Heartbeats » Samfund » Mennesker » At tilgive min far er den største gave, jeg har givet mig selv

At tilgive min far er den største gave, jeg har givet mig selv

16. januar 2018 | Karen Dich

At tilgive min far er den største gave, jeg har givet mig selv

Da jeg var teenager, var min far min bedste ven.

Det lyder måske lidt sært, men det var ham jeg betroede mig til, og ham jeg gik til, når livet var svært. Vi talte om kærlighed, filosofi, politik og litteratur. Han udtrykte sig bramfrit og delte gerne af sin livserfaring. Mine veninder kom ind i mellem forbi for at få råd til deres kærlighedsliv fra ham – og ikke fra mig. Hans temperament var stort, men når min far var vred på verden og på livet, så var jeg altid hans allierede.

Det holdt op for lidt over otte år siden, da vi blev uvenner og helt holdt op med at tale sammen. Han havde længe tumlet med en depression, været på og af anti-depressiver, isoleret sig fra sine venner, svinget i humør og drukket lidt for meget rødvin. Alkoholisme i den øvre middelklasse ser pænere ud, fordi rødvin ikke tiltrækker sig samme opmærksomhed i Netto som Spar Pilsner.

Denne dag var jeg fjenden
Den decemberdag fik en lidt triviel konflikt om fordeling af julefrokoster mellem min far og min mors familie endnu en gang min far op i det røde felt. Men denne gang kunne jeg ikke nå ham. Vanligvis kunne en hånd på skulderen eller nogle ord have anbragt os på samme side, et team mod verden. Men denne dag var jeg fjenden. Jeg kunne pakke mine ting og aldrig vise mig igen i hans hjem. Vi havde ikke mere at tale om. Jeg havde igen valgt min mors familie frem for hans. Og han ville hellere dø ensom og alene, for der var alligevel ikke noget, der var værd at leve for.

Min far har altid haft sans for det melodramatiske. I dag virker den sidste replik lidt komisk, men den gang, da jeg var 20,  gjorde den alligevel satans ondt. I hvert fald trillede tårerne ned ad mine kinder, da jeg sad i toget hjem. Og jeg måtte lige tage et par sygedage, før jeg var klar til at møde kunderne på den restaurant, jeg arbejdede på, med et smil.

»Too little, too late«
Som tiden gik, forstod jeg, at han faktisk havde ment det, da han sagde, at han ikke ville se mig mere. Der var enkelte forsøg på kontakt. Jeg skrev gerne til hans fødselsdag og til jul, men svaret var altid, at det var »too little, too late«. Og som mere tid gik, blev jeg også i stand til at tale om det. Sige det højt, »Jeg taler ikke med min far«, uden at hulke, uden egentlig at føle konflikten.

“Børn skal aldrig tvinges til at være voksne for deres forældre.” Sådan lød den replik, der ofte – og altid velmenende – faldt, når jeg nævnte det. Lidt overraskende, var det især mænd, der kom med den reaktion. Egentlig syntes jeg jo, at de havde ret, og jeg var vred på ham. Men den et eller andet sted i mig, var der alligevel noget, der nagede mig ved den formulering. Det var jo stadig min far, og jeg kunne jo ikke bytte ham alligevel.

PODCAST BUCKET LIST: ABDEL AZIZ MAHMOUD ER I GANG MED AT PROJEKTSTYRE SIN DØD

Jeg var vred på min far. Jeg følte mig uretfærdigt behandlet. Jeg havde aldrig bedt om at skulle vælge mellem hans familie og min mors. Det var dem, der havde sat mig i den situation. Men bag ved vreden, var jeg også bange. Jeg var bange for, at han ville gå komplet i hundene uden mig, drikke endnu mere, isolere sig endnu mere. Jeg var bange for, at jeg skulle undvære ham til de vigtigste begivenheder i mit liv. Jeg var bange for, at han skulle dø, uden at vi blev venner.

De år, jeg ikke talte med min far, var nogle af hårdeste år for mig, ikke kun fordi han ikke var der, men også fordi, der skete så mange ting: Jeg flyttede hjemmefra, blev arbejdsløs, startede studie og droppede ud. Og jeg begyndte på litteraturvidenskab, som skulle vise sig at være helt rigtigt. Jeg havde en stribe ulykkelige kærlighedsforhold, og jeg manglede i den grad min far at tale med.

Hvem siger undskyld?
Men selvom jeg savnede ham, var jeg også stædig. Det var essentielt for mig, at det var ham, der rakte ud. De gange jeg havde forsøgt, havde jeg fået kolde afvaskninger retur. Så jeg følte virkeligt, at det var nødvendigt, at han sagde undskyld til mig, før vi kunne komme videre. Undskyld for at have smidt mig ud, undskyld for at have tvunget mig til at være den voksne, undskyld for alle de år, vi havde mistet. Jeg føler stadig, at min harme og min vrede var helt berettiget. Den var bare også unyttig.

I dag ved jeg stadig ikke, hvad der fik mig til at ændre mening. Måske var det fordi, jeg havde hørt (endnu) et dilemma i Mads & Monopolet om en pige, der ikke vidste, om hun skulle holde jul med sin enlige – og ensomme – far eller med hele sin mors store, kærlige familie, hvortil et enigt monopol svarede, at hun selvfølgelig skulle have ret til at være barn og træffe barnlige, egoistiske valg. Hun skulle i hvert fald ikke være voksen for sin far. Måske var det, fordi der var gået længe nok, eller fordi jeg savnede ham så meget. Måske var det, fordi jeg var blevet voksen. I hvert fald besluttede jeg juledag, at nu var det nok og kørte hjem til ham – bevæbnet med en flaske rødvin fra tanken, som var det eneste, der havde åbent den dag.

Startede et nyt sted
Alt blev ikke lykkeligt den dag. Det krævede en del arbejde for os at få en relation igen. Der er blevet talt og grædt en hel del. Det vigtigste for mig var, at vi startede et nyt sted og ikke med at skændes om de ting, der lå i fortiden, og de fejltrin, jeg synes, han har begået, og dem han synes, jeg har trådt. Så ville vi bare være endt det samme sted. I stedet lærte jeg, at tilgivelse er den største gave, man kan give – ikke mindst til sig selv.

“Der er ingen, der har fortalt os, hvor stort et ansvar det er at have forældre,” siger min gode veninde tit. Det er rigtigt. Ind i mellem synes jeg stadig, at min far er urimelig, en gammel tosse eller noget endnu værre. Men  han er nu engang min far. Vi har kun de forældre, vi har. Og de prøver også det bedste, de kan. Også selvom det ind i mellem føles, som om de slet ikke prøver. Min far var ensom og ulykkelig, og til sidst blev det hele for meget. I dag har min far stadig sine egne dæmoner at slås med. Rødvin er stadig en af dem. Men han er glad, og han er i mit liv. Det er det vigtigste.

Jeg får stadig ondt i maven, når jeg hører om svære forældre, der slår hånden af deres børn eller stiller deres børn i situationer, hvor de skal vælge side eller drage stor omsorg for dem. Dengang jeg selv stod der, vidste jeg nok godt, at det ikke burde være sådan, men som andre børn havde jeg en velvoksen evne til at tilpasse mig og acceptere, at sådan var det nu engang for mig. Det var ikke en ønskesituation, men det var livet. Derfor bliver jeg også uendeligt træt, når jeg hører, at børn aldrig må blive den voksne. Det lyder måske som det sandeste og kærligste, men jeg ved at det ikke passer. Børn er omsorgsfulde, de passer på deres hjem og deres familie. Omsorg og tilgivelse har gjort mit forhold til min far, og til mig selv, meget lettere end min vrede og skuffelse.

LÆS ARTIKEL 2018-TRENDEN OVER DEM ALLE: UNFUCK DIG SELV