Kan Sex & The City komme i vejen for en politisk karriere?
Radio & podcast
menu-close

Kan Sex & The City komme i vejen for en politisk karriere?

23. marts 2018 |

Cynthia Nixons modstander bruger Donald Trump som skræmmeeksempel på, hvorfor tv-kendisser ikke skal have politisk magt.

Uddannet ph.d. i amerikanske studier fra State University of New York og har undervist på danske og amerikanske universiteter. I 2014 udgav han bogen 'Branded Women in U.S. Television: When People Become Corporations', om hvordan amerikanske tv-programmer bruges til markedsføring.

Cynthia Nixon (til venstre) stiller op som guvernør i New York. Foto: HBO

New York er ikke den mulighedernes metropol, Cynthia Nixon voksede op i.

Det fortæller den tidligere tv-stjerne i en kampagnevideo, hvor hun går rundt i New Yorks gader.

Videoen viser også hende og hustruen i privaten midt i morgenhyggen med børnene, før familien skal ud ad døren.

Cynthia Nixon mener, at byens nuværende guvernør Andrew Cuomo bærer en stor del af skylden for dette og annoncerer med videoen sit kandidatur til guvernørvalget til november i New York.

Umiddelbart kender de fleste Cynthia Nixon som skuespilleren, der spillede den ambitiøse og evigt konfronterende advokat Miranda Hobbes i tv-serien Sex and the City – et popkulturelt fænomen, der bredte sig som en steppebrand i senhalvfemserne og begyndelsen af nullerne.

Ronald og Arnold
Når kendisser søger politiske erhverv, starter det ofte en længere debat blandt vælgerne, hvor nogle kalder det en falliterklæring for demokratiet, mens andre accepterer det som en naturlig konsekvens af vores kendisbesatte samtid.

Kendisguvernører er på ingen måde noget nyt fænomen; Arnold Schwarzenegger var guvernør i Californien, ligesom den daværende skuespiller Ronald Reagan blev det, og den tidligere bryder Jesse Ventura fejede den gamle garde væk, da han stillede op til guvernørvalget i Minnesota.

Man kan jo spørge sig selv, om det nødvendigvis er værre at få stemmer og potentiel indflydelse, fordi man er kendt fra tv-skærmen, end hvis man sikrer sig enorme kampagnebidrag fra virksomheder og foreninger, som man til gengæld bagefter skylder et par tjenester – en beskyldning der i hvert fald rettes mod Andrew Cuomo og hans over 30 millioner dollars i kampagnemidler.

Slås i hartkorn med Donald Trump
Cynthia Nixons kampagne kritiseres ikke desto mindre som endnu et forfængeligt kendiskandidatur, som angiveligt er præcist det modsatte af hvad amerikanerne, i dette tilfælde new yorkerne, ifølge flere kritikere har brug for.

En af disse kritikere er Andrew Cuomos valgkampsanalytiker Jefrey Pollock, som har udtalt (selvfølgelig med en rimelig klar aktie i valgkampen), at vælgerne ikke er til fals for Hollywood-guldstøv.

De ønsker i stedet kompetente politikere på posten, og fremhæver, ligesom så mange andre i debatten, Donald Trump som et skræmmende eksempel på, hvor galt det kan gå.

Politisk erfaring
Umiddelbart er Cynthia Nixon dog på ingen måde nogen Donald Trump.

For det første er hun ligesom Andrew Cuomo demokrat, så vi har altså at gøre med et internt opgør i partiet.

For det andet har hun godt nok lige så lidt dokumenteret erfaring med realpolitik som Donald Trump – altså ingen, men politik og arbejdet for forandringer er på ingen måder fremmede for Cynthia Nixon.

Ifølge hendes kampagnehjemmeside, har hun været aktivist i næsten tyve år, hvor hun blandt andet har kæmpet for bedre finansiering af folkeskoler, og bedre adgang til uddannelse for alle børn og unge, uanset hudfarve og økonomisk baggrund.

Derudover har hun arbejdet for LGBT-rettigheder og kønsligestilling, blandt andet ved at lave fundraising for politikere med en progressiv politik på minoritetsområdet, og ved at repræsentere aborttilhængerne Planned Parenthood i New Yorks hovedstad Albany.

Længere ude på venstrefløjen
På navnegenkendelse og rygter om kandidatur alene, vel at mærke før hun formelt annoncerede sit kandidatur, fik Nixon opbakning fra 19% af vælgerne i en nylig meningsmåling, mod Cuomos 66%. Men Jefrey Pollock har dog ret så langt, at tidlig navnegenkendelse hos vælgerne ikke nødvendigvis spiller den store rolle – så ville USA’s politiske historie se meget anderledes ud.

Nixons dagsorden befinder sig, som mange andre aktivistiske demokraters, længere ude på venstrefløjen end Cuomos, som blandt disse aktivister ses som systemets mand – en midtsøgende pragmatiker, som ikke er tæt nok på new yorkernes dagligdag.

Cuomo har dog med sit fokus på at hæve mindstelønnen på betalt barselsorlov og gratis collegeuddannelse for middelklassefamilier flyttet sig længere til venstre de senere år.

Bedre subway
For at understrege forskellen mellem Cuomo og sig selv, beskæftiger Nixons kampagnevideo og -hjemmeside sig således også med mere ”jordnære” emner, som at få repareret New Yorks subwaysystem, der ofte kører langsomt, uregelmæssigt eller slet ikke.

Hendes mærkesager som guvernørkandidat tæller desuden reducering af fattigdom og massefængsling af unge, og generelt mere fokus på indkomstuligheden i delstaten New York, som nu er blandt de amerikanske delstater med højst ulighed.

Måske den mere pudsige krølle på halen i forhold til hendes potentielle dobbeltrolle som tv-stjerne og politiker in spe, er hendes kampagneløfter om at hjælpe de lavindkomstgrupper og økonomisk udsatte familier, som ofres når gentrificeringens og storkapitalens kræfter hæver huslejer og smider folk på porten for at bygge endnu en penthouselejlighed.

Hendes tv-serie blev ofte beskyldt for at udelade dette segment af den konsumfantasi Sex and the City også var, hvor fire hvide singlekvinder levede en mestendels velhavende, forbrugsbesat og ”hvidvasket” livsstil, og hvor ikke-hvide mennesker kun kortvarigt blev inkluderet, og sikkert fremstillet stereotypt.

Lavindkomstgrupper fandtes stort set heller ikke i Sex and the City, i en by, som i virkelighedens verden er ekstremt sammensat både racemæssigt, indkomstmæssigt og på alle mulige andre måder.

Men det var jo altså også bare en rolle hun spillede. Ligesom Donald Trump spillede en forretningsmand med overblik og styr på det hele i realityprogrammet The Apprentice.
Man må håbe, vælgerne kender forskel på fiktion og virkelighed når de skal stemme til november.

PODCAST HØR PETER BJELSKOUS SERIE POPREFLEKSIONER

LÆS ARTIKEL KAN VI LÆRE NOGET AF USA? JA GOD SERVICE

Peter Bjelskou

Uddannet ph.d. i amerikanske studier fra State University of New York og har undervist på danske og amerikanske universiteter. I 2014 udgav han bogen 'Branded Women in U.S. Television: When People Become Corporations', om hvordan amerikanske tv-programmer bruges til markedsføring.