Heartbeats » Samfund » Urbanitet » BYFORNYELSEN #3 AMAGER BAKKE

BYFORNYELSEN #3 AMAGER BAKKE

21. oktober 2016 | Andreas Saxild

BYFORNYELSEN #3 AMAGER BAKKE

Hvis man inden for det sidste års tid har gået en tur i Københavns havn, og skuet ud over Refshaleøen og Amager, har man måske lagt mærke til noget der ikke passede ind.  Operaen står hvor den skal og B&W hallerne er stadigvæk ikke blevet sprunget i luften. Et sted imellem tårner der sig noget mærkeligt op. Jeg lagde mærke til det for lang tid siden, men afskrev det som noget der altid havde været der, men som jeg blot aldrig havde lagt mærke til før. Det var et oplyst skelet  mørket. Intet anede jeg, at inde bag det oplyste skelet voksede det mest gakkede bygningsværk, som København nogensinde kommer til at se._dsc6223

For nogle år siden blev det besluttet, at København skulle have et nyt grønt energianlæg til forbrænding af ikke-genanvendeligt affald. Det gamle værk fra 70’erne ude ved Amager var slidt ned og havde ikke længere kapacitet til at rumme kommunens omstilling til mere miljøvenlig energiproduktion. Det var dog ikke nok bare at bygge et nyt værk og så ellers lade en spade være en spade – nej! For som meget andet byggeri i byen for tiden, så kan man ikke bygge nyt uden at give lidt tilbage den anden vej, hvilket oftest udmønter sig i lidt græs på toppen. Dengang blev det så pålagt ARC, firmaet bag det nye anlæg, at skabe et rekreativt rum i forbindelse med anlægget. Sune Scheibye er presseansvarlig hos ARC, og han var også med dengang der skulle vælges en projektløsning. ”Vi havde udstukket en arkitektkonkurrence, og de fleste præsenterede os med variationer af ”urban gardening” på taget af værket – og så var der så lige BIG (Bjarke Ingels Group), der kom med forslaget om at bygge en skibakke på toppen, og så var der egentlig ikke så meget tilbage at tale om – selvfølgelig skulle det være skibakken”.

_dsc6380En skibakke i København. Måske tænker du, at det er sgu nok det dummeste du længe har hørt, og det er du nok ikke alene om, men måske tænker du, at det er det vildeste du længe har hørt. Måske kan du huske Kasper Colling Nielsens bog ”Mount København” fra 2010 og tror at det her er en eller anden form for dårlig joke, en social kommentar på det postfaktuelle samfund, men den er god nok – København får sin egen skibakke i udgangen af 2017. Sådan et fuldstændigt gakket projekt går selvfølgelig ikke vores næse forbi, og derfor måtte vi simpelthen bare ud og besøge den skibakke!

Jeg ved ikke rigtig hvad vi havde regnet med. Men at besøge en byggeplads hvor der sker så meget er temmelig overvældende. Imens du besøger den kæmpe store skraldesilo, turbinehallen, ”Star Wars broen”, så ved du at du stadigvæk har udsigten på toppen til gode. Men siloen og turbinen kan du ikke bare sådan lige besøge når byggeriet står færdigt. Derfor var det en ret så uovertruffen oplevelse at få lov til at få et kig på et af de mest avancerede energiværker i verden, som tilmed tiltrækker opmærksomhed fra nogle af verdens førende energiproducenter. BBC, CNN og intet mindre end Irans regering har været på besøg for at se vidunderet. Skibakken er måske en vild attraktion, men det er teknologien inden i den flamboyante skal, som er kernen i værket. ”Skibakken får folks opmærksomhed rettet mod os, og når de så kommer for at se hvor tossede vi er, så kan vi så vise dem den avancerede teknologi der gemmer sig under trækplastret”. Fortæller Sune om de mange besøg de får. Der er selvfølgelig folk der kun er interesseret i skibakken, men når det fx er Irans regering der er på besøg, så handler det om hvordan den teknologi de bruger hos ARC kan hjælpe Iran med en mere effektiv og energirigtig energiproduktion.

_dsc6208ARC er har været under kritik for at bygge for stort i forhold til hvor meget skrald hovedstadsområdet faktisk kan levere til værket. ”Vi har en ambition om, at dette værk både skal være rentabelt til næste år, men også om 20 og 30 år. Derfor har vi bygget en kapacitet der tilgodeser fremtidens behov for energiudvinding, og så er det jo altså heller ikke på størrelsen at økonomien vælter.” Sune viste os siloen med sine to store blå ”grabbeklør” der skal smide skralden ned i tragte og lige ned i i de to store ovne. Man fik hurtigt forestillingen fra ’Toy Story’ med de små rumvæsener der bliver udvalgt af ’kloen’ til at komme til det forjættede land. I dette tilfælde er det så bare skraldet der bliver udvalgt til at levere el og fjernvarme hjem til din stue.

Sune guider os igennem en labyrint af en byggeplads indvendigt før vi når til turbinen, som selvfølgelig også er en ’state of the art’ kraftkarl af en maskine. Den er udviklet af Siemens i Tyskland og hele byggepladsen bærer i det hele taget præg af kompetenceområder fra et utal af lande til at dække flere områder. Et fransk firma har lavet røgrensningsanlægget, mens et tjekkisk firma laver stålkonstruktioner osv. Således tales der over 20 forskellige sprog på byggepladsen, og det er lidt som at træde ind i en anden verden, som om du er trådt ud af København og ind i et magisk univers, der er på en gang kaotisk og dragende.

_dsc6281Vi bliver taget med elevator op til 52 meter over havets overflade, hvorfra vi igennem hullerne i facaden allerede kan skimte udsigten ud over byen. Herfra må vi tage trapperne den sidste vej til toppen. På toppen er det jo så, at skibakken bliver udfoldet, og den egentlige grund til at vi er her. Bakken kommer til at bestå af en sort, rød og blå piste i glidende overgang. For den knapt så skikyndige, så betyder det, at den kommer til at være stejlest på toppen, hvorefter den bakken flader ud og bliver en børnebakke for neden. Derudover kommer bakken til at være åbent året rundt. Derfor er man nu i gang med at finde ud af hvilken belægning man skal have på, for at få det bedste ud af skiløbet både om vinteren og sommeren. Den skal hverken være for hård eller for blød, for det nytter nemlig ikke noget at du kan få god med fart på, hvis det betyder at du kommer hjem med brandsår fra balle til nakke, men den skal på den anden side heller ikke være så blød at du ikke får noget ud af dit skiløb, og så skal den selvfølgelig kunne holde til at der ligger sne på toppen, så man om vinteren kan stå i rigtig sne. Derudover skal der langs siderne være en jordbelægning med vandresti komplet med klippesten og nåletræer. Så skal der selvfølgelig også være en café på toppen, så du kan sidde og dandere den med Aperol Spritz på ægte alpemanér, mens du nyder den fuldstændigt ekstraordinære udsigt over byen. Det bliver altså en temmelig speciel tilføjelse til udsigten på Københavns havn. Det er altså ikke bare et par totter græs på toppen, men træer og skiløbere der kommer til at præge skylinen.

_dsc6343Men hvem kommer til at bruge skibakken? Jeg glæder mig personligt meget til at slæbe mine ski og støvler på tværs af i byen for at smide mig op på et slæbebånd og så ellers give den gas en kold januar eftermiddag. Sune Scheibye er ikke i tvivl om Amager Bakkes potentiale, ”det her kommer til at være på linie med ’Den Lille Havfrue’ og Christiania. Det er sådan et sted der skal krydses af og prøves når man er her, det er jeg slet ikke i tvivl om. Vi skaber et turistmål i international særklasse, og det kan vi jo allerede se nu med den medieinteresse der er omkring projektet. Vi kommer til at sætte helt nye standarder for hvad man kan forvente af sin by.” Jeg håber blot, at det også bliver et fedt sted for københavneren at tage ud i weekenden og fræse sne. Men spørgsmålet er om det i virkeligheden ikke er underordnet, for som Sune siger, ”Vi håber jo at vi kan trække så meget opmærksomhed mod os, så vi kan være et forbillede for andre lande der tænker i nye baner med hensyn til energiudvinding. Hele Østeuropa har et omfattende fjernvarmenet, men de kører deres skrald på losseplads, hvor det ligger og udleder metangas, og det er altså en gammeldags og ekstremt uhensigtsmæssig måde at tænke skrald på.” 

_dsc6322 Amager Bakke står færdig til december 2017, men selve værket forventes at tages i brug inden da. Hvad det kommer til at koste at komme op og stå på ski er endnu uvist, da det er op til den forening eller virksomhed som kommer til at varetage det kommercielle brug af bakken. Ligegyldigt hvad, så husk hjelmen, pas på hinanden på løjpen og glæd dig til næste vinter når skiløbet flytter ind på Amager.

Alle billeder er taget af Brian Raaby Andersen

Læs videre