Sådan blev sodavandsflasker med læbeaftryk og brugte biografbilletter til verdens måske mest romantiske museum
Radio & podcast
menu-close

Sådan blev sodavandsflasker med læbeaftryk og brugte biografbilletter til verdens måske mest romantiske museum

14. februar 2018 |

Uskyldens Museum er et af verdens mest sanselige steder. Men alt i huset, der ellers fremstår så hudløst ærligt, er opspind.

Har læst kunsthistorie og museologi på Københavns Universitet. De seneste år har hun blandt andet opholdt sig Det Danske Institut i Rom for at studere "atmosfære" og arbejdet med udstillinger på Kunsthal Charlottenborg.

På et bakket gadehjørne hævet over Istanbuls havn gemmer et smalt, rustrødt hus på et skatkammer af en udstilling.

Uskyldens Museum, hedder det.

En udstilling i et privat hjem, hvor hverdagsgenstande omhyggeligt opstillet i montrer fortæller en ensom mands tragiske kærlighedshistorie. Ting, film- og lydglimt fra fortidens øjeblikke ophober sig i alle husets kroge og lader os komme helt tæt på et fremmed menneskes mest personlige erindringer – og måske på samme tid huske vores egne.

Men hjemmet og alle dets fortællinger er fiktion spundet af forfatteren Orhan Pamuks frie fantasi.

I virkeligheden er huset i Istanbul én stor iscenesættelse af historier, følelser og rum. En blanding mellem et kunstværk og et museum, der snyder os og sniger sig helt ind under huden på os på en helt uvant måde.

Jeg besøgte Uskyldens Museum med mine forældre sidste forår, og siden har jeg slet ikke kunne ryste oplevelsen fra det mærkværdige museums-hjem af mig.

Historien om Kemal
Rejsen til Uskyldens Museum starter længe inden flyturen til Tyrkiet. Min gjorde i hvert fald.

Nobelprismodtager Orhan Pamuk, der står bag museet, har nemlig skrevet en roman af samme navn.

Den fortæller historien om manden Kemal i Istanbul, der bruger sit liv på at jagte sin ungdomskærlighed: Den yngre, fortryllende, forvirrende Füsun.

I årevis besøger Kemal Füsun hos hendes familie i deres rustrøde hjem, mens han håber, at Füsun en dag vil have ham.

I afmagt begynder Kemal at samle alverdens ting sammen, der kan minde ham om Füsun. Cigaretskodder, sodavandsflasker med læbeaftryk, saltbøtter fra familiens spisebord, brugte biografbilletter og øreringe lister han i lommen for at kunne tage en lille smule af Füsun med sig hjem og kunne føle sig lidt tættere på hende.

Efter mange år på den måde får han hende omsider overtalt til at gifte sig med ham, men det viser sig, at Füsun er dybt ulykkelig. Bryllupsrejsen ender brat, da Kemals brud med fuldt overlæg kører sig selv ihjel.

Herefter fordyber Kemal sig i minder og gør alt for at bevare Füsun ved at udstille alle de genstande, han har samlet sammen. Han indretter et museum i familiens tidligere hjem, på bakken over Istanbuls havn.

LÆS ARTIKEL MÆND OG SORG. NÅR DE STÆRKE SMELTER OFFENTLIGT

Jeg læste Kemals historie i min seng på Østerbro. Mange vinteraftener hev bogen mig langt ind i den ulykkelige kærlighedshistorie, og som gode bøger kan, opbyggede den levende billeder inde i mit hoved. Når jeg læste, var jeg i Istanbul på cafeerne med små søde kopper the og under mågeskrigende fra Bosporusstrædet.

Men jeg var samtidigt kastet tilbage til min egne ungdomsår. For fortællingen om Kemal fik mig også til at huske, hvordan det føles at være forelsket på den forvirrede måde. Og den fik mig til forestille mig, hvordan det er at miste den, man elsker allermest.

Når fiktion føles helt ægte
Da jeg nærmede mig huset på en stejl bakkegade i Istanbul med mine intetanende forældre, blev historien, jeg allerede havde et ret personligt forhold til, underligt levende. Pludselig kunne jeg helt bogstaveligt tage i håndtaget og træde ind i Kemals verden.

I en fremmed by i et ukendt, mærkværdigt smalt hus, kantede jeg mig gennem de små etager og genkendte den ene genstand efter den anden.

Aldrig før har jeg følt mig så hjemme på et museum. Og sjældent har jeg alligevel været så forvirret.

For på Uskyldens Museum opstår det store twist i øjeblikket, hvor man forstår, at både museum og bog er fiktion. Füsun har aldrig eksisteret. Familien, hvis spor man kan se overalt på museet, har aldrig sat sine fødder her. Alt i huset, der ellers fremstår så hudløst ærligt, er opspind.

Surrealistiske forestillinger
Jeg selv vidste det faktisk allerede før jeg åbnede Orhan Pamuks bog om Uskyldens Museum. Men på turen gennem museet fik jeg alligevel en surreel oplevelse af, hvordan mine egne minder og forestillinger, forfatterens fantasi, de fiktive personers liv og den målbare, fysiske virkelighed gled sammen og opløste sig i hinanden.

Min mor, som jeg havde lokket med til Istanbul, havde også nysgerrigt læst bogen om Kemal inden museumsbesøget. Men jeg havde fuldstændigt glemt at fortælle hende, at historien var ren fiktion. Først flere etager oppe i museet gik det pludselig op for hende, at fortællingen var falsk.

Hvis mit besøg i Uskyldens Museum føltes små-underlig, kan min stakkels mors oplevelse måske beskrives som total forvirring. Hendes hoved slog knuder på sig selv i forsøget på at fatte, hvordan det hjem, hun gik rundt i, faktisk slet ikke fandtes. En seriøst vanskelig øvelse i pludseligt at skulle adskille den fiktion og virkelighed, der i hendes forståelse havde været én og samme ting.

Vi er slet ikke så forskellige
Udstillingen i Uskyldens Museum er opbygget af lydklip, fotografier og omhyggelige opstillinger af en kæmpestor mængde hverdagsobjekter.

De mange genstande og dimser er en slags fiktive vidner om Füsuns eksistens, som breder sig over alle husets hjørner. Den ene væg er beklædt af nøje ophængte, læbestiftsmærkede cigaretskodder og på rækværket til trappen hænger familiens mange saltbøsser som perler på snore.

I udstillingsmontrerne er opstillinger af tekopper, citronlikørflasker, lommetørklæder, hårklemmer og ure, der er gået i stå.

Ingenting af det udstillede er unikke kunstværker eller fascinerende, sjældne sager. Alle museets genstande er noget, vi udmærket kender fra vores eget liv. Og det giver os en særlig intim erfaring med museumsgenstandene: De minder os om vores eget liv og skubber vores private minder i gang, når vi møder dem i Uskyldens Museums stemningsfulde omgivelser.

På den måde bliver besøget i Uskyldens Museum også et finurligt møde med vores egen historie. Det forstærkes af, at der ingen steder i huset er vist billeder af Kemal, Füsun eller de andre personer fra romanen. Manglen på ansigter efterlader en slags tomrum, som man hurtigt begynder at udfylde med billeder af mennesker, der har spillet en rolle i ens eget liv.

Teatralske miljøer
Uskyldens Museum er et sanseligt sted. Man bevæger sig gennem et gammelt, knirkende hjem med teatralske miljøer af lys, lyd, video, ord, fortællinger i hovedtelefoner og sin roman med de gennemlæste papirsider i hånden.

Det er med andre ord spækket med multisensoriske lag, som er med til at gøre fortællingen så stærk, at vi levende kan mærke den – og ikke kan undgå at spejle os i den.

I virkeligheden handler Uskyldens Museum ikke om en fiktiv karakter, men om os alle sammen.

Brugen af ting og følelser, vi alle kender, de tomme pladser og ansigtsløse karakterer, forvandler historien om Kemal og Füsun til noget større. Min oplevelse var i hvert fald, at Kemals verden gjorde min egen historie helt nærværende for mig. Pludselig huskede jeg ting, jeg havde glemt – lige der, midt i et hjem fra 60ernes Istanbul.

Så når forårssolen lige om lidt rammer Istanbul, kan jeg anbefale dig at tage en flyver sydpå, og bestige bakken til det lokale kvarter, hvor det underligt fremmede og velkendte hjem ligger. Jeg lover dig, at der venter en magisk lille oplevelse. Her, langt væk hjemmefra, bliver tyrkiske Kemals historie i et øjeblik til din egen.

  • Orhan Pamuks bog Uskyldens Museum (oversat fra engelsk efter Museum of Innocence) udkom i 2008
  • Museet af samme titel The Museum of Innocence åbnede i 2012 i Istanbul og kan besøges på adressen Firuzağa Mahallesi, Çukurcuma Caddesi No: 24 34425 Çukurcuma / Istanbul.
    www. masumiyetmuzesi.org
  • Orhan Pamuk er modtager af Nobelprisen i Litteratur (2006) og Sonningprisen (2012).

LÆS ARTIKEL VI VIL GERNE FORHOLDET SIGER VI. MEN ER DET RIGTIGT?

 

Line Brædder

Har læst kunsthistorie og museologi på Københavns Universitet. De seneste år har hun blandt andet opholdt sig Det Danske Institut i Rom for at studere "atmosfære" og arbejdet med udstillinger på Kunsthal Charlottenborg.