Heartbeats » Samfund » Mennesker » Det er på tide at aflive fortællingen om børns afhængighed af nye medier

Det er på tide at aflive fortællingen om børns afhængighed af nye medier

19. februar 2018 | Stine Liv Johansen

Det er på tide at aflive fortællingen om børns afhængighed af nye medier

Debatten om børn og medier bølger frem og tilbage.

For tiden forekommer den særligt polariseret, ikke mindst fordi brugen af digitale teknologier blandt børn, unge og voksne kædes sammen med begrebet afhængighed.

Men forestillingen om afhængighed er ikke særlig frugtbar, hvis man gerne vil give bruge medier på en god og konstruktiv måde i sin familie. Det handler nemlig først og fremmest om vaner og værdier og om, hvordan man som forældre kan være en god rollemodel for sine børn.

I sin bog, ‘It’s Complicated: The Social Lives of Networked Teens’, skriver den amerikanske medieforsker Danah Boyd om den ukonstruktive fortælling om ‘afhængighed’, som har været koblet til børns medier siden filmen, tegneserierne, tv’et, sociale medier og senest mobiltelefoner og tablets. Det er en fortælling, vi skal have aflivet, mener hun.

Afhængighed er en diagnose, og 99,9 procent af os er ikke i nærheden af at have en sygelig omgang med medier. Men mange af os – børn såvel som voksne – har dårlige vaner, og hvis vi ønsker at ændre disse, kan vi adressere og blive mere bevidste om dem gennem øget dialog.

LÆS ARTIKEL ZOMBIE-BØRN, NEJ TAK. NU ER IPAD’EN RØGET UD

Danah Boyd offentliggjorde for nylig en artikel med gode råd til forældre i netmediet medium.com. Efter aftale med forfatteren gengives artiklen nu i en dansk udgave.

Mediepanik og dårlig samvittighed
Mange forældre oplever, at deres børns brug af medier er en kilde til konflikter i familien.

Hvor længe må den 4-årige sidde med sin iPad, må vi have mobiler med ved spisebordet og er det egentlig skadeligt for 13-årige at spille voldelige computerspil?

Selvudnævnte eksperter og debattører tilbyder simple svar på komplekse problemstillinger og giver grobund for mediepanik og dårlig samvittighed. Ingen af delene bidrager konstruktivt.

Derfor giver det bedre mening at pege på nogle små indsatser, der kan gøre en forskel – både her og nu og på den lange bane – og både for små og store børn.

Små børn: Sæt ord på brugen af medieteknologier

Når børn er små, tilegner de sig værdier og normer ved at se på deres forældre og andre voksne omsorgspersoner.

De efterligner vores sprog og vores ansigtsudtryk, vores skøre vaner og vores smag. Det er både sjovt og skræmmende at høre et lille barn gentage noget, man selv siger alt for ofte.

Børnenes forestillinger om medier og teknologi får de fra de mennesker, der omgiver dem.

De har fattet, at de fleste voksne elsker deres mobiltelefoner. Fra det øjeblik, de bliver født, stikker vi telefonen op i ansigtet på dem for at tage billeder, vi stirrer ned i vores telefoner for at få fred fra verden omkring os og vi taler løs i telefonen, mens vi – måske – overser børnene.

Selvfølgelig vil de gerne have den samme opmærksomhed, som vi giver til vores mobiltelefoner. Og selvfølgelig vil de opfatte telefonen – og tabletten – som et ganske særligt stykke legetøj.

Rådet til småbørnsforældre lyder derfor: Sæt ord på det, du gør med din mobiltelefon. Hver gang, du tager telefonen (eller andre medieteknologier) frem, så sig, hvad det er, du er i gang med. Og involver børnene i det, hvis de har lyst. Sig for eksempel:

  • ”Mor er lige ved at finde ud af, hvor lang tid det tager at komme hen til Jakob. Vil du kigge på kortet sammen med mig?”
  • ”Far tjekker lige, hvordan vejret bliver. Vil du se, hvad den siger?”
  • “Jeg vil gerne tage et billede af dig. Er det ok?”
  • “Jeg har brug for at slappe lidt af, og jeg vil gerne se, hvad der står i avisen. Skal jeg læse noget af det for dig?”
  • “Jeg har lige fået en besked fra Mormor, som jeg skal svare på. Er der noget, jeg skal sige til hende fra dig?”

Hvis man hele tiden sætter ord, på det man gør, sker der det interessante, at man selv bliver mere opmærksom på sin måde at bruge telefonen på, og at man hjælper sit barn med at gøre det samme.

Når man taler om, hvordan man bruger teknologi, bliver man mere bevidst om det, og ikke mindst om, hvad man giver videre til sine børn.

Når man fra starten vænner sig selv og sine børn til at tage dialogen om digitale medier, bliver det nemmere og mere naturligt at fortsætte den, når de bliver ældre. Og på den baggrund kan man se på, om der måske er noget i den brug, og i de normer og værdier, man viderebringer, som man skal justere.

Større børn: Aftaler og rimelige kontrakter

Mange familier har regler for, hvordan teknologi X må bruges efter klokken Y eller slet ikke på dag Z. Og alligevel oplever mange konflikter og uenighed om, hvordan reglerne skal fortolkes – og måske om, hvem reglerne egentlig gælder for.

Store børn og teenagere hader, hvis deres forældre ikke selv lever op til de regler, de sætter op. Det underminerer tilliden mellem børn og forældre og giver anledning til sure miner – og det er et rigtigt dårligt udgangspunkt for en diskussion om fornuftig brug af medier.

Hvis du mener, at der er grund til at begrænse dine store børn eller teenageres brug af teknologi, så handler det om at indgå en god aftale, der gælder for alle medlemmer af familien.

Det er en god ide at lade de store børn eller teenagerne skrive første udkast til aftalen – eller kontrakten – så deres perspektiver kommer til udtryk. Lad dem overveje, hvad de synes er passende regler for alle familiens medlemmer og hvad de synes, man eventuelt kan sætte i stedet for brug af teknologi.

Spørg dem, hvad konsekvenserne skal være, hvis aftalerne ikke overholdes. Overvej gerne, hvad du som forælder mener er rimelige rammer for disse aftaler, men vent med at præsentere dine perspektiver. Formentlig vil mange forældre opdage, at børn og unge faktisk gerne vil have disse rammer og aftaler – og at de måske er strengere og mere strukturerede, end man skulle tro.

Herefter starter forhandlingsprocessen. Måske vil du som forælder indvende, at du er nødt til at se på telefonen, når den ringer, hvis det for eksempel er et ældre familiemedlem, der vil have fat i dig. Hertil vil et barn kunne indvende, at det samme gør sig gældende, hvis det er hans eller hendes bedste ven, der sender en besked.

Diskuter den slags konkrete eksempler. Snak dem igennem og lad børnenes perspektiver komme frem i stedet for selv at diktere, hvordan tingene skal være. Og skriv så aftalen ned og hæng den op – og aftal, hvornår den næste gang skal tages op til revision og genforhandling.

Drop forestillingen om afhængighed – det handler om forståelse og dialog
Mange mennesker har usunde vaner og dynamikker i deres liv. Nogle af disse har med fysisk afhængighed at gøre, men de fleste – herunder brugen af medieteknologier – har at gøre med vaner og med den måde, vi socialt og psykologisk fungerer på som mennesker.

LÆS ARTIKEL 35 PROCENT AF DANSKERNE BRUGER FIRE FERIETIMER OM DAGEN PÅ MOBILEN

De fleste af os ved godt, hvornår vi gør noget, der ikke er godt for os. Det er dog ikke det samme som at vi umiddelbart magter eller måske ønsker at ændre på det. Det kræver nemlig, at vi finder ud af, hvad vanerne er betinget af.

Hvis man synes, at ens barn har et uhensigtsmæssigt forbrug af medieteknologier, så er man nødt til at sætte sig ind i, hvad det handler om, og ikke mindst at finde ud af, om det også er barnets eller den unges oplevelse, at medierne fylder for meget i deres liv.

Hvis forældrene fornemmer, at barnet bruger medieteknologier på en uhensigtsmæssig eller usund måde, men barnet ikke deler denne opfattelse, må man sætte anderledes ind, end hvis barnet selv oplever negative konsekvenser af brugen.

Nogle teenagere giver udtryk for, at det kan være stressende at skulle være på og svare hurtigt på kammeraternes beskeder døgnet rundt.

I så fald kan man som forældre hjælpe dem til at opbygge strategier, som kan hjælpe dem med at sætte grænser og sige fra – måske i samarbejde med andre forældre. Disse strategier handler om meget mere end firkantede regler; de handler om at barnet eller den unge selv bliver i stand til at sætte gode rammer for sin brug af medier.

Hvis barnet eller den unge ikke er enig med sine forældre i, at han eller hun bruger medier for meget, for længe eller forkert, er det op til forældrene at forsøge at finde ud af, hvorfor man ser så forskelligt på tingene.

  • Handler det om, at barnet eller den unge søger efter underholdning og fornøjelse?
  • Er han eller hun bange for at gå glip af noget i det sociale fællesskab?
  • Handler det om følelsesmæssige bånd og venskab?
  • Er det dybest set bare et spørgsmål om, at forældrenes prioriteter er ude af trit med barnets eller den unges prioriteter?

Her handler det om, hvilke værdier, man gerne vil give videre som forældre.

Den bedste løsning er hverken at sætte firkantede og strikse regler op eller bare at lade som ingenting. Det handler om at finde en position et sted der i mellem, hvor man som forælder kan hjælpe sit barn til at agere i verden og til at udvikle dømmekraft på en fornuftig måde.

Det gør man bedst gennem dialog og inddragelse af barnet, så det oplever, at det bliver lyttet til og så det forstår, hvorfor reglerne er som de er.

Danah Boyd har en ph.d. fra School of Information, Berkeley, 2008. Hun har brugt de seneste 10 år på at forske i børn og unges brug af sociale medier. I 2014 skrev hun bogen It’s Complicated: The Social Lives of Networked Teens

Læs mere på www.danah.org

LÆS ARTIKEL BØRNS LIV KAN IKKE REDUCERES TIL EN FACEBOOKDEBAT