét, helten og resten af hendes stamme taler.
Og da vi i ’Predator: Badlands’ har en predator som hovedperson, taler den selvfølgelig sit eget sprog. Da det ikke eksisterede, skabte man selvfølgelig et. Resultatet af Britton Watkins’ arbejde kunne man allerede høre i animationsfilmen ’Predator: Killer of Killers’, som Dan Trachtenberg havde lavet i hemmelighed og udgivet tilbage i juni – en virkelig god oplevelse, hvis du er fan af ’Predator’-universet.
Resultatet er i den grad imponerende – også i den aktuelle biograffilm, der er et værdigt nyt kapitel i ’Predator’-franchisen og en ferm, velfortalt og underholdende actionfilm med hjerte.
I ’Predator: Badlands’ følger vi den unge Dek (Dimitrius Schuster-Koloamatangi). Han er en yautja, som er den art, rumjægerne tilhører. Han er væsentligt mindre end andre yautjaer og burde egentlig blive aflivet, for der er ikke plads til svaghed hos yautjaerne.
Men takket være en storebror, der ofrer sit liv for at beskytte gnallingen mod deres brutale far, der ikke er interesseret i at holde skravlet i live, overlever Dek det, der ellers skulle være hans dødsdag.
I stedet ryger han af sted i brorens rumskib mod planeten Genna. Der vil Dek forsøge at nedlægge en kalisk – et mytisk bæst, ingen nogensinde har formået at nedlægge.
Det er dog alt andet end ligetil, da Genna er et barskt sted. Man kunne have Trachtenberg og manuskriptforfatter Patrick Aison mistænkt for at have taget inspiration fra Gehenna, der i bibelsk sammenhæng også er kendt som Helvede.
Blandt de mange monstre finder han synteten (en bestemt form for robot) Thia (Elle Fanning). Hun er en del af en mission, som det lyssky firma Weyland-Yutani – dem fra ’Alien’ – står bag.
Thia tilbyder at hjælpe Dek med at finde frem til kalisken mod, at han tager hende med, da hendes ben blev revet af netop dér.
Således begiver det umage makkerpar sig på tværs af Gennas vilde natur, hvor alt er udviklet til at kunne forsvare sig på voldsomste vis. Samtidig er resten af Weyland-Yutani-ekspeditionen med synteten Tessa (Elle Fanning) i spidsen lige i hælene på dem, så spørgsmålet er, hvem der i realiteten er jægeren, og hvem der er byttet.
Hvor ’Prey’ var en intim og intens thriller, er ’Predator: Badlands’ en mere regulær actionfilm – men af den intelligente slags.
Allerede fra start får vi slået fast, at en yautja ikke er bytte og ikke er en ven – den er kun en jæger. Derfor kræver det en fundamental ændring i Deks tankegang for at overleve. Han er nemlig ikke den alfajæger, han gerne vil være, og derfor skal han lade være med at prøve at være sådan en.
Som hans bror siger i starten, skal Dek bruge sine omgivelser til sin fordel i stedet for at prøve at vinde en tvekamp med en, der tydeligvis er stærkere end ham.
Det er klassisk arv og miljø og handler om at tage ud for at finde sig selv og meningen med ens eksistens pakket ind i herlig rumvold. Ved at have en masse synteter og forskellige slags rumvæsner er det næsten som at få carte blanche til at hitte på opfindsomme måder at dræbe på, for der bliver aldrig udgydt rødt menneskeblod.
Elle Fanning er genialt veloplagt i dobbeltrollen som Thia og Tessa, der giver skuespilleren god mulighed for at levere fængende dualistiske præstationer. Men det er den ukendte Dimitrius Schuster-Koloamatangi, der – under et lag af proteser – stjæler billedet. Det er en meget fysisk præstation, og så er der lige det med, at han skal levere varen i lange dialogscener på et sprog, der er opfundet (næsten) til lejligheden.
Er ’Predator: Badlands’ så lige så god som ’Prey’?
Ikke helt. Underholdningsniveauet er helt i top, men uforudsigeligheden i historien og det overrumplende er der ikke på samme måde som i ’Prey’. Til gengæld har ’Predator: Badlands’ fuld smæk på actionskillingen og en god, om end velkendt, morale om, at man er stærkest sammen. Her bliver den serveret med flænsende lasersværd, kæmpekløer og rapkæftede robotter samt en overraskende cameo fra ’Stranger Things’-skaberduoen Matt og Ross Duffer.
Det kan godt være, at ’Predator: Badlands’ ikke kommer til at vinde nogle fine priser, men den er en stærk kandidat til årets mest underholdende actionfilm.
Karakter: 🖤🖤🖤🖤
