1. FOMO
Der er ikke noget, du kan gøre ved det: FOMO er bare en kæmpe ting i 20’erne, og derfor kan det være en god idé at forlige sig med tanken om, at der altid er nogle af dine nye, smarte venner med mullets og digterdrømme, som holder en spontan fest, du ikke kan være med til. Du dør ikke af at misse out – det føles bare sådan. Men der er altid en ny fest på torsdag, så ro på.
2. Sex som en pro
I 20’erne boller man helt vildt. Man kan faktisk hurtigt komme til at tro, at man er fuldstændig uovertruffen på et lagen, fordi man har haft et par one night stands i rap, og det fører til et meget klassisk fænomen, som vi passende kunne kalde præstationsknepperi. Man knepper simpelthen ikke, man viser i stedet, hvor god man er til at kneppe (læs: middelgod). Hemmelige tricks lires af i akrobatiske stillinger for at ramme alle mulige erogene zoner, man har hørt om, man slikker og nulrer løs og forsøger at stønne på en sexet måde. Der er ikke tale om sex for fornøjelsens skyld, men sex for at imponere og opbygge et ry som et godt knald. Heldigvis er din partner også en præstationsknepper. Det er jo en form for trøst.
3. Socialt stress
Din identitet er en svamp i tyverne, og du tager alt for mange indtryk ind, fordi du grundlæggende er i tvivl om alt og samtidig har FOMO og jern på hele tiden. Man synes, at alt og alle er fede, har ingen penge og man lider af et jahat-syndrom, der på et tidspunkt når sit bristepunk, og så får man stress. Fordi det gør man. Men fordi man er i 20’erne, kan man ikke tage sig af det, og så får man lidt mere stress, indtil kroppen siger stop på en eller anden nederen måde. Men vid dette: Stress er ok. Det er samfundets skyld.
4. Du flytter tit
I forhold til resten af livet er 20’erne ubestridt det mest rodløse årti, og du flytter mere, end du har lyst til. Du har også en roomie, selv om du egentlig ikke gider at have noget med vedkommende at gøre. Men dit liv er styret af en pænt skod økonomi, så sådan er det. Hej Kasper, som aldrig vasker op efter sig, og farvel igen. Hej med dig Sara, som vil spise mad fra din hylde i køleskabet det næste halve år uden at sige noget. Måske kommer du også til at bo sammen med Martin, som er den type, der altid har lukket døren ind til sit værelse og derfor aldrig bliver din ven.
5. Du flytter for andre. Hele tiden
Det giver lidt sig selv, men ja, som en direkte konsekvens af punkt 4, så flytter man også uforholdsmæssigt meget for sine venner i 20’erne. Man jerner op og ned ad smalle trappeopgange i Emdrup og på Amager og betales i pizza og kolde dåseøl. Det er flytningens valuta. Venner, der ikke har pakket ordentligt ned, brændemærker man mentalt. De får aldrig hjælp igen. Det er kun dine allernærmeste venner, du gider male for.
6. I slår op
Før eller siden slår dig og din ungdomskæreste op. Sådan er det bare. Det sker som regel i løbet af første kvartal på studiet.
7. Altid forkert fodtøj
Det handler om at være smart i 20’erne. Derfor har man aldrig ordentligt fodtøj på. Sandalen er socialt selvmord, og derfor går man i Dr. Martens eller varme sneakers hele sommeren. Modsat er varme vintersko er også pattebarnsagtigt. Så fra november måned begynder du at fryse det næste halve år, fordi du prioriterer at have bare ankler. Immunforsvar, tsk! Yolo! Lålålålå! Generelt har du hele tiden forkert tøj på i forhold til vejret, og derfor bliver du tit syg efter en periode med mange fredagsbarer og bodegature, der er endt med at sidde på fortovet efter lukketid.
8. Narko
Det er i 20’erne, at man finder ud af, hvad narko egentlig er. Pludselig opdager man, at det er overalt i nattelivet, og man lærer, at folk ikke går på toilettet for at tisse sammen længere, men for at sniffe. Nye ord bliver en del af dit vokabular, Emma er ikke kun et pigenavn og ting som “at lugte til en iPhone” og “at tage en nøgle” er i virkeligheden metaforisk narkolingo, som tales af bestemte typer i din vennekreds.
9. Du får en tatovering
Typisk i starttyverne har man brug for at definere sig selv og cutte navlestrengen til sine forældre endegyldigt. Derfor får man en tatovering et sted på armen, som skal vise andre, hvem du er. Motivet er helt centralt, fordi det også er identitetsskabende for dig. Kulturelle drengetyper får deres idoler tatoveret – Bowie og Jack Kerouac f.eks. – eller vælger en hotdog og 10 andre tilfældigheder for at virke pisseligeglad. Pigerne er mere til noget dekorativt og minimalistisk Matisse-inspireret, som er tegnet med en fin streg. Fejlagtigt tror man i 20’erne, at ens tatoveringer er unikke ligesom en selv.
10. Pasta, pasta og… pasta
I 20’erne er køleskabet kronisk tomt, så der er altid plads til det faste inventar, som primært består af en halvtom ketchup, pesto, Harboe-pilsnere fra Netto og mælk til pulverkaffen. På SU tager varieret kost form af pasta i alle afskygninger. Undervejs som man lærer sin vej i køkkenet, bliver pasta med ketchup opdateret til pesto, og så videre til Carbonara, der sidst i 20’erne udvikler sig til en lækker bolognese; den slags med frisk basilikum. For i 20’erne lærer man også at holde liv i sine krydderurter.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️