Heartbeats » Samfund » Trump puster nyt liv i protestsangen

Trump puster nyt liv i protestsangen

3. august 2017 | Henrik Reinberg Simonsen

Trump puster nyt liv i protestsangen

Kendrick Lamar. Foto: Universal Music

Oh my God , everybody! I just realized something. The music is about to get soooooo goooood!

At musik trives bedst i krisetider er da også en opfattelse, de fleste deler. Der skal lidt modgang og mudder i maskineriet til at skabe noget kunst, som holder.

Hardcorefans tænker stadig nostalgisk på 80’erne, hvor Ronald Reagans præsidentperiode gødede jorden for en modkulturel sværm af punkbands som Black Flag, Minutemen og Dead Kennedys.

Det samme må gælde nu, hvor en Fanta-farvet demagog destabiliserer verdensordenen (og så gemmer vi Syrien, Rusland, Nordkorea og indlandsisen til en anden gang). 10’erne burde kunne måle sig med 80’erne, når det kommer til klamme håndflader og bævrende avislæsning. Snart må den store kunst da rulle ind i lange baner?

Eller hvad?

Det spørgsmål svarer Weekendavisens musikkritiker, Anna Ullman, der har såvel populærkultur, popmusik og politisk teori som sine stofområder, på.

”Det er for tidligt at sige. Selvom popmusikken er en af de kunstformer, der har kortest produktionstid, så er der nok ikke gået tilstrækkelig lang tid. Der er ikke udgivet albums, som eksplicit tematiserer Trump-æraen. Men vi har til gengæld set en lang række forsøg på at genoplive protestsangen som genre, eksempelvis fra Arcade Fire, A Tribe Called Quest og Anohni”, eksemplificerer Anna Ullman.

Hun nævner også Black Lives Matter, der kæmper mod systematisk diskrimination af afroamerikanere.

Bevægelsen har sat ny strøm og netforbindelse til 60’ernes afroamerikanske selvbevidsthed. Inden for musikken har også Frank Ocean, Beyonce, Solange og Kendrick Lamar på ny løftet det sociale, raceperspektivet, det politiske og personlige ind i musikken.

Opstand og borgerkrigstilstande
Ud over Anna Ullmans eksempler kunne man også nævne gangsta-rapperens Ice-T’s gamle hardcoreband Body Count. De lyder pludselig ikke længere som et novelty act, der hører til på 90’ernes drengeværelser sammen med ’Use Your Illusion I + II’ og Metallicas sorte album. På den anmelderroste ’Bloodlust’ fra i år lyder hårdt optegnede sange om opstand, borgerkrigstilstande og røverier langt mindre postulerede og drengerøvsagtige. Det kan skyldes et splittet USA, hvor politivold mod sorte igen er på dagsordenen. De hvide klynger sig til deres privilegier og den siddende præsident fører krig mod de etablerede medier via sin Twitter-profil.

Det er ifølge flere iagttagere Trump-æraen, som har fået rapperen tilbage i arenaen med blod på tanden. ’Bloodlust’ er blevet bemærket som ingen andre udspil fra Body Count siden debutpladen. Efter at have spillet strømer på ”Law and Order: Special Wictims Unit” i 17 år, lyder det som om, den 59-årige Tracy Marrow har det fedt med virkelig at være Ice-T igen.

Men at hiphoppen og for den sags skyld også rocken og punken har patent på at være politisk, dementerer Anna Ullman på det kraftigste.

”Kunstnere som Kendrick Lamar og Frank Ocean, der nyder meget stor bevågenhed, har en tydelig anti-racistisk dagsorden. Det er værd at bide mærke i. Jeg mener ikke for eksempel punk kan betragtes som en slags guldstandard for politisk musik.”

Hun påpeger, at oprør er blevet decideret mainstream.

”Når man kigger på samtidens mest roste og succesfulde kunstnere, er det tydeligt, at det ikke længere opfattes som suspekt eller usælgeligt at skrive samfundskritiske tekster,” reflekterer Anna Ullman.

LÆS ARTIKEL FOLK DER LAVER FALSKE HISTORIER AF ALLE DE FORKERTE ÅRSAGER KLARER SIG VIRKELIG GODT 

Hun mener ikke, at politisk musik er ensbetydende med eksplicit samfundskritiske tekster i snæver forstand.

”Det gælder for popmusikken, og populærkulturen i en bredere forstand, at den fungerer som en slags krydsfelt eller en slagmark, hvor der konstant foregår udvekslinger af ideer og værdier i forhold til livets og samfundets indretning. I den forstand er musik altid politisk i et vist omfang,” siger Anna Ullman og fortsætter:

”Hele rock- og modkulturen opstod jo som en del af et velstandsboom i efterkrigstiden. Interessanthed følger ikke konjunktursvingninger, og også i stabile tider vil musikken fungere som en kampplads og et konfliktfyldt rum.”

En måde at tage del i samfundet på
Lektor Annemette Kirkegaard forsker i musikvidenskab på Københavns Universitet. Hun er ligesom Anna Ullman ikke overbevist om, at urolige tider som vores nødvendigvis skaber den bedste musik. Omvendt er hun ikke i tvivl om, at musikken kan spille en ekstra stor rolle i perioder præget af usikkerhed:

”Jeg tror faktisk ikke, at musikken bliver bedre, men jeg er helt entydigt overbevist om at der bliver mere brug for den, når verden går af lave. Og det må man vel sige, den gør for tiden. Så bliver det at samles om kultur særligt vigtigt og den kraft der kommer ud af at spille og synge musik giver alle deltagere fornemmelsen af ’godt’.”

Annemette Kirkegaard mærker et behov for musik som en måde at tage del i samfundet på. ”Mange musikforskere, inklusiv mig selv, mener at musikken først får sin betydning – nogle vil sige skabes – i mødet med et publikum. Jeg synes, man kan mærke et behov for musik, der mener og betyder noget i musikscenen. Det øgede ønske om at være til stede – hvilket vel er grunden til at livescenen vokser – handler for mange om at være med i en begivenhed. Det er måske ikke altid en politisk handling, men hvis man definerer ‘politisk’ åbent og bredt, så synes jeg faktisk, der er mange tegn på, at musikken fylder mere i menneskers liv. Og måske derfor opleves den som ‘god’ eller direkte ‘bedre’”, siger musikforskeren- og antropologen.

”Hvis jeg skal uddybe, hvorfor man ikke kan sige at den aktuelle situation i sig selv skaber bedre musik, vil jeg fremhæve at det er markant, at en del af den musik, der får virkning netop i krisetider, ofte er af ældre dato. Det kan regulært være, at man hører originalerne – som når Patti Smith spiller Slotskoncert i denne måned, og når så mange koryfæer inden for de seneste år har haft deres genkomst på eksempelvis Roskilde Festival, som i år Savage Rose, fortæller Annemette Kirkegaard og tilføjer:

“Det kan også spores i, at man vender tilbage til tidligere tiders sound. I år hørte jeg Værket (dansk rockband, der har adopteret den progressive, symfoniske rocklyd fra 70’erne, red.) spille på Rising-scenen. De er roste og populære, men har åbenlyst en lyd, der viser tilbage til mine egne første Roskilder.”

LÆS ARTIKEL 5 GODE BØGER OM MUSIK