Heartbeats » Samfund » Mennesker » Kan jeg stadig nå at blive Thomas Uhrskov? Og er der en studievejledning for folk over 30?

Kan jeg stadig nå at blive Thomas Uhrskov? Og er der en studievejledning for folk over 30?

3. april 2018 | Sisse Sejr-Nørgaard

Kan jeg stadig nå at blive Thomas Uhrskov? Og er der en studievejledning for folk over 30?

Sisse Sejr-Nørgaard har drømt om at blive Thomas Uhrskov, siden hun var 12. Derfor har vores grafiker været så sød at placere hendes hoved på hans krop.
Foto: Privat og Uhrskov.dk. Fotomontage: Mathias Kølben

Ofte læser jeg om unge mennesker. De helt unge.

Altså dem som endnu ikke ved, at nogle af os har en hajtand i lædersnøre i kommodeskuffen (som aldrig igen må se dagens lys) efter post-gymnasieturen til eksotiske destinationer.

Og når jeg læser om dem, så ligger de ofte under for det enorme pres, der ligger i at skulle vælge deres studieliv helt korrekt, for ellers går deres fremtid op i flammer.

Og det er fucking synd.

Men sorry, hvor ligger studievejledningen for voksne, og hvor går man hen, når man ikke aner, hvad man vil med sit liv?

Som jeg så det, så var det meningen, at 20’ere skulle bruges til at finde ud af, hvad man skal være og få sin fod indenfor. Så kom 30’erne og med dem muligheden for at at udleve de store ambitioner. Hvad der sker derefter er rent blær.

Men hvad gør man, når man står i 30’erne og stadig ikke aner, hvad man vil?

PODCAST HELT ÆRLIGT MOR. SKAL BØRNENE PACES TIL KONKURRENCESAMFUNDET?

Jeg har ikke været særlig gammel, måske 12 år, da jeg sad på forsædet i min mors bil og proklamerede på vej hjem fra skole, hvad min karriereplan var.

Jeg skulle færdiggøre folkeskolen, videre i gymnasiet og så ind på journalisthøjskolen, for så at have mit første faste arbejde som 25-årig. Senest.

Smart på ski
Dengang var mit klare mål med at være journalist at overtage Thomas Uhrskovs job.

Hvis du er over 30, kan du helt sikkert huske ham.

Han stod på ski, åh hvor han stod på ski.

Så uendeligt nonchalant; med ben så samlede, at du ikke ville kunne flå et ark papir ud mellem dem. Og han gennemhadede snowboardere for at være den Pokemon-agtige-dille de viste sig ikke at være.

Han fik løn (og en smart gul skijakke) for at blære sig på den friske kanal, Tv2, og så var han bare fed.

Jeg var klar til at være ham.

Droppede ud et par gange
Jeg stod – og står – blændende godt på ski, og min drøm var, at han en dag ville trække sig tilbage og ringe til mig. Men først skulle jeg lige være klar til det.

Som med så mange planer i livet, glemmer man ofte at inkooperere afstikkere.

Jeg var for eksempel lige ved ikke at starte på journalisthøjskolen, fordi jeg troede, at jeg skulle spille musik, men kom så ind alligevel og var… Ja alt for ung i forhold til mine studiekammerater.

Hvilket også resulterede i at jeg droppede ud et par gange. Jeg arbejdede på barer, spillede musik, boede i udlandet, kørte taxa en overgang og overvejede meget efter en praktiktid på en formiddagsavis, om journalistikken overhovedet var for mig.

Men da jeg var 25, skrev jeg under på et fast arbejde som journalist og på den måde landede jeg som forudset.

Men hvad så.

Hvad skulle jeg så?

Alt efter 25 var ren kvantefysik
Som 12-årig kunne jeg på ingen måde se længere end 25 år. Det var mållinjen. Og mållinjen lå så uendeligt langt væk, som et hvidt lys for enden af en tunnel, man endnu ikke er nede i, men kun aner svagt et sted for enden af motorvejen.

Alt efter 25 var ren kvantefysik. Umuligt at beregne.

Og derfor stod jeg pludselig som 25-årig uden en ide om, hvad jeg egentlig ville nu.

Det er 10 år siden, at jeg var 25. 10 år siden min karriereplan sluttede, og jeg er i dag i gang med overtid.

De sidste 10 år har været et sandt joyride, for nu at citere Roxette. Som Thomas Uhrskov sikkert går og gør hele tiden.

Jeg har fået så mange vilde oplevelser, frugtbare muligheder og fede succeser, samt grædt mig selv i søvn, bidt i en stresshovedpude hos psykologen og drukket så mange nytteløse kopper kaffe. Jeg aner stadig ikke, hvad det er jeg vil.

Og der er – måske bare i min verden – en skam forbundet med ikke at ane hvad man vil. En slags privilegeret i-landsproblem for forkælede hvide voksne med muligheder og godt lønnet arbejde.

Et mål i livet, tak
Som 30-årig havde jeg været arbejdet med alle medieplatforme. Som 35-årig lever jeg godt af at lave lige præcis de ting, som jeg vælger selv, og derudover har jeg tid til at lave projekter, som jeg ikke får løn for.

Hvad vil jeg mere?

Et mål i livet.

Helt ærligt. Jeg mangler en ro til at finde ud af, hvad det er jeg egentlig er god til. En følelse af harmoni, når jeg siger nej tak til noget, fordi jeg ved, at det er det, jeg arbejder med og har mellem hænderne, som er mit sande kald.

Måske er det bare en klassisk trediverkrise. Måske er det bare mig, der overreagerer. Men helt ærligt, så ville det være en kæmpe hjælp, hvis Thomas Uhrskov ringede nu.

Jeg har været klar i 10 år.

PODCAST 30ÅRSKRISEN – HØR ALLE AFSNIT HER