Heartbeats » Livsstil » Pilgrimsrejse til toppen af Adam’s Peak

Pilgrimsrejse til toppen af Adam’s Peak

29. marts 2017 | Louise Taarnhøj

Pilgrimsrejse til toppen af Adam’s Peak

I februar måned besøgte jeg for første gang Sri Lanka, Indiens Tåre, i den sydlige del af Asien. En rejse, der skulle bringe både surfing, bountystrande, yogaretreat, safari, krydret mad – og en bjergbestigning med sig.

På Sri Lanka ligger det hellige bjerg, Adam’s Peak. Sri Pada, hedder det på srilankansk, og navnet betyder det hellige fodaftryk, som hinduisterne mener, at guden Shiva har sat på toppen af bjerget. De kristne mener, at fodaftrykket er af apostlen Thomas, og buddhisterne mener, at det er Buddhas. Bjerget hedder Adam, som ifølge Islam er den første profet – og sådan har hele fire religioner hver deres opfattelser af, hvad der gør bjerget helligt. Det betyder også, at pilgrimme fra alle fire religioner hvert år vandrer til toppen af Adam’s Peak for at se fodaftrykket og ikke mindst opleve den nærmest guddommeligt smukke solopgang fra bjergets tinde.

Som en religiøs festival
Min ven Simon Aalling og jeg har på vores rejse til Sri Lanka besluttet os for at bestige Adam’s Peak, som er 2.243 meter over vandets overflade. Der er 5.500 trappetrin til toppen, og det tager ca. 3 timer, alt efter hvor mange mennesker, der vandrer samtidigt.

Vi får af de lokale anbefalet at tage af sted omkring kl. 3 om natten, men eftersom vi ankommer på årets mest hellige dag, den 24. februar, som er den dag, hinduisterne fejrer guden Lord Shiva, siger vores vært på det lille Bed & Breakfast, at vi bør gå allerede kl 1. Helligdagen kaldes Maha Shivaratri og fejres i en del af det sydlige Asien, og her i Dalhousie er der langt over dobbelt så mange pilgrimme, som der plejer at være. Der er tale om lidt dårlig planlægning fra vores side, men på den anden side er der en festlig stemning i den lille by med talrige boder, hvor man kan købe alt fra huer, vanter, trøjer, souvenirs, forskellig sukkerholdig snacks, røgelse og drikkevarer. Det føles som at være til en form for religiøs festival med de mange snørklede stier fyldt med mennesker, der forventningsfuldt traver mod bjergets fod.

2,5 times søvn – af sted!
Vi bliver enige om at følge anbefalingerne om at komme tidligt af sted, går i seng kl. 22 og sætter uret til kl. 0.45, og kl. 1 står vi begge klar med tasker fyldt med vand og snacks, varme trøjer på og vandrestøvler på fødderne. Selvom der er ca. 20 grader i byen, er der efter sigende meget koldt på toppen, og det er en god idé at have en ekstra t-shirt med, da man kommer til at svede på den lange tur op af bjerget. Byen summer af folk, næsten lige så travle er gaderne kl. 1 om natten som om aftenen kl. 20. Ved foden af bjerget starter trapperne, men det første lange stykke går det næsten ikke opad – vi cirkler os blot lidt rundt om bjerget. Inden vi kommer til de stejlere trappetrin, skal vi igennem et lille tempel, hvor vi bliver bedt om at donere penge til guderne. Ligesom alle de andre mennesker donerer vi et mindre beløb og får et hvidt armbånd på. Om det symboliserer andet, end at vi nu skal gennemføre pilgrimsrejsen til Adam’s Peak, får vi ikke at vide, men det føles som om, vi er en del af noget større nu. Der er noget ophøjet over turen, hvor familier med små børn på armene messer religiøse sange og holder korte pauser på trapperne for at puste ud. Nogle af børnene, helt ned til 4-5 års alderen, og deres bedsteforældre er trætte og ser ud som om, de knap kan bære deres egne kroppe – og vi var ikke engang halvvejs.

Man snyder ikke
Et halvanden times vandring på trapper, rammer vi flaskehalsen. Stien op ad bjerget bliver smallere, og vi går i stå. Kun 10-12 skridt hver halve time bliver det til de næste to timer – og det er begyndt at blive koldt. Vi er nok halvvejs oppe ad bjerget, og klokken er 3.30. ”Vi kan stadig nå det,” siger jeg optimistisk til Simon og spiser endnu en chokoladekiks. Jeg er begyndt selv at tvivle, men det hjælper at tro på det, når vi står her og venter. Og ventetiden føles uendelig lang. Når nogle mennesker forsøger at snige sig foran, råber en gruppe kvinder i køen aggressivt efter dem. Simon og jeg har tidligere diskuteret, om man måske lige skulle snige sig ud i ’nødsporet’ – uden for stien og ud i krattet for at komme længere op – men vi bliver helt flove over vores plan om at snyde, da vi ser, hvor rasende folk bliver på dem, der rent faktisk snyder. Det gør man bare ikke. Vi er alle sammen trætte, kolde og fulde af forventning – og nogle har endda et endnu større formål med turen op til toppen af bjerget, end os turister, der blot ønsker at se en guddommelig smuk solopgang.

Ny rute
Vi har nu sneglet os af sted i tre timer, og det begynder langsomt at blive lyst. Vi er måske 50 meter fra toppen, men meldingerne lyder, at det når vi ikke. Folk omkring os virker ligeglade. De vil blot gerne op til toppen på et tidspunkt – det er jo en form for religiøs happening for dem. Vi ser solopgangen her et kort stykke fra toppen, men bliver enige om, at vi er nødt til at komme helt op, uanset hvor lang tid det så tager. Da en tysk kvinde kommer gående ned ad bjerget, spørger jeg hende, om hvor lang tid hun mener, det vil tage os. ”About 5 hours”, siger hun og smutter videre. Simon og jeg kigger på hinanden og begynder at grine. ”Det er bare løgn! Vi er SÅ tæt på,” griner vi frustrerede til hinanden – men kommer så i tanke om, at vores Bed & Breakfast-mand faktisk anbefalede os at tage en smutvej op ad bjerget i stedet for den normale vej, som han mente ville være umulig at gå sammen med så mange mennesker. Vi turde ikke at følge hans råd, fordi smutvejen indebærer at kravle på skrænter i mørket (”I kan lyse med jeres mobiltelefoner”), men nu, hvor solen så småt er kommet op, tør vi godt. Vi går 20 minutter ned ad bjerget og finder smutvejen, som ganske rigtigt at en smal sti med masser af klipper og en smule mere interimistisk end den første og officielle vej. Vi er dog ikke de eneste, der tager denne vej, og det gør os trygge.

Skønhed og fred
Efter tre kvarters vandring, kan vi pludselig se toppen – og nu går det stejlt op ad. Men vi er ligeglade – lige nu kører vi på oceaner af adrenalin og glemmer, at vi er trætte, sultne og skal tisse. Nu skal vi bare op til toppen! Og det kommer vi, storprustende og storsvedende – og nærmest lykkelige. Udsigten er noget af det smukkeste, jeg har set, og selvom der er mange mennesker heroppe, føles det lidt som om, at jeg har dette øjeblik lidt for mig selv. Landet neden for bjerget ligger fuldstændig fredfyldt og majestætisk, og solens stråler varmer vores kinder.  10 minutter senere, hvor vi har taget udsigten ind og nydt, at vi endelig er på toppen, går vi en lille tur rundt på pladsen. Templet med fodaftrykket er omringet af mennesker, og mange står i kø for at få lov til at komme helt hen til det. Andre sidder blot foran og beder. Et andet sted står buddhister i kø for at ringe med en stor klokke, der holdes af to elefanter skåret i sten. Overalt på toppen af bjerget foretages små religiøse ritualer af de mange pilgrimme – bøn, røgelse, ringen med klokker, alt sammen foregår i stilhed og med respekt for guderne. Der er en ophøjet stemning her på toppen af bjerget, som får mig til at tænke over ting, jeg normalt har for travlt til at tænke rigtigt over. Hvad gør mig glad, hvad vil jeg med mit liv, hvilke værdier er virkelig vigtige for mig. Simon og jeg står stille ved siden af hinanden uden at sige et ord i en rum tid, og jeg ved ikke, om det er et par minutter, eller om det er et kvarter. Her er smukt og fredfyldt, og vi står begge i vores egne tanker, og man kan vel næsten sige, at vi mediterer over livet.

Vi gjorde det!
Efter en lille time på toppen af bjerget, beslutter vi os for at gå ned igen. Og denne tur går langt hurtigere, end turen op. Der er ikke nær så meget kø, og vi kan nærmest løbe ned, hvis vi havde energien til det. Trætheden begynder at kunne mærkes her kl. 9.30 om morgenen og en vandring på omkring 8.000 trin op ad bjerget. Vi skal også have morgenmad og en lur, aftaler vi – og går smilende ned ad de mange trin, mens vi lykønsker hinanden, at vi gjorde det!