Heartbeats » Samfund » Økonomi » CARSTEN CORNELIUSSEN. ET NYT PUBLIC SERVICE BEGREB?

CARSTEN CORNELIUSSEN. ET NYT PUBLIC SERVICE BEGREB?

22. december 2016 | Public Service

CARSTEN CORNELIUSSEN. ET NYT PUBLIC SERVICE BEGREB?

Ordet public service er engelsk og betyder en offentlig tjeneste. Public Service Broadcast refererer til distributionsteknologien – dvs. udsendelse af det samme indhold til alle på samme tid – og til præmissen: At informere, oplyse og underholde. I en dansk version har at uddanne – og endog at udfordre – også været anvendt.

Public service-udvalget har offentliggjort et glimrende analysearbejde med rapporten: ”Public service de næste 10 år” (219 sider inkl. bilag), hvoraf knap 5 sider bruges til at argumentere for en ny definition af public service: sin

”Medievirksomhed, som med offentlig regulering af indhold, distribution og finansiering, giver alle borgere fri og lige adgang til et mangfoldigt og alsidigt indhold, der upartisk understøtter borgernes handleevne i det danske folkestyre i en globaliseret verden samt uafhængigt af kommercielle og politiske særinteresser styrker dansk kultur, sprog og sammenhængskraft”.

Præmissen er nu erstattet med begrebet ”borgernes handleevne”, som ”styrker dansk kultur, sprog og sammenhængskraft”. Mange vil sikkert blot mene, at det handler om kompetencer for at kunne agere i et demokratisk fællesskab. Kulturfolk vil formodentligt kalde det for almen dannelse. Pædagoger og psykologer kalder det for terminaladfærd. Og mon ikke et par stykker også kunne finde på at kalde det social engineering.

Er kultur blevet til økonomisk realpolitik?

Min holdning er, at det er et nyt politisk værktøj til statens medie- og kulturpolitik. Man kunne også sige, at public service-medierne nu bliver konsistent med statens linje for New Public Management – dvs. offentlig administration efter forretningsmæssige principper – hvor opgaven er kontrol af de udvalgte private aktører. Radio 24syv er mediernes eksempel.

Der er politikerne, som vil have mere public service i den gamle form – og andre, som helst vil outsource hele eller dele af public service til private aktører. Public service-medier er med den ny definition blevet til en medievirksomhed. Det signalerer, at nye koncessioner kan tildeles for udvalgte segmenter med et formålsbestemt indhold, der så kan finansieres af en central public service-fond. Det er i øvrigt udvalgets scenarie 2, og en ny politisk præmis, hvor valg af indhold og kanaler flyttes til politikernes bord. Det handler f.eks. om nichekanalerne.

Public service-medierne i Danmark er p.t. DR, TV 2│DANMARK og TV 2-regionerne samt TV-kanalen Folketinget og Radio24syv, der udgør omkring 25 tv-kanaler og en halv snes radiokanaler. Alle disse public service-udbud er broadcastede via dedikerede sendenet, men også alle til rådighed via internettet. Det kan synes af mange, men er det faktisk ikke i forhold til 100-vis af private og kommercielle radio- og tv-kanaler – og 1.000-vis af websites samt endnu flere grupper og individuelle  profiler på nettets sociale medier.

Og staten har været god til at kommunikere og få attention. Faktisk så dygtige, at de fylder ca. ¾ af markedet. Resten er dog primært også dansksprogede kanaler, hvortil kommer pressen og nye digitale hjemmesider, som også har dansk indhold.

Danskhedens vogtere

Dansk indhold er altså ikke en knap ressource, så det er ikke pluralisme vi mangler. Og det er tillige brugernes helt personlige opfattelse af relevans som udgør forbruget, idet de digitale teknologier – både for broadcast og for nettet – giver adgang til indholdet på brugernes betingelser og interesse – dvs. tilgang til hvilket som helst indhold kan ske når som helst, hvor som helst. Og – må man formode – ud fra tillid til afsenderens motiv og troværdighed. Ytringsfriheden har det også fint.

De nye kommercielle underholdningstilbud og netværkstjenesterne har det også meget godt. Så, hvad er det de danske kommercielle medier (de af dem, der vel at mærke er danskejede) piber over i forhold til public service? Problematikken er vel, at der er for mange kommercielle ift. indtjening med de nuværende forretningsmodeller, og spørgsmålet er vel også, hvorvidt en anderledes definition af public service kan dæmme op for globaliseringen og danskernes interesse for noget andet end de nuværende tilbud? Og hvorfor interesserer staten sig for det?

Danmark har allerede outsourcet broadcast infrastrukturen til private aktører. Og staten har allerede anvendt outsourcing af kanaler, hvor det at ”sælge” flere blot er en anden fordeling af danskernes licenspenge. Det ændrer vel næppe på hverken danskheden eller sammenhængskraften, med mindre præmissen faktisk er eksplicit politisk, og så karambolerer det vel med definitionens ”uafhængigt af … politiske særinteresser”. Spørgsmålet er derfor, hvad det egentligt er staten vil være gatekeeper for?

Og om 10 år?

Hvis staten rent faktisk ville gøre noget politisk probat med public service-medierne i den digitale virkelighed, så kunne politikerne jo beslutte at tvangsdigitalisere medierne til den teknologiske infrastruktur – ligesom det er besluttet omkring kommunikationen for borgerne og det offentlige. Løsningen er blot at omdefinere ”digital post”.

Alle de offentlige instanser kommunikerer nu med borgerne som en digital selvbetjening via hjemmesiderne (tjenesterne) – og de udsender jo dagligt pressemeddelelser i en lind strøm, som er skrevet af professionelle kommunikationsfolk. Reelt er det bare lidt ekstra ”e-post” direkte til alle borgere, med link til flere oplysninger og yderligere information på de tilhørende Facebook-grupper og YouTube-klip, som sagtens kan udgøre både lyd- og billedsiden fra det gamle radio- og fjernsynsbegreb – dvs. både kanaler, programmer og brands kan beholdes – ligesom flow-og-live begreberne ikke forsvinder af den grund.

Staten skal måske betale de digitale netværksejere for lagring og distribution, men behøver så ikke længere at opretholde en egen infrastruktur for broadcast-medierne – og brugerne betaler jo i forvejen selv for netadgang og trafik. Lidt ærgerligt, at staten solgte den infrastruktur fra.

Den generationskløft udvalget har peget på, kunne så også være væk om få år. Her ville der reelt være tale om en konkret handleevne – dvs. dialog og debat om fællesskabet – som oven i købet kan foregå i realtid, og hvor teknologien og de sociale medievaner samtidig kan måle på hvem det så er, der reelt styrker sammenhængskraften – og også, hvem der ikke gør det.

Underholdningen kan vi så overlade til markedskræfterne. Og skulle nogen nu tænke på mediernes dækning af USA’s nylige valg, så gad vide om ikke danskheden sagtens kan udvikle sig selv – uanset public service definitionen. Sammenhængskraft er en anden sag – den afhænger faktisk af fællesskabet i forskelligheden.

Læs videre