Heartbeats » Film / TV » Vinca Wiedemann: Helt ny generation af filmskabere på vej

Vinca Wiedemann: Helt ny generation af filmskabere på vej

8. januar 2018 | Martin Finnedal

Vinca Wiedemann: Helt ny generation af filmskabere på vej

Stillfoto fra C4. Foto Jason Idris Alami

”Vi har glemt billedsproget i dansk film.”

Sådan lyder kritikken fra Line Knutzon og Carina Randløv, der har skabt den 100 procent lyserøde film ‘Et Familieforetagende’ uden genkendelige genstande som colaflasker og Macbooks.

LÆS ARTIKEL  LYSERØDE FILMMAGERE: HAR VI GLEMT BILLEDSPROGET I DANSK FILM?    

Heartbeats har bragt kritikken videre til rektor for Filmskolen, Vinca Wiedemann. Hun vil ikke uden videre vurdere, om kritikernes påstand er sand eller ej, men hun siger dog, at hun glæder sig til at se ‘Et Familieforetagende’.

”I og med at de har lavet en sådan film, der aldrig har været lavet før, bliver der jo en sandhed i deres påstand, om at billedsproget i dansk film trænger til at blive udfordret. Vi ser heldigvis, at der er flere film ude nu, der gerne vil noget nyt. Team Hurricane for eksempel.

Den delvist dokumentariske Team Hurricane er en punk-chick-flick om otte teenagepigers sommer i en ungdomsklub

Og til foråret kommer C4, filmen om Christian IVs sidste dage (et kammerspil i en karet, der ræser gennem kærlighed og had, synd og forsoning, red.). som også kan noget helt særligt,” siger Vinca Wiedemann og fortsætter:

”Jeg tror virkelig på, at der er en helt ny generation af filmskabere på vej, som gerne vil styrke det visuelle. Der er en strøm, der er i gang med at undersøge, hvordan visualitet ikke skal være forbeholdt de store Hollywood-film. Og det er jeg glad for. Det er noget, vi beskæftiger os rigtigt meget med: at udvikle en film, ikke bare ved at skrive et manuskript, men også ved at researche med et kamera i hånden. Vi kan se, det vækker meget genklang hos vores studerende.”

Rektoren peger imidlertid på, at det visuelle ikke er alt. Det vigtigste ved Filmskolens uddannelse, forklarer hun, er at give de studerende mulighed for at vælge, hvordan deres fortælling virker bedst. De skal blive bevidst om at vælge de rigtige virkemidler.

”Ingen film kan rumme det hele. De valg, man tager, betyder, at der er andre stier, du ikke kan betræde.”

Hun mener derfor ikke, der er brug for en decideret revolution. Hun mener, at der hele tiden har været en masse eksempler på, at kreativiteten på ingen måde er død.

”For 15 år siden lød kritikken, at man kun kunne film med Paprika Steen og Thomas Bo Larsen i biograferne, men det var nu bare fordi, det var dem, folk så. Dengang var der masser af alternativer. Og det er der også i dag. Vi ser lige nu en ny generation af filmfolk, som lige nu lever lidt i det skjulte. Men de kommer til at fylde mere og mere i mediebilledet,” spår Vinca Wiedemann.

Et Familieforetagende bliver vist lørdag 20. januar klokken 10. Visningen bliver efterfulgt af endnu en visning denne gang livekommenteret af Carina Randløv og Line Knutzon. Arrangementet varer 2 x 30 minutter og er et samarbejde mellem Grand og Heartbeats.
Info og billetsalg

Et Familieforetagende kan desuden oplevelse på Aros 14. januar og på Brandts Klædefabrik 1. marts