Heartbeats » Samfund » Mennesker » Mænd og sorg: Når de stærke smelter offentligt

Mænd og sorg: Når de stærke smelter offentligt

15. november 2017 | Iben Maria Zeuthen

Mænd og sorg: Når de stærke smelter offentligt

Foto: Franne Voigt

Jeg kender tre mænd. Eller. Jeg kender mange, men der er tre der uden at vide det har noget tilfælles.

Den ene er violinist og spiller på en stradivarius til 66 millioner kroner. Den anden er højtbetalt konsulent. Den tredje er journalist og beskæftiger sig med hårdt politisk stof.

Alle tre mænd ligner en million. Alle tre mænd er trænede. Veluddannede. Succesfulde. Ingen af dem beder uden videre andre om hjælp, opsøger læge eller bruger meget tid i rum, hvor de skal beskæftige sig med deres følelser.

LÆS ARTIKEL IBEN ZEUTHEN: MAN DØR IKKE AF AT KASTE HÅNDKLÆDET I RINGEN

Det, de her tre mænd ud over deres tjekkede facade og deres tilsyneladende succes med livet har til fælles, er, at de har fundet et nyt sprog: De har valgt at tale åbent om en stor sorg på en måde, som jeg ikke havde forestillet mig de nogensinde ville gøre.

Sociale medier (åh hvor er jeg træt af det begreb) har længe været under beskydning for at fremelske en ”perfekthedskultur” hvor filtre på billedmedier og opdateringer på skrevne medier, giver andre mennesker indtryk af, at man lever et perfekt liv, som overstiger andres gennemsnitlige livskvalitet. Muligvis. Og det er ikke det, jeg er her for at benægte. Det er efterhånden uinteressant at debattere, idet sociale medier er så integreret en del af vores liv. Filtre og vinklinger på egne oplevelser er en del af vores personlige udtryk.

Men de kan mere end det.

Jeg har de seneste to måneder oplevet, at disse tre mænd har skrevet tre forskellige hjerteskærende fortællinger om deres nyligt afdøde fædre.

De mænd, som jeg kender indgående, og som jeg ved ellers er umulige at få til at åbne op omkring tristheder, skriver pludselig nærmest et essay i eget sprog om sorg – illustreret af falmede billeder af 70er fædre der vasker bil eller kaster med småbørn.

Med sproget bliver sorgen personlig
Jeg er optaget af journalistik, ord, sprog og form. Jeg er optaget af demokratisering af kultur. Og det som er så fint ved de her opdateringer, og som jeg egentlig finder ret spændende er: Tænk at Facebooks lille firkant under ens profilbillede skulle vise sig at være den helt rette form for, at tilsyneladende usårlige mænd tør vise sig sårbare.

Med sproget bliver sorgen personlig. Der bliver taget ejerskab over den. Og man anerkender den ved at sætte ord på. Når man skriver en opdatering på Facebook, er der tale om et menneske, der giver sig selv en stemme. Men med sproget bliver sorgen også almen. Nogle sidder og tænker ”sådan tænkte jeg også da min far døde”, eller ”det minder mig om at jeg skal værdsætte mine forældre, så længe de er her”.

Det præcise, personlige og spontane sprog baner således både vejen for sympati og forståelse men også for genkendelse og fællesskab og kan i den større kontekst muligvis være med til noget så drastisk som at aftabuisere døden. Og nu vi er ved det: hvor er det dog dumt, at døden er så omgivet af tavshed, når nu den bringer skrigende sorg.

Det er legalt at sørge
Jeg kan mærke det på arbejdet. Det bliver meget, meget nemmere at gå hen til frokost og sige ”shit, øv, din far er død”, når nogen selv har taget bladet fra munden og givet deres sorg et sted i verden at være. Ligesom hvis man bærer sort tøj, signalerer man ved at udtale sorgen offentligt, at der sørges, og at det er legalt at sørge.

Næste skridt bliver forhåbentlig, at vi i kommentarfeltet tager sproget tilbage fra emojiernes verden og ikke bare indsætter tre hjerter eller bøjer ”kondolerer” forkert i nutid, men øver os på at formulere de tanker, der knytter sig til beskeden om nogens sorg.

Berøringsangst har også sit eget sprog. Kondolerer og hjerter vidner om distance. Brug sproget. Sig det som det er. Nogen er død. Det gør mig ondt. Jeg er ulykkelig på dine vegne. Det er synd for dig, at du skal det igennem, men jeg tror på dig.

Fædre og sønner, mødre og døtre
Og så er der en sidste ting, jeg tænker, og som jeg dårligt tør kaste mig ud i at sige, men som jeg siger alligevel med et paradoksalt håb om at ingen læser det her. For i disse ligestillingstider er det jo fandeme nærmest mineret område at beskrive, MEN:

Der er noget særligt over fædre og sønner. Ligesom der er over mødre og døtre. Der er noget tilbagevenden, noget tryghed, noget grundfint i de forhold, der baseres på at dele køn med en forælder.

Der er nogle gange en særlig tilknytning at hente. Livets første identitetsfælle. Den person man grundlæggende bygger sin identitet (i det her tilfælde som mand) op omkring.

Jeg ved det ikke med sikkerhed, men måske kan det tænkes, at forholdet mellem far og søn og mor og datter er mere behøvet i de her år, hvor alt (og det er også tiltrængt) er til forhandling.

Jeg er nogens datter. Hun er min mor. Slægtskabet. Identitetsbåndet. Mand til mand eller kvinde til kvinde. Det rører mig at se det bånd tydeliggjort i stærke mænds sårbare beskrivelser af deres maskuline forbillede. De mænd, jeg kender, bliver pludselig børn, der skal lære livet af deres far.

En sorgforskrækket kultur
Med den succesfulde mand der offentligt sørger over tabet af sin far, vender vi både blikket mod fremtiden og mod fortiden. Mod den stærke mand der også kan være sårbar. Og mod urslægten, der nedarves fra far til søn. Den kan ikke erstattes af hverken mødre, kærester eller psykologer. Alt dette udtrykt i et medie som kraftigt beskyldes for kun at formidle det modsatte, nemlig den rene nutidslykke.

Jeg tror, at Facebook på det her punkt er med til at genforhandle tesen om den usårlige maskuline succes. Idet profilteksten som form tilbyder den fornødne kontrol over egen sårbarhed.

Ikke mindst tror jeg, at sociale medier kan være med til at aftabuisere døden i en sorgforskrækket kultur.

LÆS ARTIKEL DA JEG VAR 24 DØDE MIN VENINDE AF KRÆFT