Heartbeats » Livsstil » Kunst » Y: The Last Man – hvem styrer verden, når mændene er væk?

Y: The Last Man – hvem styrer verden, når mændene er væk?

16. marts 2017 | Andreas Saxild

Y: The Last Man – hvem styrer verden, når mændene er væk?

Jeg husker at åbne et gammelt Tin Tin hæfte og lade mig selv blive opslugt i verdenen med Haddock, Tournesol, Rastapopoulos og Dupont og Dupond. Rive min fars gamle hæfter ned fra hylden og slå op på siden, hvor en mand bider en skønhedsplet af en kvindes skulder. Fuldstændig hypnotiseret af det bestialske, men på samme tid opstemmende billede.

Fascinationen af tegneserier aftog med fantasybølgen. For nu var tegneserier for nørder, og fordybelsen i en bog var for cool kids med fingeren på pulsen. Så det er først i mine voksne år, at jeg har vovet mig tilbage ned i tegneserieuniverset, og har opdaget en guldskat af især amerikanske og engelske serier, som med det samme har fanget min opmærksomhed og fantasi.

Tegneserier er ikke ligefrem det hyppigst anbefalede eller anerkendte medie i de danske dagblade. Man skal ind på nichesider for at finde anbefalinger til hvad der rører på sig, samt hvilken obligatorisk læsning den nye læser skal kaste sig over. Historien er imidlertid en anden, når man besøger et amerikansk kultursite, hvor de ofte har hele undersider dedikerede til tegneserier både i print og i webudgaver. Tegneserier har derfor fået lidt en klang af nørderi herhjemme, og for nogle betyder det, at man må gemme sig bag ved termer som ”graphic novel” for at legitimere sin læsning. Det synes jeg dog er noget pjat. En tegneserie er en tegneserie, og jeg synes, vi bør hylde dem for hvad de er og ikke som en perversion af et helt andet medie.

Jeg introducerer derfor en serie som skal guide til gamle og nye tegneserier til den læser, som gerne vil læse tegneserier, men mangler et sted at starte. For det kan være uoverskueligt at finde rundt i det kæmpe store udvalg af tegneserier og tag ikke fejl: Man kan sagtens træde forkert og ende med at læse noget, som slet ikke er ens kop te.

I dag tager vi fat på ’Y: The Last Man’ af Brian K. Vaughan. (Vertigo 2002)

I ’Y:The Last Man’ følger vi Yorick Brown, der er den eneste overlevende mand i verden, efter at en mystisk epidemi har dræbt alt med et Y kromosom i løbet af ti sekunder. Udslettelsen af alle mændene har dog temmelige uoverskuelige konsekvenser for samfundet. Som Vaughan gør læseren opmærksom på, er alle infrastrukturelle funktioner domineret af mænd. Det samme gælder administrative topposter, kommunikation og militær. Samfundet er brudt sammen, så Yorick må navigere et postapokalyptisk USA sammen med sin ligeledes heldige han abe ’Ampersand’ fra sin lejlighed i Brooklyn i et forsøg på at komme til Australien, hvor hans kæreste ’Beth’ befinder sig efter epidemiens udbrud. Undervejs  skal han selvfølgelig også forsøge at redde menneskehedens fremtidige overlevelse, til trods for amazonkvinders forsøg på det modsatte og den israelske hærs (som er de eneste, der har tjenende kvinder i deres militær) forsøg på at fange Yorick. Alt imens leder Yorick efter svaret på det helt store spørgsmål: ”Hvorfor ham?”

Yorick er ikke nogen stærk mand. Han er selvoptaget, men skrøbelig. Han læser (eller læste) engelsk på kandidatniveau og er fritidsmagiker, der ynder at lave udbrydningstricks, og så blev han afbrudt i et telefonfrieri til kæresten, da alle mændene faldt døde om omkring ham. På sin færd må Yorick manøvrere imellem de kvinder, som vil slå ham ihjel, og dem som vil have det, der er mellem hans ben. Det kan måske virke lidt upassende, at protagonisten stadigvæk er en mand i en verden fuld af kvinder. Men ’The Last Man’ er så bevidst om sin fortælling og om kønsidentitet, mandschauvinisme og sex (på den der ikke alt for selvhøjtidelige måde), at det på ingen måde er en hæmsko, for at fortælle en historie som i bund og grund handler om mennesker – både mænd og kvinder og alt indimellem.

For ’Y: The Last Man’ er i bund og grund en historie om menneskelighed, og hvordan nogle af vores styrker og svagheder kommer til udtryk, når verden pludselig ser helt anderledes ud. Resultatet er på samme tid interessant, spændende og morsomt. Eksempelvis når konerne til afdøde republikanske senatorer forsøger at storme kongressen for at gøre krav på deres afdøde (hvide) mænds pladser.

’Y: The Last Man’ er en vanvittigt underholdende affære. Udover at jonglere med temmelige stærke temaer om seksualitet og magt, så lever den højt på sin humor, absurditet og ekstremt effektive fortællestil med tegninger af Pia Guerra, der balancerer den lette stil med de tungere tematikker. Vaughan, som er en utroligt produktiv tegneserieforfatter, har da også vundet en Eisner Award (tegneseriens pendant til Oscars) for sit arbejde på ’Y: The Last Man’.

Der er til gengæld utroligt meget materiale at dykke ned i. Med fem bind på hver minimum 250 sider, tager det tid at komme igennem hele værket. Det er dog tiden værd, fordi serien bliver ved med at være opfindsom uden at strejfe for langt væk fra Yoricks centrale ærinde, der er at finde sin fortabte kærlighed på den anden side af en farlig verden. En episk fortælling som vi fleste kan relatere til, og det er dette centrale narrativ, som får læseren til at forelske sig i dens centrale figurer, som alt andet lige er utroligt elskværdige for deres styrker og svagheder.

For mit vedkommende er tiltrækningen ved Yorick Browns historie også baseret på en slags delt virkelighed. Ligesom Yorick er jeg kandidatstuderende i engelsk og kan genkende mange af de samme usikkerheder, kærligheder og nørderier i ham, som jeg kan i mig selv. Yoricks forfængelighed og uperfekthed gør ham, i min mening, til den ideelle kandidat til den sidste mand på jorden. Og selvom han må lære hen ad vejen, hvad det indebærer af ansvar, så gør han et godt og underholdende stykke arbejde.

Læs videre