Heartbeats » Samfund » Mennesker » Det nye København må gerne være mere som Sydhavnen

Det nye København må gerne være mere som Sydhavnen

25. februar 2018 | Ronja Pilgaard

Det nye København må gerne være mere som Sydhavnen

Foto: Ronja Pilgaard

Det var ikke ligefrem kærlighed ved første blik, da jeg i 2009 første gang fyldte en trailer, og kørte alt jeg ejede til Sluseholmen i Sydhavnen.

Det var mere et spørgsmål om nødvendighed, fordi jeg simpelthen ikke magtede at bo i Tingbjerg længere, som på det tidspunkt var epicentret for en verserende bandekrig.

LÆS ARTIKEL MISTER VI MUSIKKEN NÅR GHETTOERNE BLIVER REVET NED?

Jeg syntes, Sydhavnen virkede lidt kedelig og åndsforladt i forhold til det Aarhus, jeg havde forladt til fordel for København. Men jeg anede heller ikke på det tidspunkt, at der var noget andet Sydhavnen end Teglholmen, Sluseholmen og den døgnåbne tankstation i industrikvarteret.

Der blev jeg hurtigt klogere. For det var alt andet end kedeligt og åndsforladt, første gang jeg satte mine fødder på Mozarts Plads i hjertet af bydelen et par måneder senere. En meget fuld og vaklende grønlænder nærmest overfaldt mig med en oksemørbrad, som han ville høre, om jeg ville købe for 200 kroner.

Det var jeg egentlig ikke interesseret i. Han sænkede prisen med 50 kroner på stedet, for han skulle bare hurtigt af med den, sagde han. Jeg afviste igen – ret venligt, men også ret bestemt – og kiggede ned i den bog, jeg havde med mig.

Men det blev kun et hurtigt blik, jeg fik kastet på bogens sider, for øjeblikket efter kom en butiksbestyrer fra Faktabutikken på pladsen farende ud efter grønlænderen og forsøgte at vriste stegen fra ham.

Det viste sig, at grønlænderen havde stjålet den i butikken få sekunder før, han udså mig som køber. Og at det ikke var første gang i den uge, at han havde forsøgt sig med det trick.

Grønlænderen overdrog stegen, dog ikke uden visse protester, hvorfor butiksbestyreren stak ham en halvtredser og et løfte om ikke at melde ham til politiet i dag. Medmindre det skete igen. I dag altså.

Hjemmeholdet hyldes altid
Jeg havde godt fået at vide, at Sydhavnen var et belastet kvarter, men i betonreservatet på Sluseholmen, havde jeg set flere porscher end hjemløse. Og lige der på Mozarts plads blev jeg klar over, at Sydhavnen var meget mere end bare eksklusive betonbyggerier, socialt udsatte i små lejligheder og tung industri.

 

Foto: Ronja Pilgaard

Sydhavnen er fodbold med BK Frem lørdag eftermiddag, hvor hjemmeholdet hyldes lige meget, om de tæver Brønshøj for første gang i ti år, eller om de får rundsmadder af FC Jammerbugt.

Sydhavnen er koncerter på Karensminde og gåtur på den gamle losseplads Tippen, der nu huser får og alpakaer.

Sydhavnen er både Fiskerihavnen, hvor jeg selv bor og haveforeningerne. Og så er det nok den eneste bydel, hvor man har smækket en klatrevæg uden på kirketårnet.

Omsorg fra Kassedamen
Jeg spurgte ud i den fælles facebook-gruppe, som huser 3.500 af de 15.000 indbyggere, der er herude, hvad det bedste ved Sydhavnen var.

Én svarede meget præcist, at det bedste var, at vi kender hinanden så godt, at “kassedamen i SuperBrugsen spørger om jeg er ok, blot fordi jeg ikke smiler, ligeså meget som jeg plejer.”

Andre svarede, at Sydhavnen er fiskefileter med pommes frites i bådeklubberne. En svarede, at her kan man glemme sin pung i cykelkurven og finde den urørt flere timer senere.

Medmenneskelighed og mangfoldighed
Sydhavnen er der, hvor man hilser på hinanden, fordi man ser hinanden hver dag ved slagteren – eller bare fordi solen skinner. De svarede, at Sydhavnen er netop den medmenneskelighed og mangfoldighed, som grønlænderen med mørbraden og ikke mindst Faktamedarbejderen viste mig fandtes herude.

Sydhavnen har fået meget skæld ud, men i sidste ende er historien om bydelen et eventyr med en lykkelig slutning. Sydhavnen var ikke kærlighed ved første blik. Der var ingen stormende forelskelse, og gudskelov for det, for intet godt er kommet ud af blind pludselig forelskelse, med tilhørende skuffelser. Kærligheden er i stedet vokset støt og roligt, og i dag kunne jeg ikke forestille mig at bo noget andet sted.

Husk byrum og ikke kun bydele
Men Sydhavnen er kun alle de ting, fordi man allerede fra starten har valgt at bygge på en måde, der sikrede, at man mødte hinanden. Modsat Urbanplanen, som ganske vist også er tænkt som et vugge-til-krukke-projekt, så har man i Sydhavnen skabt mødesteder.

Bevæger man sig fra Anker Jørgensens gamle hus og op ad Borgbjergvej, kommer først den røde plads med Mortens pølsevogn, hvor røverhistorier følger lige så naturligt med en ristet med det hele, som en cocio gør. Her er også det gamle posthus, som i dag huser Sydhavnens teater og kvartershuset med leg og ældregymnastik. 300 meter senere rammer man Mozarts Plads med metrobyggeri, legeplads, drankere og springvand i soppedybde.

Foto: Mette Juul Clausen

Derefter skal man af Mozartsvej for at komme længere ind i bydelen. Mozartsvej, der både huser Karensminde Kulturhus og den grønne kile, hvor de unge sætter slacklines op om sommeren.

Fortsætter man, kommer den lille plads ved Brugsen og Irma og til sidst Valbyparken med de små haver, fodboldbaner, flere legepladser og udsigt til Avedøreværket.

Sydhavnen er kort sagt skabt til, at man mødes.

Hvad med Sluseholmen og Nordvest?
Da jeg en kort overgang befandt mig i et midlertidigt boligeksil i Nordvest, forstod mine venner ikke, at jeg ikke skattede den bydel lige så højt, som jeg skatter Sydhavnen.

“Det er jo lige så meget et gammelt arbejderkvarter, som Sydhavnen er,” sagde de, uden at have fattet en tøddel af det hele. For det handlede ikke om arbejdere eller ingen arbejdere. Jeg er sgu ikke slumromantiker. Det handler om byrum, som skaber liv og fællesskaber. Et område, hvor man vil hinanden, fordi man ser hinanden. Det man glemte, da man byggede Nordvest var netop at bygge de mødesteder.

Den samme fejl har man begået på Sluseholmen, hvor alt byliv er placeret på ét ret trafikeret hovedstrøg. I Ørestaden er der så langt mellem bygningerne, at man højest render ind i hinanden i Fields. Og hvordan skal man så vide, hvem der er en del af ens lokalmiljø, og hvem der er kommet fra Vestegnen med metroen?

Byg som i Sydhavnen
Københavnsområdet kommer i fremtiden til at mangle 73.000 boliger, viser tal fra Boliministeriet. For at kunne følge med tilflytningen, skal der årligt i gennemsnittet bygges 6-7.000 nye boliger i København og Frederiksberg Kommuner indtil 2025. Dem skal private bygherrer i gang med at skabe i samarbejde med kommunerne.

Hvis jeg kan få bare ét ønske opfyldt for de nye boliger, så er det, at man også husker at skabe byrum, når man skaber bydele.

Der må gerne være flere steder som Sydhavnen.