"Alexa, jeg skal lave pølser": Her er de vildeste og værste gadget-nyheder
Radio & podcast
menu-close

"Alexa, jeg skal lave pølser": Her er de vildeste og værste gadget-nyheder

15. januar 2019 |

Det nyeste produkter indenfor teknologiens verden bliver hvert år præsenteret på CES-messen i Las Vegas. Vil du vide, hvor skør og skøn en tid vi lever i, så læs med her.

Tech-journalist.

I starten af januar hvert år valfarter teknologifirmaer fra hele verden til årets måske vigtigste techmesse, CES, i Las Vegas.

I år har 4.500 firmaer meldt deres ankomst, udrustet med de nyeste påfund, der som altid skal gøre verden til et bedre og sjovere sted. Over 180.000 deltagere traver i dagevis endeløse haller og gange igennem, spækket med bud på fremtidens vildeste teknologi og absurd skrammel, der aldrig burde være opfundet. Jeg har skrevet om nogle af de vildeste, værste og værdige produkter fra årets techmesse til dig.

1. Alexa og Google Assistent i alt

Det måske mest gennemgående tema på CES 2019 er, at digitale assistenter er ved at blive bygget ind i alting. Amazons Alexa og Google Assistent er gået i regulær infight i kampen om at blive den mest populære assistent i vores digitale hverdagsliv.

Alt fra tv, højtalere, hørebøffer, dørlåse, termostater, mobilopladere til bilen og sågar et piano, kan nu stemmestyres via enten Google eller Amazons assistent. Men hvis der er ét produkt, der for alvor opsummerer, hvilken vej vinden blæser, så må det være det “intelligente toilet”: Numi 2.0 fra Kohler.

Andenudgaven af Numi kommer netop med en indbygget Alexa-højtaler og byder ifølge producenten på “personlige oplevelser, som giver brugerne mulighed for at finjustere alle aspekter af deres toilet-præferencer”.

Lige fra ambient farvebelysning til trådløs musik, et opvarmet sæde, håndfri kontrol og personlig rengøringsfunktionalitet.

Men inden du råber ‘yes’, rækker armene i vejret, og smider 7.000 dollars efter dit første tech-toilet, så husk lige, at Amazon fremover ved, hvor ofte og hvor længe du sidder på tønden. Scary, ikke?

2. TV med skærm der kan rulles sammen

Du er måske allerede stødt på dette OLED TV i din nyhedstrøm, men det skal altså have en plads på listen over årets mest innovative produkter.

LG fremviste allerede sidste år en prototype på fremtidens TV, hvor skærmen ruller ned i en æske, når du ikke bruger det. I år er sydkoreanerne vendt endnu stærkere tilbage med en markant opgraderet udgave, der finder vej til butikkerne i år.

LÆS OGSÅ: Prisgrænsen er nået, Apple… og damn I burde have regnet det ud

I bunden er der nu en solid 100 watt Dolby Atmos højtaler, så du også kan få ordentlig lyd, når du stener Netflix. Og nå ja, så kan det naturligvis stemmestyres med Amazons Alexa.

Prisen på TV’et er endnu ukendt, men skulle efter sigende blive vanvittig høj. Men hvis det kan skabe ro i parforholdet, at mor kan få sit 65-tommer TV, mens far kan slippe for at skulle kigge på en stor sort plade, når flimmerkassen står på standby, så er LG OLED R vel nærmest priceless!

3. Sensor sladrer om babyens ble

Har du en overordentlig ringe lugtesans, eller er du bare ekstremt pylret, når det drejer sig om at skifte ble på din baby, så har det sydkoreanske firma Monit løsningen til dig. En smart ble-sensor.

Den lille gule dims sættes simpelthen uden på bleen, og kan ifølge firmaet detektere, om din lille guldklump har tisset eller lavet lort.

Via bluetooth sender sensoren en besked til din telefon (eller måske til pædagogen i den moderne vuggestue) om, at det er skiftetid. Med andre ord har Monit Smart Diaper Sensor, som er produktets rigtige navn, lagt sig lunt i svinget til at være et af årets mest absurde produkter på CES.

Ble-sensoren er allerede på markedet i Japan og Sydkorea, men om den nogensinde rammer Danmark er endnu uvist.

4. Forkæl dit kæledyr: Madskål med ansigtsgenkendelse

Noget, vi elsker næsten lige så højt som vores babyer, er vores kæledyr, og dem er der heldigvis også, producenter der tænker på. Mød Mookkie, den kunstigt intelligente madskål til hunde og katte med et unikt italiensk design.

Skålen bruger ansigtsgenkendelse til at holde andre kæledyr, fugle eller babyer ude og låser kun madskålen op, når lige netop dit lille pelsdyr er sulten.

LÆS OGSÅ: Sådan vil de kloge højttalere ændre vores musikforbrug

Er du taget på ferie og har efterladt katten derhjemme, kan madskålen sågar sende dig notifikationer, når skålen er ved at være tom. På den måde, kan du altså hive feriepasseren i ørene, når det er tid til en refill til missen.

Synes du, det lyder dumt, så kan vi afsløre, at Mookkie er blevet udstyret med en officiel CES 2019 innovation award.

5. Vækkeur med indbygget assistent

Der skal også være plads til en dims, som meget vel kunne have en reel chance for at lande i dit soveværelse i år.

Hvis bekymringer om techgiganternes snagen i dit privatliv ikke holder dig vågen om natten, så kunne vækkeuret Lenovo Smart Clock meget vel være noget for dig.

Udover at kunne vække dig og vise klokken, er det store hofnummer, at Google Assistent er indbygget, så du kan stemmestyre dit liv fra sengekanten.

Med urets indbyggede højtaler, kan du vågne til sød musik eller radio, og hvis du ikke kan falde i søvn, kan du bruge det til at spille guidede meditationer.

 

6. Bilen der kan gå – og robothunden der er et pakæsel

Inden vi når til et bud på årets hit, skal vi lige forbi et par vanvittige transportmidler.

Biler er så drønkedelige. Det eneste, de kan, er at køre. Man hvad nu, hvis de kunne gå? Sådan har de tænkt hos Hyundai, der præsenterede en fremtidvision for en bil, der kan netop det.

Den sydkoreanske bilproducent har allerede gjort sig flere tanker om, hvad Cradle, som de kalder konceptet, kan bruges til. F.eks. som en selvkørende taxa, der kan ‘gå op ad trappen’ og hente folk, der sidder i kørestol. Eller måske at køre og gå ind i katastrofeområder, hvor en traditionel bil ikke kan komme frem.

LÆS OGSÅ: Mine børn har fucket mine Spotify-algoritmer op!

Robotter er uden tvivl en del af fremtidens transport, men der ER bare en grænse for, hvor creepy de må blive.

Den grænse virker til at være klart overskredet af dækfabrikanten Continental, der ligeledes havde medbragt en vision for fremtiden. En selvkørende pakkebil fyldt med robothunde i lastrummet, som skal agere pakæsel og bringe dine onlinebestillinger de sidste meter til din hoveddør.

Når robothunden tilmed er designet til at løfte den ene forpote og ringe på dørklokken, så er det, man håber, man ikke er hjemme, når pakken kommer.

Gående biler og robotiserrede hundebude bliver næppe noget, vi kommer til at se ude i virkeligheden i mange år – hvis nogensinde. Men store, tossede visioner er altså også en stor del af CES.

Men årets egentlige gadget-hit er billigt og fra IKEA

Et bud på årets gadget-hit kunne være IKEA’s nye, smarte mørklægningsrullegardin Fyrtur, som slet ikke var med på tech-messen.

Men svenskerne har netop offentliggjort, at det motoriserede gardin bliver sat til salg i februar og med en startpris på 799 kroner, er vi i et prisleje, hvor mange kan være med.

Tænk sig at kunne ligge i sengen, og rulle gardinet op med Siri, Alexa eller Google Assistent – eventuelt med sit smarte vækkeur fra Lenovo? Det er det nemt at forestille sig, at mange danskere kommer til at gøre allerede i år.

Nicolai Franck

Tech-journalist.