Heartbeats » Musik » Lydekspert Giles Martin holder Beatles’ musik evigt ung

Abbey Road Studios: Lydekspert Giles Martin holder Beatles’ musik evigt ung

19. december 2017 | Søren Vestergaard Thiesen

Lydekspert Giles Martin holder Beatles’ musik evigt ung

Foto fra Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band, albumcover

”Da jeg arbejdede på noget Beatles-materiale, kom Paul McCartney og spurgte mig: ”Hvad er det her?”, og jeg svarede, det var ’Help’. ”Ja, det kan jeg godt høre,” sagde han, “men det lyder jo som originalnummeret. Hvad er det lige, vi betaler dig for? Vi betaler dig for at flytte grænser for, hvad der er muligt,” fortæller Giles Martin. Han er en af de få, der jævnligt får lov at pille ved den britiske musikarvs hellige gral:

The Beatles.

For Beatles-musikken er under stadig udvikling, og det er Giles Martin, der er ansvarlig for, at det sker. Den gamle musik skal lyde ny, frisk og anderledes.

Det er de grænser, som Paul McCartney bad ham flytte.

Vi møder den erfarne producer i det legendariske Abbey Road Studios i London, hvor optagelserne til langt de fleste Beatles-album er indspillet – og somme tider skrevet.

Udefra ligner bygningen ikke noget særligt, og som uvidende ville man ikke ane, hvilken kulturhistorie, der gemmer sig bag facaden. Det første, øjnene møder, er det lille hvide, georgiske hus med seks vinduer. En rimelig størrelse. Ikke noget videre imponerende. I stedet er det metalgitteret og de mange hilsner på muren udenfor, der afslører, at hér foregår noget særligt. Hver eneste dag skrives så mange hilsner til Paul, John, George og Ringo, at muren, der holder nysgerrige blikke bort, må overmales med hvid maling hver tredje måned. Lag, på lag, på lag.

Og flere lag maling er netop, hvad de gamle musikoptagelser, Giles Martin er hyret til at udvikle på, gennem tiden er blevet udsat for. Ved at overføre lyden fra analoge optagelser til bånd, cd, senere mp3 og andet, er man kommet langt væk fra den oprindelige lyd.

”Det var en nem opgave at arbejde med Sgt. Pepper-albummet”
Den seneste lag maling, Giles Martin er gået i gralen for at fjerne, er i remastereringen af Beatles-albummet ’Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band’. En opgave, han selv beskriver som ”nem”.

”Folk tror, at musik bliver for gammelt. Men det gør det ikke. En optagelse er som et stillbillede af en tid, og i Sgt. Pepper-tilfældet var bandmedlemmerne 26 år gamle, da de skrev det, og uanset om de kan lide det eller ej, er de 26 år gamle på den plade for altid. Mit job i den sag er at gå tilbage i tiden til de originale, analoge optagelser, som faktisk lyder friske. Gennem tiden er de analoge optagelser overført til nye generationer af lagringenheder, og det har medført mange lag af båndkompression, som skubber lytteren længere og længere væk fra den oprindelige lyd. Og den lyd var god, så i virkeligheden gør jeg mindre i mastereringen, end andre før mig har gjort.”

’Masterering’ og ’remasterering’ betyder, at man tager en sang og justerer balancen mellem høje, mellem og dybe toner. Giles Martin forklarer, at da Sgt. Pepper-albummet blev indspillet, var man nødt til at fjerne de dybe bastoner, da nålen på pladespilleren ellers ville hoppe for meget ved afspilning, og optagelsen blive ødelagt. På hans remasterering i 2017 af albummet kan man faktisk høre de dybe toner i lyden, som ellers lød ”fladt” på originaludgivelsen.

Foto: Mikserpulten - en producers yndlingsværktøj. Denne 96-kanalers model står i Studio Three, hvor Pink Floyd bl.a. inspillede store dele af Dark Side of the Moon

Foto: Mikserpulten – en producers yndlingsværktøj. Denne 96-kanalers model står i Studio Three, hvor Pink Floyd bl.a. inspillede store dele af ‘Dark Side of the Moon’ og ‘Wish You Were Here’-albummene (Søren Vestergaard Thiesen)

Selv sammenligner han pillearbejdet ved de gamle albums med restaureringen af et maleri.

”Jeg skal ikke male et overskæg på Mona Lisa, selv om hun sikkert ville se godt ud med moustache,” siger han og griner. “Men at arbejde med så ikonisk et album er en svær balance mellem frihed og selvkritik – altså, man skal spørge sig selv: hvorfor gør jeg det her? Og det skal man kunne svare på.”

Disse restaureringsopgaver, som ville få enhver musikelsker til at ryste på hånden og sveden til at dryppe i tykke stråler, har han svaret på og løst herinde – bag muren, gitteret og den hvide bygning.

Og inden for og bag facaden til rockmusikkens Mekka slår man dørene op og en smal, lang gang kommer til syne. Det lille hvide hus virker med ét ikke så lille mere, og som en myretue åbner huset sig og afslører et netværk af krogede gange, der går op og ned, til højre og venstre.

Her fletter teknikere, musikere, arbejdere, producere, konger og dronninger sammen i én stor pilgrimsvandring fra rum til rum. Gangene er brolagt med minder fra de mange verdensstjerner, der været her. The Beatles, The Who, Pink Floyd, Radiohead, Amy Winehouse, Coldplay, Oasis, Blur – foruden filmmusik til Star Wars og Ringenes Herre. Og listen bliver ved.

Da George Martin mistede hørelsen
Men det var aldrig meningen, at Giles Martin skulle ende her.

Faderen George Martin, den verdensberømte producer bag stort set alle Beatles-album og derfor kendt som “den femte Beatle”, havde bedt sønnen om at få sig ’et rigtigt arbejde’. Men skæbnen ville det anderledes, og da faderen mistede hørelsen, og ikke ville fortælle omverdenen om sit handikap, blev sønnens arbejde i stedet at være sin fars manglende øre i studiet. En førerhund, siger han selv, 15 år gammel.

”Jeg lagde ikke rigtigt mærke til, at jeg i så ung en alder blevet hevet ind i den her verden. Faktisk var det rart, fordi min far aldrig var hjemme, eftersom han rejste og arbejdede konstant. Og pludselig havde han brug for mig. Det var en ret stor ting som teenager,” fortæller han.

Sir George Martin døde sidste år, 90 år gammel.


Kunstnerisk refleksion på gåtur

I dag er Giles Martin fuldblodsproducer, komponist, musiker, lydtekniker, kan rigtig meget med lyd og hvis evner udnyttes i højtalerfirmaet Sonos, hvor han udfylder rollen som Sound Experience Leader.

”Det er mest en amerikansk titel,” leer han og forklarer:

”Mit job betyder egentligt, at alle beslutninger om vores produkters lyd går igennem mig. Det er vigtigt, fordi vores teknikere, som arbejder meget videnskabeligt med lyd, ikke nødvendigvis har øre for, at selv om lydmålinger er korrekte, kan det stadig lyde forkert.”

Lydmåling betyder hvordan en højttaler f.eks. gengiver det stykke musik, man har sat den til at spille. Højtaleren skal afspille musikken uden at ’farve’ lyden, som fagfolkene siger. Det betyder, at musikken skal lyde så ens som muligt, uanset om man hører den på et par højtalere, som koster i nærheden af en årsløn, en bluetooth-højtaler i dit køkken – eller i din bil.

”Jeg husker, når Elton John sad herude i sin Bentley og hørte musik, så hele øsen rystede,” siger han med lige dele foragt og fornøjelse i stemmen.

For Giles Martin er en først og fremmest en vaskeægte brite, hvis tørre humor og selvironi, trods statussen som én af myretuens største figurer, hiver ham ned i øjenhøjde. Pudsigt nok måtte selv hans egen far heller ikke få lov at høre musik i huset, – det havde konen bandlyst – så også han måtte se sig henvist til bilen.

Men det giver faktisk mening, siger han og understreger, at det ikke nytter noget, at musikken kun lyder godt på ét helt bestemt type anlæg. Uanset, om man har det bedste lydudstyr til rådighed, er det vigtigt at prøve sin musik af på forskellige typer musikanlæg.

Selv hvis man hedder Elton John.

”Mit andet job, som rendyrket musikproducer, er at inspirere musikerne til at yde så godt som muligt, vælge det rigtige udstyr og sparre med kunstnerne. Men nogle gange kan alene omgivelserne hjælpe. Jeg tror på, at historien ræsonnerer i et rum som Studio Two,” siger han og mindes, da han remastererede Beatles-sangen ’I Am The Walrus’. Da arbejdet – troede han – var bragt til ende, syntes han selv, han var et geni: trommerne var kraftfulde og ”det hele sparkede røv”. For sammenligningens skyld satte han den originale skive på og opdagede, at lyden var virkelig dårlig – men underligt nok lød den oprindelige upolerede optagelse alligevel meget bedre.

Selv om han først og fremmest er producer, der skal sørge for, at tingene ‘sparker røv’, føler han alligevel, at hans to jobs og arbejdsopgaver flyder sammen i arbejdet for Sonos. Her skal han samle al sin erfaring som musiker, producer, komponist og lytter og bruge den til at justere en højtaler, som i sagens natur skal gengive den musik, han holder af.

Som alle professionelle mennesker, uanset arbejdets størrelse, synes Giles Martin også, at det er svært at gå på kompromis. Han skal pakke sine mangeårige lærepenge sammen og lægge noget fra, når han skaber en højtaler. Sparegrisen har ikke plads til alle mønterne, men det generer ham ikke.

”Dyre studiehøjtalere er ligesom en dyr sportsbil. Den er en pine at køre rundt i hver eneste dag. Vores højtalere er pålidelige og bygget til at kunne spille den musik, man elsker, uanset hvad det er,” fortæller han.

Og for at nå til det niveau, hvor han er tilfreds med sit produkt – en højtaler, et stykke musik eller album – så kræver det ind imellem, at han ikke er i sit vante arbejdsmiljø. På visse dage kan han sidde op mod tolv timer foran pulten, og så kan selv den mest erfarne lydbruger ende med at lytte sig døv på sit produkt.

Hvad er Giles Martins løsning? At gå sig en tur.

”Det handler om, at jeg især som producer møder en forventning om, at folk regner med, at jeg gør noget. Nogle vil have mig til at gøre skøre ting, og hvis jeg skal derud, bliver jeg nødt til at tage en tænkepause og gå en tur med min hund og finde ud af, hvordan i alverden jeg løser den her opgave. At gøre skøre ting med omtanke og en smule galskab kræver, at jeg tænker tingene igennem. Det giver mig luft til at tænke på, hvad det er vi har gang i. Generelt er vigtigt, at reflektere over, hvad man laver – specielt kunstnerisk, og det får jeg plads til på mine ture,” siger han.

Et spøgelse fra fortiden
Men inden vi forlader Abbey Road Studios med Giles Martin, dykker vi ned i, hvad man med rette kunne kalde myretuens hjerte: Studio Two. Studiet, hvor Beatles vendte op og ned på forholdet mellem musiker og producer – og i processen gjorde rummet til sin legeplads.

Her præsenteres vi af en marketingsansvarlig person for en video, der som et vindue til fortiden holdes op præcis foran det udsnit af rummet, vi kigger på og samtidig beskuer gennem den lille iPad-skærm.

Herinde, ved trappen i hjørnet, sidder en mand og spiller på sin guitar. Synger. Vipper foden i takt til musikken.

Tap, tap, tap.

Blackbird singing in the dead of niiight …”

Hans ven kommer ned ad trappen og afbryder ham. Videoen zoomer ind. Det er svært at høre, hvad de taler om. Som stemmer, der for længst er blevet glemt. Et liv, der ikke er her længere.

Vi er nu helt tæt på. Og få meter fra os sidder Paul McCartney og spiller guitar. Men inden han bliver afbrudt, synger vennen, George Harrison, kor på nummeret ’Blackbird’.

Det gør han ikke på den optagelse, vi i dag kender på albummet ’The Beatles’ fra 1968. Den korstemme er i dag forsvundet i den enorme mængde optagelser, som The Beatles forkastede efter lange eksperimenter og endeløse natter her i Studio Two i Abbey Road Studios, London.

På den ikoniske optagelse står møblerne præcis som for 40 år siden.

I et kort øjeblik tror vi på spøgelser.

Foto: Søren Vestergaard Thiesen

Foto: Abbey Roads “Studio Two” (Søren Vestergaard Thiesen)

 

Heartbeats var inviteret til London af Sonos.