Heartbeats » Musik » Artister » Mister vi musikken, når ghettoerne jævnes med jorden?

Mister vi musikken, når ghettoerne jævnes med jorden?

10. januar 2018 | Ronja Pilgaard

Mister vi musikken, når ghettoerne jævnes med jorden?

Gilli. Foto: Storm Booking

Bassen i den tunge rap, der sivede ud af ghettoerne i USA blev soundtracket, der supplerede billige vodkaflasker i small town Hammel, da vi som teenagere lærte at kysse hinanden. Hvor mange gange har jeg ikke stået foran spejlet og rappet sammen med Yo-Yo, og drømt om at jeg var en bad ass ghetto mama, når hun og jeg sammen nåede frem til linjen: ‘Robbing, stealing, killing at willin, always on the go cause the shit was always loco’?

En sætning, der bare passede rigtig dårligt til den parcelhusidyl, der som alle andre sovebyer også bestod et par brudte kernefamilier, smårapserier og joints i weekenden. Og selvom drengene gik rundt og fantaserede om at være TuPac, og vi allesammen var enige om, at Notorious BIG var den store skurk, havde ingen os en my af en mulighed for at ane noget som helst om den sorte kultur, vi gik rundt og fantaserede om.

Fætteren fra Gellerupparken
Bevares, en af de drenge, der kom i den lokale ungdomscafé havde en fætter i Gellerupparken, som havde hjulpet ham med at ombygge det anlæg, han havde liggende under i scooterens sæde, så det kunne spille ekstra højt. Delene til anlægget havde fætteren skaffet enormt billigt ved at tage dem fra nogle andre scootere og bilradioer, han lige havde liggende i sin kælder. Men det tog vi ikke så tungt, for det betød bare, at anlægget kunne spille højere, når vi chikanerede hele den lokale hovedgade med højlydt druk lørdag morgen klokken 5.

Når de voksne brokkede sig, og fortalte os, at vi altså hyldede nogle frygtelige ting med vores musik, rullede vi naturligvis med øjnene. Og så dansede vi ellers lystigt videre til lyden af skud, vold og stoffer. Som de priviligerede møgunger, vi var, havde vi kun set gode ting komme ud af ghettoen. Det var her, lyden blev født. Og vi havde jo brug for ghettoernes underklasse, for at vi kunne feste.

I dag er det Gilli, Sleiman og Sivas, der skaber underlægningsmusikken til mine somre, selvom jeg heller ikke i dag fatter et ord af, hvad de synger. Min arabiske roomate grinede højlydt af mig, da jeg sagde, at jeg var nødt til at have en ordbog, når jeg skulle forstå bare en smule af det. Hvad betyder ‘para’ for eksempel? Penge, åbenbart. Tak for forklaringen.

Ghettomusikkens sejr ved DMA
Ghettomusikken lever faktisk i bedste velgående i Danmark. Gilli var nomineret i syv kategorier til Danish Music Awards og rendte med to af statuetterne. Noah Carters karriere tog stjernefart, og han spillede på Roskilde, selvom ingen rigtig kendte ham på forhånd fra andet end hans drenges shout outs.

Men selvom det stadig er lyden af ghetto, jeg fester til, bryder jeg mig ikke om synet af den, og jeg vil slet ikke være i den, når det bliver mørkt. Der er grimt i Gellerup, Tingbjerg og Askerød.

Det år, jeg selv boede i Tingbjerg, rasede den første bandekrig. Nogle forsøgte at stene præsten, andre satte ild til biblioteket og busserne stoppede med at ville køre derud efter mørkets frembrud. I min hverdag betød det primært lange gåture i mørket mellem Brønshøj og Tingbjerg, når jeg havde været i byen.

En enkelt gang sprængtes en hjemmebygget bombe i baghaven til det kollegie, jeg boede på, og alle vinduer i stueetagen blev blæst ind. En anden gang var Super Best lukket, fordi butikken igen var blevet røvet. Men ellers mærkede jeg mest bandekrigen i avisernes overskrifter, blå blink om aftenen og de nedbrændte biler, jeg passerede på vej til studiet.

Det var dog nok til, at jeg endte med at pakke mine ting og flytte til Sluseholmen.

Nedrivning af boligblokke
Nu vil statsminister Lars Løkke Rasmussen så til at rive boligblokke ned, for at komme ghettoerne til livs. Det var i hvert fald det store budskab i hans nytårstale.

Og det passer mig godt, at man gerne vil lave en ghetto-indsats, der virker. Guderne skal vide, at der kommer mere skidt end kanel ud af Bispehaven og Mjølnerparken. Og vi gider jo heller ikke selv at se på det. Og vi vil da slet ikke bo der. Selv Sleiman, der om nogen er barn af ghettoen, har skudt sin video til ‘Fundament’ på villaveje, tilsat et par frames af rå beton.

Men midt i ghetto-debatten jeg tog også mig selv i at tænke en af de der fjollede tanker, man ikke deler med andre, fordi den er pinlig. Nu deler jeg den så alligevel her:

– Hvad nu, hvis det betyder, at der ikke er mere ghettomusik til mig? Hvad nu, hvis vred rap og tunge beats kun kan komme ud af den sociale deroute, jeg ellers godt kunne tænke mig at fjerne fra danmarkskortet? Og hvad skal jeg så feste til?

Faren er måske ikke så overhængende endda. Nytårstalen anno 2018 var nemlig tredje nytårstale på 14 år, der varslede et storslået opgør med Danmarks ghettoer. Endnu er der ikke sket det store. Enten har indsatsen været utilstrækkelig eller også er ghettoerne, hvor der jo på godt og ondt er mange levede liv, som formentlig ikke bare lige kan omplaceres, bare møgsvære at få has på. Det samme gælder gudskelov musikken.