Heartbeats » Samfund » Unge i Georgien raver mod politivold og masseanholdelser

#Danceforfreedom: Unge i Georgien raver mod politivold og masseanholdelser

15. maj 2018 | Søren Vestergaard Thiesen

Unge i Georgien raver mod politivold og masseanholdelser

Foto: Nika Nozadze (privat)

Sent fredag nat stormede tungt bevæbnet politi ind på Georgiens to mest kendte natklubber, Bassiani og Cafe Gallery, der udgør en vigtig del af landets house- og technoscene.

Årsagen var ifølge myndighederne fem dødsfald, der skyldes en overdosis af et ukendt stof. Ingen af dødsfaldene fandt sted på natklubberne, men politichef Mamuka Chelidze siger ifølge Reuters, at natklubberne længe har været under mistanke for at have forbindelser til landets narkohandel. En anklage, som natklubberne benægter på det kraftigste.

Den voldsomme ransagning sendte flere tusinde unge på gaden i protest. Ifølge Russia Today mødte mindst 4000 mennesker op til demonstrations-rave lørdag, der fortsatte søndag eftermiddag. Demonstranterne har varslet nyt rave lørdag, hvis ikke regeringen ændrer sin aggressive narkopolitik, der ifølge mange er alt for hård.

We dance together, we fight together!!! #danceforfreedom

Slået op af BASSIANI i 12. maj 2018

 

“Vi troede det var et terrorangreb”

Onlinemagasinet Dazed har talt med natklubgæsten Tata Janashia, som var på Cafe Gallery, da politiet kom.

”Politibetjentene kom og stak pistolerne op i ansigtet på os og fik os ned at lægge på gulvet. Først troede vi, det var et terrorangreb,” fortæller hun og fortsætter, ”den ældre generation (som er vokset op i Sovjet-tiden, red.) forstår ikke, hvad vi kæmper for. Vi vil have frihed, og vi ønsker retten til at have et sted, hvor vi kan være os selv,” siger hun.

Flere kilder i hovedstaden fortæller også, at politiet arresterede hundrede af gæster efter ransagningen.

Ifølge flere natklubejere, som Dazed har talt med, handler weekendens hændelser ikke om narkorelaterede dødsfald.

De mener i stedet, at det er en smædekampagne fra højrefløjen mod klubmiljøet, der også huser den georgiske LGBT-scene og ifølge dem selv ”kæmper højlydt mod landets ulighed og diskrimination”.

I mellemtiden har nyens borgmester Kakha Kaladze varslet et møde mellem demonstranter og Indenrigsministeriet i håb om at mægle mellem parterne, som forhåbentlig kan nå til enighed om en aftale, der løsner regeringens stramme greb om narkopolitikken. Ifølge borgmesteren er den nuværende politik for hård, idet den, som han siger, hellere “straffer end beskytter”. Minister Giorgi Gakharia har foreløbig lovet en grunding undersøgelse af politiets raid fredag nat.


Eftermiddags-rave foran regeringsbygningen

Lørdag, dagen efter, samledes tusinde af unge foran den georgiske regeringsbygning i Tbisili og tændte højttalerne i protest mod fredagens stormløb mod natklubberne. Det blev mobiliseret under hashtagget #danceforfreedom og sloganet ”We dance together, we fight together”.

”Vi protesterer igen i dag (søndag, red.). Vi er nødt til at kæmpe for vores ret til at udtrykke os og for de fremtidige generationer,” siger Berkatsashvili, der ejer Bassiani.

Han fortæller, at klubben er en af de første sociale bevægelser i Georgien, som åbent taler mod homofobi og undertrykkelse af kvinder. Og det er efter alt at dømme ikke kun natklubgæsterne, der sympatiserer med de unge ravers.

”Folk, der ikke er en del af scenen kom også og støtter os i kampen mod politivold og landets magtforhold. Selv min mor vågnede op imorges kl. 4, da de ransagede klubben, og har stået med mig her på gaden indtil nu,” siger han.

Senere ankom moddemonstrationer fra medlemmer af den yderste højrefløj. Ifølge Russia Today indsatte politiet ekstra styrker for at forhindre sammenstød mellem de to grupper.

 

 

Fakta: Georgien

• Selvstændig republik siden Sovjetunions sammenbrud i 1991
• Indbyggertal: 4,6 mio
• Sprog: Georgisk
• Hovedstad: Tbisili


Kilde: Wikipedia