Heartbeats » Musik » Artister » En musikers barndomserindringer: “Vi kunne KUN lide jazz”

En musikers barndomserindringer: “Vi kunne KUN lide jazz”

23. november 2017 | Søren Vestergaard Thiesen

En musikers barndomserindringer: “Vi kunne KUN lide jazz”

Foto: Elizabeth Heltoft

Q.

Hvad har kendetegnet kulturen i dit barndomshjem?

A.

Min far var lidt en skabs-bibliotekar. Han var min litteraturrådgiver. Min mor har malet billeder, så længe jeg kan huske, og begge mine forældre var engageret i den lokale kunstforening. Det var et meget kulturelt hjem, og der var også en rummelighed til, at vi måtte lave vores egen kultur på alle mulige niveauer. Og så var der jo plads til at spille musik og udtrykke sig – uanset, hvordan det lød. Det lød nok ikke så fantastisk, når man er ti år gammel! Men trommesættet og flyglet stod i stuen, i modsætning til de historier, man hører, hvor instrumenterne er gemt væk. På den måde blev det prioriteret, at der skulle være plads til at spille musik. Vores venner kunne også bare komme og spille med. På den anden side var der også snerten af noget elitært, lidt snobbet. Jeg er vokset op med en fornemmelse af, at nogle former for kultur er bedre end andre. Det har jeg siden hen måttet revidere og overveje mange gange.

 

Q.

Hvad var det for nogle kulturformer, der var bedre end andre?

A.

At jazzmusik er bedre end alt andet. Det var mest mine storebrødre, der havde den indstilling, og jeg overtog deres stærke meninger. Det var sådan her: Der er jazzmusik – og så er der alt andet musik. Det er sikkert okay, men det er ikke noget for os. Vi kunne kun lide jazz. Klassisk musik var også godt, men det interesserede os ikke. Mine forældre var ikke lige så slemme. De hørte jazz, men lyttede også til Bob Dylan, Lou Reed, Povl Dissing og andre ting.

 

Q.

Hvordan har din kultursmag udviklet sig siden de tidlige ungdomsår?

A. 

Da jeg var tolv år, fik jeg en Thomas Helmig-plade i julegave af min fætter. Først tænkte jeg, ”hvorfor giver du mig en plade med det hér musik? Er det, fordi du ikke har råd til en jazzplade?” Men altså, jeg blev nødt til at høre den alligevel. Nu havde jeg jo fået den i gave, og jeg havde i øvrigt ikke særlig mange plader i forvejen. Og så var den faktisk god. Jeg nød virkelig at høre den – men det var en overraskelse, at jeg kunne lide Thomas Helmig.

Nogle år senere tog vi til Prince-koncert i København, hvor jeg fik min egentlig vækkelse. Jeg var nitten-tyve år, og efter den koncert måtte jeg erkende, at popmusik bestemt ikke er mindre værdifuldt end andet musik. Efter den koncert kunne mit elitære musik-korthus ikke stå længere. Bandet spillede så oprigtigt og kraftigt – og bare mega fedt hele vejen rundt. Den oplevelse gjorde, at det ikke længere gav mening at snakke om, at en musik slags var bedre end andre.

LÆS ARTIKEL Jacob Bellens: Som barn blev jeg holdt vågen for at se film

 

Q.

Er der noget, du har haft svært ved at forlige dig med som barn, men som du er glad for nu?

A.

Ja, min far var glad for folkedans og spillede harmonika. Det gjorde han til gengæld meget udadvendt og omfavnende, ”Kom så alle sammen! Nu skal vi danse til harmonika!” Jeg har haft nogle perioder, hvor jeg syntes det var virkeligt pinligt og tænkt, far, du spiller så dårligt – hold nu op. Men jeg må indrømme, at jeg siden hen synes, at det var en fantastisk egenskab at have. Altså dét med, at man ikke er bange for at være pinlig og at få noget til at ske i et rum. På det punkt var min far meget frygtløs, og det er jeg meget imponeret over.

 

Q.

Mødes du stadig med familien om kultur?

A.

Begge vores forældre har været meget engageret i amatørteater, kor, folkedans og så videre. Jeg har tit set dem optræde, enten når de har været med i et stykke, en revy eller lignende. Det er meget inspirerende, synes jeg. Men det sker ikke så meget mere. Vores far er død nu, men vores mor synger stadig i et kirkekor, og jeg hører hende faktisk nogle gange. Hun kommer også og ser os ind imellem – vi er jo tre brødre, der spiller musik, så der sker næsten altid noget.

 

Q.

Hvordan har musikken har påvirket dig til at blive den, du er i dag?

A.

Jeg kan bedst illustrere det med en historie.

Jeg havde for nylig en musiker i studiet, som kom ind med en meget forvirret energi. Personen talte om alt hele tiden, og det var nærmest umuligt at føre en samtale. Men da vi så gik i gang med musikken, var spillet præcis, som jeg aldrig hørt før. Det gav god mening, for så er der et sted, hvor det her menneske er i fuld kontrol og føler sig afklaret – og så kan man måske bedre holde ud, at resten af ens liv er kaotisk. Man kunne virkelig mærke, at ”Her er godt. Her er rart at være.” Det var utroligt, og når musikken stoppede, var det ufatteligt, hvordan personen overhovedet havde fået tøj på.

Min pointe er, at det selvfølgelig hænger sammen. Også hos mig selv, det er der ingen tvivl om. Men ikke nødvendigvis i et en-til-en forhold. Det er mere modsat. Lidt ligesom med den kaotiske, men dog præcise musiker. Jeg tror, at hvis man får skabt et musikalsk rum, hvor man føler, at tingene lykkes, går galt eller noget midt i mellem – jamen, så kan det være med til at afklare nogle af de ting, der foregår uden for musikken. Men jeg er nok mere jævn, haha!

 

Q.

Hvad fylder mest i dit nuværende kulturliv?

A.

Jeg går meget til udstillinger. Det er også godt som et socialt værktøj – det er et rum, man går ind i sammen, hvor man slukker sin telefon… og så er man bare der. Man får fri fra sig selv. Og så er det er fedt, at nogen har brugt så meget tid på at male et billede, så vi kan stå at kigge på det. At Van Gogh har givet alt hvad han har, for at jeg kan stå at kigge på det 100 år efter på et lille lærred i et galleri et sted i København – det er vildt, synes jeg.

 

Q.

Hvad ville du sørge for at give videre til dine børn?

A.

Nu har jeg ikke selv børn, men de skulle da have en rummelighed, der gør, at de vil dyrke det, de synes er spændende – uanset hvad det er. Og så er det vigtigt, at man får sig et godt gys og et lille mareridt ind imellem! Tingene er ikke altid, som vi tror, de er.

 

—————-

Fakta: Mikkel Hess (f. 1976) udsender albummet “80 Years” d. 1. december gennem projektet Hess Is More. Gruppen blander jazz, electronica, folk, pop og filmmusik. Han komponerer også musik til film, teater og dans.

Du kan se videoen til singlen “It’s Backwards No Matter What I Do” her:

 

Læs videre