Heartbeats » Livsstil » Rejse » Mille og hendes familie har valgt fast ejendom og pensionsopsparing fra: Det koster noget at udleve drømmen

Mille og hendes familie har valgt fast ejendom og pensionsopsparing fra: Det koster noget at udleve drømmen

5. februar 2018 | Mille Sjøgren

Mille og hendes familie har valgt fast ejendom og pensionsopsparing fra: Det koster noget at udleve drømmen

Fotos: Privat

Det er stadig mørkt, idet jeg på en helt almindelig mandag morgen dumper mit paddleboard forsigtigt i vandet fra den husbåd, som jeg bor på midt i den panamanske jungle. Jeg gnider søvnen ud af øjnene og forsøger at få min dovne krop i gang efter lidt for mange glas årgangsrom i går aftes.

Jeg bor på en husbåd, den eneste i Panamakanalen, og de ansatte på båden er alle omkring 25 år gamle.

I går aftes troede jeg øjensynligt, at jeg også var 25 år gammel. Det betaler jeg prisen for i dag.

Det føles lidt koldt, som jeg står her kun iført min badedragt. Det regnede voldsomt i nat, men det er nok alligevel 25 grader varmt. Jeg er nok bare træt. Brøleaberne brøler voldsomt godmorgen højt i trætoppene, og krokodillerne er ved at smutte hjem i seng efter nattens jagt.

Jeg håber, de har haft en god jagt, så de ikke er alt for sultne.

Jeg hopper forsigtigt op på mit paddleboard og begynder langsomt at lade min åre arbejde i vandet på hver sin side. Min nye ven A.J., der er surfinstruktør fra New York, er med mig. Vi lægger hurtigt husbåden bag os og forsvinder ind i junglens mørke af smalle vandveje. Den lavthængende sol maler vandoverfladen flammende orange.

Som jeg står her midt i den panamanske jungle, har jeg ikke brug for andet end mig selv og mit surfbræt. Jeg har hverken brug for et fjernsyn til at underholde mig, en bil i garagen til at køre mig på arbejde eller en masse tjekket tøj fra min yndlingsbutik Etoile.

Intet af det har betydning herude i naturen. Selv forestillinger om økonomisk sikkerhed, pensionsindbetalinger og fast ejendom bliver ligegyldige, når jeg hører min åre ramme vandet.

Jeg ejer kun min egen frihed
Det her er det liv, som jeg har valgt for mig selv og min familie. I dag er vi på en husbåd i Panamakanalen, sidste uge boede vi i et hus på pæle ude i vandet i det tropiske paradis Boca del Toro, og om en uge lander vi i den colombianske storby Medellin.

Vi har også kørt tværs gennem USA i autocamper, rejst rundt i Island, Canada og Costa Rica – alt sammen inden for de seneste fem måneder.

Vi arbejder, går i skole og bor lige der, hvor det giver mest mening for os. Efter min surftur med A.J. er jeg da også nødt til at åbne min computer og arbejde lidt, og ungerne skal undervises over Skype af deres lærer, men det er først senere i dag.

Vores liv indeholder en høj grad af frihed, som jeg har svært ved at se, hvordan vi skulle kunne få, hvis vi havde købt et stort hus i københavnsområdet, havde to biler i garagen og brugte penge på en masse dyre møbler, stilrigtigt tøj til alle sæsoner og 16 forskellige køkkenredskaber, der kunne opfylde vores kulinariske behov på alle tænkelige måder.

Derfor ejer vi heller ikke andet end fire backpacks og en stor taske med mit transportable lydstudie.

Vi har noget skrammel stående på et lager ude på bøh-landet et eller andet sted i Nordsjælland, men det er ikke noget, vi savner, eller ikke kan undvære.

LÆS ARTIKEL FARVEL DANMARK. JEG VIL HAVE MERE UD AF HVERDAGEN

Jeg tænker ofte over, hvilken værdi alle de materielle ting egentlig har? Har de overhovedet nogen?

Det virker grotesk, at vi arbejder solen sort for at skaffe os alle de ting: En ny bil, selvom den gamle virker fint. Et større TV, selvom man allerede har to i forvejen. En hvid skjorte mere at hænge på bøjlen i skabet ved siden af de 20 andre, man har i forvejen.

Forbrug, forbrug, forbrug. Jeg er ikke hellig. Bevares! Jeg har lige købt et par dyre colombianske skindstøvler, fordi jeg ikke kunne leve uden dem. Selvfølgelig kan jeg det, for jeg har ikke engang haft dem på endnu.

Det er heller ikke fordi, jeg ikke gerne vil kunne sidde i en sofa i ny og næ med benene oppe og hygge mig, selvom jeg lige nu ikke ejer en. Jeg vil bare ikke bytte min paddletur i junglen og en hverdag fyldt med oplevelser for en sofa, et nyt fjernsyn og noget pænt tøj, som jeg kan ligge i sofaen i, når jeg ser Vild med Dans.

Jeg var en gang ved at dø, og lad mig sige det, som det er: Når du er ved at dø, tænker du ikke på din sofa, dine biler i garagen eller dit pæne tøj. Du tænker på, om du har brugt dit liv på dejlige oplevelser, og om du har brugt det sammen med de mennesker, du elsker.

Solen står op over junglen
Solen er ved at stå op over den tætte jungles trækroner, og de varme stråler trænger ned gennem løvtaget som klare striber af lys, der rammer vandet, bladene og de to paddlesurfere, der har forvildet sig herind. Jeg vil formentlig ikke blive overrasket, hvis Tarzan om lidt kommer svingende forbi i en lian og råber ååååiiiiååå (eller hvordan han nu lyder).

Jeg padler mig videre gennem denne lille afkrog af Panamakanalen, som jeg for 48 timer siden ikke anede eksisterede. Regnen har ikke helt sluppet sit tag i daggryet, og når jeg kigger til venstre, kan jeg se en stor fed regnbue i en åbning i junglen. Tukaner flyver skrigende forbi mig, og jeg får en klump i halsen over at føle mig så forbundet til naturen.

For nogle er det givetvis et svært valg at skulle opgive alle de her materialistiske ting, og det forstår jeg godt. Det kan føles alt for usikkert at opgive sine fysiske ejendele, fordi det er naturligt at knytte sig til dem, og fordi de symboliserer hjem for mange.

For mig var det bare ikke svært at vælge at bruge de fleste af mine penge på oplevelser og kun en lille brøkdel på den materielle forbrugsfest.

De sidste fem år har jeg boet til leje i et hus i Spanien i møbler, der ikke var mine. Jeg havde selvfølgelig nogle personlige ejendele samt et fantastisk bord, som min argentinske ven havde hjulpet mig med at lave ud af en gammel spansk dør.

Jeg tænkte ofte på, om jeg ville savne noget af det, hvis huset brændte? Det var en nærliggende tanke, da vi var plaget af en del skovbrande i området. Men ved du hvad? Det ville jeg ikke. Der var intet i det hus, jeg ikke kunne undvære. Det skulle da lige være lige min mikrofon og en karrygul velourdragt fra 70erne, som jeg har arvet af min venindes mormor.

Tilvalg
For mig er mine valg dog ikke et eller andet hippie-fravalg af materialistiske ting. Det er et tilvalg af noget andet. Havde jeg både råd til at leve min frie livsstil og købe hus, biler, sofaer, fjernsyn og så videre, gjorde jeg måske det. Det har jeg bare ikke, og så må jeg vælge. Jeg har derfor valgt, at jeg langt hellere vil bruge 1.000 kroner på en weekendtur i junglen end en Kälervase til pynt på ellipsebordet.

Jeg vil også langt hellere bruge 10.000 kroner på at backpacke en uge gennem Grand Canyon, end jeg vil bruge det samme beløb på at købe en ny sofa. Uden at blinke vil jeg også hellere smide min månedsløn efter en stor autocamper og køre på tværs af USA, end jeg vil bruge min månedsløn på termin, indboforsikringer, TV-pakker og vægtafgift.

Fravalg
I alle valg er der selvfølgelig også et fravalg, og der er ingen tvivl om, at jeg også går glip af noget ved at udleve min drøm om et frit rejseliv. Når jeg rejser ud i verden, vælger jeg nemlig også, at jeg ikke kan smovse rødvin med vennerne en onsdag aften og grine, så tårerne triller ned af kinderne. Jeg kan heller ikke hente mine yndlingsniecer fra skolen og kramme dem helt ind til kroppen, når jeg har lyst.

Det savner jeg. Selvfølgelig gør jeg det. Jeg har været væk fra Danmark i seks år, og i den periode har mange af mine venner været gennem skilsmisser, og jeg har ikke kunnet være der nok for dem.

Jeg har selvfølgelig været der på telefon og skype, men lige i de krisesituationer er en lang krammer bare uundværlig. Det gør ondt på mig, at jeg ikke har kunnet give dem det, men jeg håber på, at de vil tilgive mig, fordi de ved, at jeg lever præcis det liv, der giver allermest mening for mig.

Min ven A.J. og jeg er kommet tilbage til husbåden, som i morgensolen ligner, at den er vokset direkte ud af junglen. Skyerne trækker sig sammen igen, og om 30 sekunder høvler regnen sikkert ned på ny. Det regner meget i Panama, men vi er ligeglade. Min mand og jeg leger med vores unger på paddleboards midt i junglen, inden skole og arbejde starter. Vi fisker, vi ror i kajak hen til vandfald, vi griner, vi leger, og vi er sammen.

I morgen er det tirsdag, og vi skal tilbage til Panama City for at finde et lidt stærkere WIFI til at sende nogle store filer fra. Det er også en helt almindelig hverdag. Derefter kigger vi mod nye eventyr i Colombia, som vi kan bruge vores penge på. Jeg har hørt, at der findes en cool lille landsby midt inde i de colombianske bjerge, som jeg meget gerne vil se nærmere på. Det bliver sjovt at have en hverdag der i en uges tid.

LÆS ARTIKEL HVAD ER EN DIGITAL NOMADE? DET ER NOGET ALLE KAN BLIVE

Mille Sjøgren er freelancejournalist og freelancespeaker af blandt andet reklamefilm. Du kan læse mere om hende her millespeak.com, høre hendes podcast “Den digitale nomade” på iTunes og følge hende på instagramprofilerne @millemum og @dignomfam.