Det siges, at der sad kvinder og strikkede ved guillotinen under den franske revolution. Det kom jeg i tanke om, da jeg sad og strikkede, mens den nærmest endeløse retssag mellem Hollywood-skuespillerne Johnny Depp og Amber Heard udspillede sig foran mig i realtime på YouTube. Sagen handlede om, at Depp ikke ville kaldes for hustrumishandler, og at Heard ikke ville beskyldes for at lyve.
To skuespillere, som hver især spillede rollen som dem selv foran en måbende verden, mens vidner på stribe dukkede op og gav deres version af den transmitterede virkelighed. Rædselsfulde beretninger fra et celebrity-livets overdrev, som tydeligvis er ophørt med at tilhøre virkeligheden, løsrevet fra enhver mening.
Lyden af deres fordrukne skænderier, optaget på telefon, var både grænseoverskridende og uendelig trist som vidnesbyrd om et forhold, der var gået i total opløsning. En fuldstændig grotesk forestilling, som man burde holde sig langt væk fra – ligesom halshugning – men som ikke desto mindre holdt mig naglet til skærmen al den tid, som det absurde teater stod på.
Og der er mere underholdning fra virkelighedens tragedier. Jeg har nemlig også slugt filmatiseringen af dokumentaren på Netflix om Michael Peterson og hans kones død. Vi møder den excentriske forfatter, der i 2001 fandt sin kone, Kathleen Peterson, død for enden af trappen i deres villa – eller placerede han hende selv der?
Først var ’The Staircase’ en banebrydende dokumentar om det amerikanske retssystem, hvor dokumentaristen Jean-Xavier de Lestrade fulgte sagen fra starten i 2004 og helt indtil de sidste afsnit, som udkom i 2018. Og nu er ’The Staircase’ så også blevet til en true crime-fiktionsserie (med samme navn som dokumentaren, red.) baseret på de virkelige begivenheder på HBO Max.
En sammenbidt Colin Firth giver den på imponerende vis i hovedrollen som sympatisk krimiforfatter med homoseksuelle tilbøjeligheder, og Toni Collette spiller Michael Petersons opofrende kone, Kathleen, der lader til at være i færd med at få et nervesammenbrud i slowmotion umiddelbart inden hendes mystiske død.
I serien ser man Lestrade og hans hold i gang med at optage dokumentaren. Den store forskel mellem dokumentaren og fiktionsserien er, at klipperen fra dokumentaren, Sophie Brunet, forelsker sig i Michael Peterson i fiktionsserien og indleder et forhold med ham endnu før, dokumentaren er klippet færdig.
Det hele er meget meta, og ligesom i den transmitterede retssag mellem Depp og Heard får man en mærkelig Truman-agtig fornemmelse af, at virkeligheden er i opløsning, og alle mennesker er fiktive karakterer i en transmitteret udgave af livet.
Men han findes altså – den virkelige, nutidige Michael Peterson – og han har forståeligt nok udtrykt væmmelse over, at han og hans børns kæmpe traume, deres mors død, gøres til genstand for fiktion. Og Sophie Brunet har understreget, at hun klippede dokumentaren færdig, før hun indledte et forhold til Peterson. Som hun i øvrigt ikke er sammen med længere.
Så hvorfor er vi blevet så optaget af at dyrke virkelige menneskers frygtelige skæbner? Det har vi måske hele tiden været – tænk bare på den førnævnte guillotine (tusindvis af københavnere strømmede også ud til fælleden for at se Struensee blive halshugget). Men det er noget nyt, at vi dyrker nutidige, virkelige menneskers skæbne blandet sammen med fiktionens forførende greb og dygtige skuespilleres håndværk. Det er vanvittigt vanedannende og stærkt underholdende. Og temmelig uetisk.
Det er sikkert bare et spørgsmål om tid, før Depp/Heard-sagen bliver til en miniserie på Disney+ – her kunne de to skuespillere så vælge at spille sig selv i den ultimative sammenblanding af fiktion og virkelighed. Jeg sidder klar med strikketøjet.
