Alle vi midtvejshypokonderes veje fører til Heste-Nettet.dk
Radio & podcast
menu-close

Kun en tåbe frygter ikke 40+-dødsangsten: Alle vi midtvejshypokonderes veje fører til Heste-Nettet.dk

1. april 2019 |

Klummeskribent Trine Lundager er, som de fleste af os, overinformeret og google-ivrig. Den voksende dødsangst fører hende konstant til bekymringsforaer som Heste-Nettet og Min-Mave, hvor menigkvinde sidder og skriver dårlige råd til hinanden.

Forfatter, journalist og redaktør for Forlaget Storyhouse. Er særligt interesseret i at identificere og undersøge sociale tendenser og forstå sam- og modspillet mellem mennesker. Forfatter til 'Vorherres lille vidne' og skriver på sin første roman.

Siden jeg blev 40 for små tre år siden, har jeg mindst en håndfuld gange været alvorligt syg. Vi snakker ikke dobbeltsidet lungebetændelse og den slags, nej, der har været tale om et bredt spektrum af decideret livstruende sygdomme, som alle har haft det tilfælles, at de formentlig ville blive opdaget for sent. Hvis altså de var blevet opdaget.

For sagen er, at sygdommene, hver og en, har været indbildning – jeg fejler ingenting. Faktisk fejler jeg i det hele taget så lidt, at jeg burde rende rundt med et stort, fedt smil tværs over fjæset. I stedet slår det bekymrede folder ved selv den mindste mislyd i kroppen, mens hjernen skanner mit mentale kartotek over alle de sygdomme, der kan slå mig ihjel. ’Hov! Hvorfor føles min venstre lillefinger pludselig så død? Hænger det mon sammen med den underlige prikken, jeg mærkede i underarmen i går? Åh nej … det er sklerose!’

På trods af min udtalte kritiske sans – næret af 15 år som journalist – havner jeg sædvanligvis efter et par Google-klik på Heste-Nettet.dk, hvor menigmand m/k diskuterer alt fra prisen på en pony til verdens bedste æblekage og foruroligende symptomer, man bør gå til lægen med. Og hellere i går end i dag.

”Ikke for at gøre dig bange,” kan der f.eks. stå i en sikkert velmenende kommentar i en debattråd om ’Dobbeltslag i hjertet’, og den fortsætter: ”… men en gammel ven af familiens datter havde pludselig fået ondt i sin venstre arm … det viste sig at være en stor blodprop i hendes hjerte.”

Denne gang er jeg endt der, fordi mit hjerte er begyndt at opføre sig som en forelsket teenager på speed – det slår simpelthen for hurtigt, sådan føles det i hvert fald. Jeg har derfor googlet ’hjertebanken’, og på den offentlige sundhedsportal Sundhed.dk, hvor min – på dette tidspunkt stadig intakte – kritiske sans først leder mig hen, står der, at “de allerfleste tilfælde af hjertebanken er ufarlige, men …”

Og derfra begynder det så at gå galt.

LÆS OGSÅ: 25 år som kærester: Her er, hvad jeg har lært om den langtidsholdbare kærlighed

For min hjerne ignorerer simpelthen den første del af sætningen og hæfter sig ved det ’men’, som kan berette om de sjældne tilfælde, hvor hjertebanken er udtryk for ’livsfarlige hjertearytmier’. Og i løbet af et par minutter stirrer jeg døden lige lukt i øjnene først på Netdoktor, siden på Heste-Nettet og Min-Mave, hvor lægkvinder (let’s be honest) spreder tvivlsomme anekdoter, ’gode’ råd og dødsangst.

På den måde har jeg de seneste år haft kræft (flere steder i kroppen), multipel sklerose, blodprop (i hjertet, i hjernen og i benet) og brud på halspulsåren. Heldigvis har jeg en ualmindelig god og dygtig læge. Når jeg langt om længe har fået nosset mig sammen til at frekventere ham – det er jo bare et spørgsmål om at få en officiel blåstempling af den diagnose, jeg selv har stillet – kurerer han på mirakuløs vis enhver af mine dødsensfarlige lidelser ved talens kraft alene. Han tager mig bestemt alvorligt, undersøger mig grundigt og sender endda af og til blodprøver og den slags videre til analyse, men svaret er hver gang det samme: ’Prøven var negativ, Trine. Du fejler ingenting. Tro på, at du er rask.’

Og det gør jeg så. Lige indtil min übersensitive, forræderiske krop igen sender signaler til hjernen om, at jeg er døden nær af et eller andet.

Indimellem har jeg tænkt, at jeg på én og samme tid er den perfekte patient og patienten fra helvede – jeg er gennemsund og rask og går forholdsvis sjældent til læge, men når jeg endelig gør, er det med en forvisning om, at min stakkels, flinke læge er nødt til at overbringe mig den triste nyhed, at jeg trods min unge alder kun har kort tid tilbage. Jeg synes, det er så synd for ham.

Derfor var det også med en vis lettelse, at jeg modtog beskeden om, at det ikke var ham, men klinikkens reservelæge, der skulle undersøge mig, da jeg for års tid siden gik til læge med akutte uudholdelige smertejag i halspulsåren. Det var altså reservelægen, som jeg gudskelov ikke kendte, der skulle give mig beskeden om, at der var en flænge eller en alvorlig forkalkning i min vitale blodforsyning, og at det ikke så godt ud.

Efter en grundig, indledende undersøgelse spurgte reservelægen, om jeg mon var begyndt at dyrke noget sport, der kunne have fremkaldt smerterne. ”Altså jeg er begyndt at køre racercykel – sådan noget landevejscykling, men jeg tror da ikke…”

Han nikkede: ”Så tror jeg, der kunne være en forklaring der. Prøv at strække armen sådan her, og stem den mod dørkarmen, og mærk så, om det spænder omkring nakke og hals,” sagde han. Jeg gjorde, som han sagde. Løftede armen i en ret vinkel og pressede den bagud. ”Kan du mærke det”, spurgte han. ”Ja”, svarede jeg spagt. Og så var den konsultation forbi. Jeg behøver vel ikke at tilføje, at blodprøverne, han havde taget, heller ikke viste nogen tegn på sygdom?

LÆS OGSÅ: Nyt fra drømmeland: Søvnmangel kan ødelægge din DNA

Rygterne om min forestående død er altså – indtil videre – stærkt overdrevne.

Men jeg er ikke alene om at få dødsdomme fra eget mentale maskineri. Flere af mine jævnaldrende veninder og et par af mine venner har nærmest simultant udviklet samme fejlbehæftede radarsystem, og vi kan få timer til at gå med at berolige og dernæst beordre hinanden til læge. Bare for en sikkerheds skyld. For det kan godt være, at vi mener at finde svaret på egen kritiske helbredssituation på Heste-Nettet, Min-Mave og alle de andre ukvalificerede debatfora derude, men når vi som ven eller veninde betragter symptomerne fra den anden side af cafébordet – med omsorg og kritisk sans – er de pludselig ikke så entydige. Ja, det kan da godt være kræft. Men det kan også bare være forstoppelse, så bestil lige en tid hos lægen, så du kan få ro på, min skat.

Særligt en af mine veninder snakker jeg meget sygdom med. Det er af forskellige grunde bare blevet vores ting. Hun er uddannet sygeplejerske, hendes mand er læge, og to af vores forældre har den samme, invaliderende, men ikke livstruende lidelse. Samtidig er vi begge ret begærlige, når det kommer til det her liv – vi vil fandeme have det hele med.

”Åh, hvis man bare vidste, man blev 85, ikk?”, sagde hun til mig den anden dag, da vi igen snakkede symptomer, sygdom og død. ”Så kunne man ligesom slappe af”.

Ja. Det ville være rart. For vi risikerer jo at sidde som 85-årige og kigge tilbage på de mange kernesunde år, vi spildte på at bekymre os om alle de sygdomme, vi aldrig fik.

Jeg har i øvrigt lige bestilt en tid hos lægen. Bare lige for én gang for alle at få bekræftet fra kvalificeret hold, at min hjertebanken er ufarlig. At jeg ingenting fejler. At jeg er sund og rask. Indtil videre.

Trine Lundager

Forfatter, journalist og redaktør for Forlaget Storyhouse. Er særligt interesseret i at identificere og undersøge sociale tendenser og forstå sam- og modspillet mellem mennesker. Forfatter til 'Vorherres lille vidne' og skriver på sin første roman.