Heartbeats » Samfund » Mennesker » Vi vil så gerne forholdet, siger vi. Men er det rigtigt?

Vi vil så gerne forholdet, siger vi. Men er det rigtigt?

22. november 2017 | Martin Finnedal

Vi vil så gerne forholdet, siger vi. Men er det rigtigt?

Foto: Stine Heilmann

”Mange tror stadig på monogami og den eneste ene. Men det er ikke altid det, de handler efter.”

Det siger fremtidsforsker Mette Sillesen.

Som en del af hendes arbejde i firmaet High Touch beskæftiger hun sig med mennesker og relationer og især trends inden for spiritualitet og forbrugeradfærd. Og dermed også relationer. Og de er under om ikke heftig beskydning så i hvert fald forandring i disse år.

Især med teknologiens indtog i form af specialiserede datingsider og ikke mindst en større accept af nichesex og ankomsten af Virtual Reality, sexrobotter og meget mere, er der så mange tilbud, at det at træffe et valg for livet kan virke helt uoverkommeligt.

”Der er mange trends, der peger på uendelige muligheder for selvrealisering. Oplevelsesøkonomien er blevet seksuel. Og  seksualiteten må aldrig bare få lov at stå stille. Det kommer til udtryk på mange måder. Et af de mere ekstreme eksempler er chemsex, hvor folk mødes og tager stoffer og knalder i grupper for at få en på opleveren,” fortæller Mette Sillesen.

Summer of Love 2.0
Ifølge fremtidsforskeren ser vi lige nu en slags anden bølge af Summer of Love fra 1967. En tid hvor man eksperimenterede med at bryde op med strukturerne i samfundet og gøre op med forholdet som en vital del af samfundets fødekæde og bruttonationalprodukt. Ikke mindst handlede det om at gøre op med, at samfundsstrukturer som ægteskab og religion havde den funktion at lægge bånd på vores seksualitet.

”Ligesom dengang er der meget mere frisind. Vi lever på alle måder i en opbrudstid, hvor vi selv skal finde den pakke, der giver mening. Spørgsmålet er så, om det kan lade sig gøre. Vi kommer i hvert fald nok til at bruge nogle år på det”, spår Mette Sillesen.

PODCAST HØR MED I SERIEN 30-ÅRSKRISEN

Vi udvikler os i hvert fald ikke så hurtigt som teknologien og måske heller ikke så hurtigt, som vi selv tror, mener hun.

“Når det kommer til forhold, føler mange mennesker sig splittet i forhold til, hvad de siger, og hvad de gør. Krop, hjerte og ego hænger ikke så godt sammen længere, og spørgsmålet er så, om vi har evnerne til at realisere drømmen om den eneste ene,” siger Mette Sillesen

Er der nogen, der har en manual?
Hun ser en til forskel mellem dem, der køber ind i de nye muligheder med hud og hår og erklærer sig klar til at udforske verden eventuelt i form af serielt monogami, regnbuefamilie og andet, og dem der eksperimenterer seksuelt, men stadig inderst inde drømmer om kernefamilien.

”Nogle synes, det er fedt at være single og har valgt det som en livsform. De har ikke en drøm om at være i forhold, eller også har de det fint med, at forhold ændrer sig ligesom arbejdsmarkedet også gør, og at man på grund af ny teknologi har muligheden for at starte en ny karriere nærmest fra den ene dag til den anden. Sådan er der også nogle, der har det med forhold: At man ser det som noget, der kan forandre sig. Omvendt, dem der har drømmen om den eneste ene er under pres, fordi strukturerne i samfundet betyder, at vi ikke længere har så mange grunde til at holde sammen og måske også har mistet evnerne til holde fast i hinanden eller etablere fundamentet for et varigt forhold. Undersøgelser peger blandt andet på, at jo længere vi har været single, desto sværere er det at starte et nyt forhold,” siger Mette Sillesen og fortsætter:

”I modsætning til tidligere har vi ikke en manual til, hvordan man gør. Tidligere var det ubevidst defineret hvad et forhold er. Sådan er det ikke længere.”

Fremtidsforskeren mener til gengæld, at vi står bedre rustet til eksperimenterne, end 67-generationen gjorde. Dengang handlede det hele nemlig om kollektivet. Og det betød, at mange overskred sine personlige grænser til fordel for fællesskabets ønsker.

”I dag står man meget stærkt som individ. Vi går ind i fællesskaber for at realisere os selv, og det er vi meget bevidste om. Jeg synes personligt, det er fedt, at vi bryder ud af de kulturelle normer og dermed gør det i orden, at  der ikke er én rigtig model. Vi har opnået en større tolerance og bredere horisont, og det synes jeg er meget smukt.”

LÆS ARTIKEL HVAD EN FLOK ITALIENERE OG YOGA KAN LÆRE OS OM LYKKE

Mette Sillesen deltog i en talk om fremtidens sex på årets Heartland Festival. Du kan se hele talken her.

Future Talks

Sex med fremtiden. Talk modereret af Moussa Mchangama med Mette Sillesen & Sadie Lune.

Opslået af Scenario Magazine på 3. juni 2017

Apropos:
Danmarks Statistik har registereret ikke færre end 37 børnefamilieformer. Læs mere her 

Læs mere om Mette Sillesen på hendes egen hjemmeside

Læs videre