Rasmus Stolberg (f. 1981) dannede i december 2000 bandet Efterklang sammen med barndomsvennerne Mads Brauer og Casper Clausen. De debuterede i 2003 med ep’en ’Springer’, der året efter blev fulgt op af debutalbummet ’Tripper’.
Siden blev det til yderligere tre roste studiealbum (plus det løse), der også vakte opmærksomhed udenfor landets grænser, inden Efterklang i 2014 trykkede på pauseknappen for at koncentrere sig om projektet Liima, der bestod af Efterklang plus finnen Tatu Rönkkö. Den konstellation udgav to album i 2016 og 2017.
Efterklang vendte dog tidligere på året tilbage med albummet ’Altid sammen’, hvor de for første gang begår sig på modersmålet. Stolberg fungerer desuden som Efterklangs manager og leder af pladeselskabet Rumraket. 5. og 6. november spiller Efterklang i Koncerthuset – deres første koncerter i København i seks år. Siden drager bandet til Holland og Mexico. I den anledning har vi bedt Stolberg fortælle om fem plader, der har været med til at forme hans tilværelse
1. Paul Simon: ’Graceland’ (1986)
”Jeg husker denne fra min barndom. Vi havde den på kassettebånd i bilen, og jeg kan tydeligt huske min fascination af musikken og coveret med den ridderagtige skikkelse på hest. Jeg spurgte min mor til det for nylig, og hun husker det som en sommer, hvor hele familien og alle vennerne i det kollektive sommerhus hørte den igen og igen til enhver lejlighed. Det må have været sommeren 1987. Jeg var 6 år gammel. For cirka 10 år siden lagde jeg albummet på min iPod, og jeg fik en mindre besættelse af det en gang til. Lyttede til det igen og igen. Tror, det er det album, jeg har lyttet til flest gange. Lige bortset fra de to afsluttende sange på side B, hvor Simon pludselig svinger forbi Louisiana og bagefter jammer med Los Lobos, så elsker jeg alt ved det her album. Jeg elsker først og fremmest sangene og energien og stemningen, men også at albummet har et politisk aspekt og hele skabelseshistorien bag. Musikerne på pladen spiller alle helt forrygende, og jeg synes Paul Simons vokalarbejde er helt eminent. Han lyder så ubesværet og cool, samtidig med at det er vedkommende og gribende. Det her album åbnede mine ører for afrikansk musik, det introducerede mig til båndløs bas, til Ladysmith Black Mambazo og det fortsætter med at begejstre mig, når jeg lytter til det den dag i dag.”
2. Nirvana: ‘MTV Unplugged in New York’ (1994)
”Ja, altså det er jo ikke et album i gængs forstand, men hvis overskriften er ’Plader der ændrede mit liv’, så er den nødt til at komme med. Jeg startede i den lokale musikskole med at spille trommer, og lidt senere begyndte jeg til guitar, men jeg var ikke rigtig engageret, indtil jeg stødte på Kurt Cobain i 6. klasse. Inden jeg opdagede Nirvana, havde jeg lyttet meget til mine forældres Beatles-plader og min storebrors Guns n’ Roses-plader (’Use Your Illusion 1 & 2’), men det her var min egen opdagelse (sammen med millioner af andres), og jeg blev besat af Nirvana og alt omkring dem. ’About a Girl’, som åbner den her plade, var den første sang, jeg lærte mig selv at spille på guitar, og Nirvana gav mig den ide, at det sejeste i hele verden er at spille i et rockband og skrive sine egne sange. Jeg har lige genhørt albummet, og det er nok cirka 25 år siden, jeg sidst lyttede, og jeg kan godt mærke at min smag har flyttet sig, men Nirvana er langt mere holdtidsbart, end jeg havde forventet.”
3. Under Byen: ’Kyst’ (1999)
”Jeg kan huske i 1999, da jeg stødte på det her album. Jeg gik i gymnasiet i Sønderborg og syntes, det var sindssygt originalt. De sang på dansk og lød som ingen andre, jeg kendte til. Det er et fuldstændig vanvittig godt debutalbum det her. De spiller vanvittigt godt, og sangene er eminent godt skrevet. Idéen om et orkestralt, guitarløst rockband var vildt spændende, og det åbnede mit sanseapparat for en anden slags lyd, som efterfølgende blev udvidet af bands som Sigur Rós, múm, Jagt Jazzist og hele postrockscenen fra især pladeselskabet Constellation. Hele den lyd og scene var i høj grad med til at forme Efterklangs første udgivelser og vores idéer og lydarbejde. Jeg kan stadig tydeligt huske en koncert, jeg så med Under Byen på Lille Vega i, hvad jeg tror må være 2000 eller 2001. De var sindssygt gode. Jeg kan også huske en aften på Ungdomshuset på Jagtvej 69 et par år efter, hvor vi så Nils Gröndahl fra bandet. Efter mange øl turde jeg at gå over og introducere mig og spørge, om han havde lyst til at indspille violin på et album, vi var ved at lave. Ingen vidste, hvem vi var, men han sagde bare ja, og det føltes kæmpestort. Vi fik et kick af den oplevelse og endte med at invitere mere end 40 gæster til at indspille på vores debutalbum ’Tripper’, som udkom i 2004.”
4. Opiate: ‘Objects for an Ideal Home’ (1999)
”Dette album udkom også i 1999, men jeg opdagede det først senere, da Björks ’Vespertine’ udkom i 2001, hvor Thomas Knak (manden bag Opiate) medvirkede som producer på et par numre. Det her album gjorde og gør fortsat et kæmpe indtryk på mig. Jeg synes stadig, at det står knivskarpt og er helt sit eget. Da jeg stiftede bekendtskab med det, havde jeg i 10 år lyttet mest til grunge og postrock, og her var en plade med et komplet andet udtryk, og jeg var vild med det. Albummet åbnede en ny verden for mig. Jeg købte efterfølgende plader fra først den danske electronica-scene, der herskede før og efter årtusindeskiftet, og så med tyske artister som Oval og Mouse on Mars og en stribe af udgivelser fra det engelske selskab Warp. Det var vanvittig inspirerende for os i Efterklang, og sammen med den orkestrale rockmusik som Under Byen med flere introducerede os til, så var hele denne electronica-scene med til at forme Efterklangs lyd og udtryk.”
5. Bill Wells & Maher Shalal Hash Baz: ‘Osaka Bridge’ (2006)
”I 2004 blev vi i Efterklang introduceret til en plade med det japanske band Cacoy, som var en trio bestående af Tenniscoats og DJ Klock. Vi fik lov til at udgive den i Europa på vores eget pladeselskab Rumraket, og det medførte uendelige stakke af cd’er fra andre japanske weird kunstnere, som også ønskede, at vi udgav deres plader. Det ledte til mange venskaber, og senere udgav vi også et album med japanske Kama Aina, og vi hjalp til med at arrangere små koncerter for dem i København, når de var på gennemrejse. Jeg opbyggede ret hurtigt en stor pladesamling og et stort netværk af alle disse skæve japanske folkartister, og det hele kulminerede i 2007, da Roskilde Festival gik med til, at jeg inviterede Maher Shalal Hash Baz, skotske Bill Wells og en stribe af mindre navne til at optræde på kryds og tværs på festivalen. Jeg husker blandt andet en fantastisk koncert med Nika Soup & Saya Source på den scene, der hed Lounge (det nuværende Gloria). Strømmen gik, det var året med den massive regn, men de fortsatte akustisk ude blandt publikum. Jeg elsker det her album, fordi det minder mig om skønheden i det uperfekte, og det minder mig om, at hvis du skriver gode melodier så står de lysende frem, selvom de fremføres ude af stemning på en komplet kaotisk, uøvet facon. Albummet er også indspillet ret håbløst rent teknisk, men det lyder på sin egen måde eminent godt. Det minder mig også om, da min hustru fødte vores datter i 2015. Til min store overraskelse havde den her plade en beroligende effekt, og vi hørte den flere gange under fødslen. Det var i sandhed livsforandrende.”
Foto: Tom Roelofs
