Heartbeats » Livsstil » Kunst » Preacher: En stor langefinger til Gud

Preacher: En stor langefinger til Gud

3. april 2017 | Andreas Saxild

Preacher: En stor langefinger til Gud

Når man dykker ned i tegneserieuniverset, finder man hurtigt ud af, at der i mange tilfælde prøves grænser af i forhold til, hvad man kan tillade sig at sige, hvad man kan tillade sig at tegne og hvilke budskaber man kan tillade sig at sende ud til sine trofaste læsere. Forlaget Vertigo, som er en del af DC comics, har siden slut 80’erne været garant for kontroversielle temaer i mange af deres serier, men også garant for et meget højt kvalitetsniveau. En af de mere skelsættende serier er ’Preacher’, som ikke alene var udfordrende med sin meget grafiske vold, men specielt med sit religiøse budskab og omdrejningspunkt. ’Preacher’ handler nemlig om præsten Jesse Custers episke rejse for at finde Gud og stille ham til regnskab for alt det lort, han er ansvarlig for i verden.

Det starter ellers stille og roligt i en lille by i Texas, hvor en fordrukken Jesse prøver at holde sammen på tingene. En dag ændrer alt sig dog, da han bliver besat af det mystiske væsen ’Genesis’, som giver ham evnen til at tale Guds sprog. Sådan lidt ”Gud sagde: Lad der blive lys, og der blev lys”-agtigt. Her er ordet i munden på en fordrukken, kæderygende præst med gammeldags æresprincipper ikke altid i gode hænder, og hurtigt står hele hans menighed i flammer. Skæbnen vil det, at han genforenes med sin gamle flamme Tulip O’Hare. Sammen med den blodsugende irske vampyr Cassidy, begiver de sig ud på en rejse, der strækker sig over hele seks binds hæsblæsende, blasfemisk og ærekrænkende tegneserie.

’Preacher’ er en eksploration ned i sydens synder. Sex, vold, alkohol, mord, religion, misogynisme, racisme, grimhed, lort og cowboys. Det bliver alt sammen glorificeret og så nedbrudt og nedgjort når Jesse Custer med sin ”Fuck Communism” Zippo-lighter giver fingeren til Gud, verden og hver mand, der ikke er gode nok på bunden. Det kan godt være, du har iført dig retfærdighedens klæder, men Jesse ser lige igennem din polerede falskhed. Han dømmer dig i stedet for det gode eller det onde i dit hjerte. Han fungerer som retfærdighedens sværd i kampen mellem det gode og det onde, men straffen udmåles oftere i ydmygelser end i evigheder i helvede.

Ydmygelser er netop en af de ting, som gør ’Preacher’ til attraktiv læsning. Serien er på mange måde den litterære retfærdigheds hjemstavn, for når Jesse råber ”GO FUCK YOURSELF!” af et rigtigt røvhul, så resulterer det i en afskåren penis i vedkommendes bagende. Forfatter Garth Ennis og tegner Steve Dillon er hensynsløse over for sine kreationer – både heltene og skurkene. Men især slynglerne bliver pint og plaget, lemlæstet og ydmyget. Alle deres perverse tilbøjeligheder afsløret, så Gud og hver mand kan se dem for hvad de er – og det er for det meste ikke særligt kønt.

Særligt Herr Starr og hans hemmelige organisation ’The Grail’ står på mål for Ennis’ vrede fyldepen. ’The Grail’ har til formål at beskytte den hellige blodlinje og hidbringe dommedagen, samt indføre et magtregime af tysk grundighed og orden. ’The Grail’s dagsorden kommer hurtigt i clinch med Jesses retfærdighedssans, og det fører til adskillige sammenstød med mange afskyeligheder til følge.

Det er dog ikke ydmygelserne, der får læseren til at vende tilbage igen og igen. Det er snarere det stærke karakterunivers, der på en tid er elskværdigt, nuanceret og kilde til utrolig megen frustration. Frustrationen er også, hvad får følelserne til at føles ægte, når Jesse og Tulip træffer dårlige beslutninger om deres parforhold, eller når Herr Starrs drivkraft styres af sine ustyrlige perversioner. Fordi der keres om alle karakterer, og ligegyldigt hvor åndssvage de er og ydmygede de bliver, bliver læseren følelsesmæssigt investeret i alle seriens karakterer – gode som onde.

Hvis grafiske afbildninger af vold og andre uhyrligheder ikke lige er din kop te, så skal du nok springe gelinde udenom ’Preacher’. Hvis du derimod ikke kan få nok af blasfemiske Gudebilleder og komisk vold, eller det går dig i hvert fald ikke på, så er ’Preacher’ intet mindre end et must for enhver, som gerne vil dykke ned i tegneseriernes fængende univers.

Hvis titlen ’Preacher’ lyder bekendt, så er det måske fordi, at den sidste år blev lavet til en tv-serie på AMC, og som i Danmark kan streames på Viaplay. Men lad nu være med at snyde dig selv for den helt eminente oplevelse, det er at læse ’Preacher’. Selvom tv-serien er flot, så kan den slet ikke hamle op med den dybde og originalitet, som tegneserien tilbyder. Så lad være med at gøre dig selv en bjørnetjeneste, og åben i stedet op for seriens skønne, grimme sider. Det vil du sent fortryde.

Læs videre