Soulens frelsere: Det var enten musikken eller plastikfabrikken
Radio & podcast
menu-close

Soulens frelsere: Det var enten musikken eller plastikfabrikken

1. april 2018 |

Nathaniel Rathliff ligner og spiller som det, han er. En ægte arbejderhelt.

Uddannet journalist i 1998 og har siden arbejdet for blandt andet Fyns Amts Avis, DR TV, Politiken, Roskilde Festival og i Forsvaret.

Sangen hedder S.O.B. (60 millioner afspilninger på Spotify) og handler om postdruk-selvhad.

Samtlige medlemmer af bandet er i denim fra top til tå og ligner dermed også det, de er: Arbejderklasse. Eller blue collar som man kalder samfundets lavestlønnede i USA efter farven på deres arbejdstøj.

Nathaniel Rateliff & The Night Sweats hedder bandet, og bandets sange er lige så rå og blå som den denim, de tilsyneladende med stor stolthed bærer.

Bandet turnerer verden rundt og solgte over 500.000 eksemplarer af deres debutplade i USA og et tilsvarende antal i Canada.

Men at bandet overhovedet er kommet så langt og i januar for anden gang optrådte i Tonight Show med Jimmy Fallon kan ikke tilskrives pludseligt held men snarere en arbejdssejr – og et enormt kendskab til den genre, man med en bred pensel kan kalde americana.

https://www.youtube.com/watch?v=rOrDKX69SBw

Forsanger Nathaniel Rathliff, en herre på 39 somre, fik første virkelige dose af livets ubarmhjertighed i 7. klasse, da hans far døde i et biluheld.

Hvorefter den unge Nathaniel droppede ud af skolen for at kunne støtte sin mor økonomisk. Fremtidsmulighederne i de stærkt religiøse omgivelser i Herman, Missouri var stort reduceret til at arbejde på den nærliggende plastikfabrik.

“Jeg har faktisk arbejdet der af to omgange”, fortæller han, da Heartbeats møder ham umiddelbart før gårsdagens udsolgte koncert i Store Vega.

“Om sommeren var der 45 grader varmt, og man var tvunget til at holde pauser to gange i timen.  Så man var ret smadret efter en 12-timers arbejdsdag. Flere af dem, jeg voksede op med, arbejder der stadig nu på 20. år. Min søster arbejder der faktisk. Det vidner om, at der ikke er så mange muligheder i Herman, Missouri”, siger Nathaniel Rateliffe, mens han letter lidt på truckerkasketten og klør sig i håret.

Gartner og pedel
Heldigvis havde han musikken. Allerede som syv-årig blev han en del af familieorkesteret som bestod af mor på guitar, far på sang og harmonika og lille Nathaniel på trommer. Familien spillede kun religiøs musik og optrådte oftest i den nærliggende kirke.

Det sluttede, da faren døde, hvorefter den unge Nathaniel kastede sig over guitaren. Efter fem år blandt andet på plastikfabrikken, som gartner og som pedel på en high school rejste han med en kristen gruppe til Denver, hvor musikken dog vandt over religionen.

Her sendte hans talent som sangskriver ham rundt på storbyens barer, hvor han optrådte med sin folkinspirerede musik. Sideløbende med at han forsøgte at bygge en musikkarriere op med en af sine nye venner Joseph, som den dag i dag er med i Nathaniel Rateliffe & The Night Sweats, arbejdede han for et truckingfirma.

I 10 år mødte han klokken seks om morgenen for at parkere sættevogne, en jobbeskrivelse kendt som yard hustler. Vel at mærke efter han havde været ude at spille om aftenen og natten.

Folkets stemme er arbejderklassens stemme
Det er med andre ord ikke tilfældigt, at de sange han skriver, handler om at klare sig under hårde omstændigheder. Og arbejdsmoralen fornægter sig ikke. Bandet har været på turné stort set uafbrudt i tre år.

“Jeg er vokset op i arbejderklassen. Det samme er Joseph og faktisk alle i bandet. Vi tager den arbejdsmoral, vi havde, da vi udførte hårdt fysisk arbejde og har den med på scenen. Folkets stemme er efter min mening arbejderklassens stemme, og det er den stemme, jeg står for. Om det så lykkes, må andre mennesker vurdere.”

Foto: Brantley Gutierrez

Nathaniel Rateliff taler blidt og langsomt og roder sig tit i håret og i sit kraftige skæg. Han har muligvis lidt tømmermænd.

Engang imellem bryder han ud i små latterudbrud, som da vi taler om, hvorvidt han bevidst undgår at falde i et sentimentalt tekstunivers, som når det er mest klichéfyldt handler om at miste sin kone, sin hund og sin pick up-truck.

“Jeg har skam mistet hunde. Og min kone”, smågriner han selvironisk, mens han niver sig selv i skægget.

“Men min indgangsvinkel har altid været, at selv om du skriver om noget, der er svært, er der nødt til at være et glimt af håb. Der kan ikke kun være lidelse. Der er også nødt til at være håb. Jeg håber på at se noget forandre sig til det bedre på den måde, jeg ønsker, det skal være. Og jeg skriver selvfølgelig også til mig selv i håbet om at jeg kan forandre mig til det bedre.”

Den pludselige succes med Nathaniel Rateliff & The Night Sweats kom symptomatisk for hans historie efter årevis med nederlag efter nederlag.

Hans soloplader kom aldrig ud over rampen og efter i årevis at have hængt fast i rollen som en mand med en guitar og syv års turnevirksomhed uden nævneværdigt afkast var han nærmest ved at brække sig ved tanken om at være ham folksangeren med en guitar. En af hans venner opmuntrede ham og foreslog, at han så skulle skrive noget andet.

Da Nathaniel Rathliffe efter sin fars død var gået ombord i hans store pladesamling, der viste sig at indeholde meget andet end religiøs musik, havde han udviklet en meget bred musiksmag og var stor fan af blandt andet soulmusik og især den gospelinspirerede harmoniduo Sam & Dave.

Sam & Dave møder The Band
Han kastede sig frådende over sit livs musikalske bagkatalog og udviklede en for ham helt ny type sangskrivning.

“Jeg havde en drøm om at have et band som bedst kan beskrives som, hvis Sam & Dave dannede en gruppe med The Band. Jeg forestillede mig et band, hvor alle synger. I disse autotune-tider er det som om det at synge er gledet i baggrunden, og det har jeg aldrig forstået, for det skulle jo være det vigtigste. Så jeg satte mig til at skrive og i det første døgn havde jeg skrevet den første sang og i løbet af en uge havde jeg faktisk skrevet hele vores første plade,” fortæller sangeren i dag.

Fyret fra pladeselskab
Samtidig var han som solokunstner blevet fyret fra sit pladeselskab Rounders. Men mærkeligt nok derefter blevet kontaktet af moderselskabet Concorde, som også ejer det legendariske soul-selskab Stax. Et selskab der i sin tid udgav både Sam & Dave og Otis Redding. Selskabet var gået fallit men genskabt under ny ledelse, og Nathaniel Rateliff foreslog derfor selv, at han og Nightsweats skulle udgives af Stax.

PODCAST ROCKHISTORIER THE STAX STORY PART I
PODCAST ROCKHISTORIER THE STAX STORY PART II

Efter et års arbejde blev pladen endelig udgivet og i starten af 2015 optrådte bandet så på Tonight Show med Jimmy Fallon. Ironisk nok med sangen Son of a Bitch, som sangskriveren selv oprindelig synes var for uinteressant til at komme med på pladen.

“Der kan man bare se, hvad jeg ved om at skrive hits,” griner han i dag.

Succesen har i sagens natur åbnet en masse døre for bandet, der siden blandt andet har optrådt med Neil Young og Willie Nelson, to af Nathaniel Rateliffs store helte, på Farm Aid der er en velgørenhedskoncert til fordel for amerikanske landmænd.

Diverse velgørenhedsprojekter
Det syv mand store band er i dag involveret i diverse velgørenhedsprojekter. Blandt andet samarbejder de med Colorados guvernør om give børn lettere adgang til instrumenter og musikundervisning, som der ellers er blevet skåret kraftigt ned på i det amerikanske skolesystem.

Det største projekt er dog The Marigold Foundation der blandt andet har til opgave at bygge et rehabiliteringscenter for hjemløse veteraner. Under festivalen South by Southwest spillede bandet en velgørenhedskoncert til fordel for The Marigold Foundation.

“Der er så mange mennesker i USA i dag, der taler om patriotisme og at krig er fedt, men som ikke gør noget for at hjælpe hjemvendte soldater, der lider af PTSD og ikke kan andet end at bo på gaden. Jeg vil ikke kalde mig særlig patriotisk, men jeg vil bare gerne gøre mit. Jeg ved ikke, hvordan det er her (i Danmark, red.), men i USA er det kind of a mess. Der er en kæmpe kløft imellem venstre og højre, og der er mange mennesker, der ikke føler, at de har en stemme. Jeg siger ikke, at jeg skal være deres stemme, men jeg tror på, at hvis man arbejder på at folk kan tale bedre sammen, bliver de mindre bange.”

En anden fordel ved succes’en i dag er at folk har fået øjnene op for sangerens tidligere udgivelser. Især hans soloudgivelse fra 2010, In Memory of Loss. Som han smågrinende konstaterer, er den faktisk netop begyndt at give overskud. Dog ikke i imponerende grad. Munden i skægget gnægger igen.

“Jeg har faktisk netop modtaget en check på 76 cent.”

Martin Finnedal

Uddannet journalist i 1998 og har siden arbejdet for blandt andet Fyns Amts Avis, DR TV, Politiken, Roskilde Festival og i Forsvaret.