Heartbeats » Samfund » Urbanitet » BYFORNYELSEN #2 TILBAGE TIL 70ERNES GRÅ BETON

BYFORNYELSEN #2 TILBAGE TIL 70ERNES GRÅ BETON

17. september 2016 | Andreas Saxild

BYFORNYELSEN #2 TILBAGE TIL 70ERNES GRÅ BETON

70’erne er kendt for hippier, rockmusik og blomstrede trompetbukser. Det var dog også årtiet, hvor adskillige betonbygninger begyndte at tårne sig op i den Københavnske skyline, sociale boligbyggerier blev bygget og parcelhuskvartererne tog endelig fart. I denne uge på Heartbeats kigger vi tilbage i stedet for frem. Golden Days sætter i år fokus på ”det forbudte årti”, og i den anledning tager vi på tidsrejse tilbage til sociale eksperimenter, modulbyggeri og fremmedgørende grå beton. Vi besøger Lise Drewes i Galgebakken og er på byvandring med Jesper Pagh fra akademisk arkitektforening og beundrer den arv og det præg som 70’ernes arkitektur har sat sig på København og omegns visuelle udtryk.

Herlev Hospital, Riget, Urbanplanen, Domus Vista. Det er ikke ligefrem ”arkitektonisk perle,” der ligger på spidsen af tungen når man tænker på 70’ernes betonbyggerier. De mørke nuancer i facaderne og den rå brutalisme virker fremmedgørende og tager sig især dårligt ud i den danske grå vinter. Snarere end dansk lykke og hygge, leder byggerierne tankerne hen på Østblokkens kasseformede arkitektur og statens undertrykkende jerngreb. Deprimerende kan det være at se på, men måske man kan lære at holde af de grå klodser, så man i stedet for at ringe med østblokalarmerne, ser lighed, fællesskab og glæde.

_dsc6145

”70’ernes byggeri er kendetegnet ved at det kommer lige efter 60’erne, som kommer lige efter 50’erne” siger Jesper Pagh med overlagt ironi. Jesper forstår godt den almene lede mod betonbyggeriet der skyder op i den tid, men understreger at der stadigvæk er en masse spændende ideer og eksperimenter i 70’ernes byggerier, som han værdsætter. ”Der sker et brud fra håndværkstraditionen, med murstensbyggerier, til præfabrikerede modulbyggerier, som muliggjorde store byplanlægningsprojekter.” Det er så det vi ser resultatet af i dag. Især i forstæderne og langs indløbsvejene i ”fingerplanen” tårner betonen sig op. Den nye og billigere måde at bygge på, giver dog også nye muligheder for at eksperimentere med hvordan folk skal bo side om side. Ejendomme som Domus Vista på Frederiksberg og Karlsro i Rødovre (som dog ikke er 70’er byggerier), forsøgte sig således med ejendomme komplet med posthus, butikker og madcentral hvor man kunne komme ned og hente aftenens varme måltid. Hvis alle dine venner bor i samme ejendom er der aldrig brug for at forlade matriklen.

Sociale fællesskaber i højhuse skulle dog vise sig at være uholdbare, og butikslokalerne er da også blevet til større kædeforretninger og supermarkeder. Det lokale fællesskab stopper ved indgangen og udtrykket tilbagebliver kønsløst og ude af trit med menneskelige værdier. Man har haft en idé om at man kunne drive en ejendom, som en effektiv velsmurt maskine, men det viste sig, måske ikke overraskende, at mennesker hellere vil bo i samspil med hinanden i stedet for adskilt. Således fortsatte søgen efter idealmåder at leve på op gennem årtiet. I stedet for at bygge højt, forsøgte man sig i stedet for med lave og tætte bebyggelser, som trak sin inspiration fra landsbysamfundet med masser af små grønne områder og et større fælles spisehus. Det er i midten af en af disse landsbylignende samfund, Galgebakken i Albertslund Nord at jeg møder Lise Drewes, som har boet i Galgebakken i snart 40 år.

_dsc6096

Lise byder mig velkommen med te og Bastognekiks i sin forhave der ligger lige ud til et af de mange grønne stisystemer, som binder Galgebakken sammen. ”På Galgebakken har man valgt at vende husene mod hinanden. På den måde kan man ikke bare gemme sig på sin egen adresse, man bliver tvunget til at deltage i fællesskabet og det er derfor man bor her – fordi man gerne vil fællesskabet,” fortæller Lise, og tilføjer at det i sin tid var et politisk statement at flytte ud til et sted som Galgebakken. Det var for at være en del af en politisk bevægelse, og en del at et blomstrende og velfungerende fællesskab med fællesspisning, strædefester og masser af fælles projekter. Fællesskabet trives til stadighed i den lille landsby, men Lise understreger at det ikke er alle der deltager, ”det der med at komme sine naboer ved er ikke helt så udbredt, som det var engang.” Der er da også en del af den oprindelige befolkning, der er hoppet med på friværdibølgen og blev husejere, men til trods for nye beboere, individualisering og mindre politisk engagement er fællesskabet stadigvæk at føle og det er svært at undgå på grund af arkitekturen. ”køkkendørene der vender ud mod stien er stalddøre, så sådan en varm dag, så har man jo altid den øverste del stående åben, så kan man jo ikke lade være med at stikke hovedet ind og lige høre hvordan og hvorledes.”

_dsc6034

Det er virkelig en landsbystemning man kan tage og føle på i Galgebakken. Bygningernes udseende kan man synes om hvad man vil, med sine facader af ”hævet søbund” à la Riget, men det er et landligt præg der hænger i luften uden biler, men med legende børn på stierne og skiftevis tilgroede og veltrimmede forhaver, som ligger åbne ud til stien. Der er fælles værksted, klunsecontainere og en lille købmandsforretning der også tilfører landsbypræg på et præfabrikeret modulbyggeri. Der er tanke bag byggeriet på Galgebakken. Det er ikke ”bare” smækket op for at få billige boliger til middelklassen og lidt græs at løbe på. Mødet mellem mennesker er idealet og her fungerer det til stadighed til trods for tidens udfordringer. Det afspejles også i ventetiden, som lige nu ligger på ca. 30 år.

_dsc6091

Nu var jeg på besøg en dejlig varm efterårsdag, hvor solen bragede ned og landsbystemningen kom til sin fulde ret, men om vinteren indrømmer Lise, at hun godt kan længes efter byen, ”her bliver meget dødt og trist om vinteren og det kan godt være deprimerende – og så kan ’ensheden’ også godt være en svær pille at sluge.” Ensartetheden i arkitekturen tiltrak i sin tid en vis type mennesker med de samme holdninger med børn i de samme skoler, og det hele kunne godt blive lidt for ’ens’ i sidste ende synes Lise. Det er muligvis også der hvor 70’er arkitekturen går galt i byen (og en masse før det også). Forestillingen om at skabe et standardideal for beboelse er nok i sidste ende mere fremmedgørende end det er inkluderende og når folk får muligheden for selv at bestemme, så snupper de fast ejendom i et parcelhuskvarter frem for en dyr lejebolig, ligegyldigt hvor smart tænkt det er – og det var i høj grad også hvad der skete i 70’erne hvor middelklassen flyttede ud i parcelhusene i stedet for i højhusene og andre sociale boligbyggerier langs fingerplanen.

Der er dog bebyggelser som fungerer. Tag et S-tog ud til Albertslund, gå en tur og mærk dig tilbage til 70’erne og oplev byen som den var forsøgt tiltænkt. Det kan godt være det ikke er noget for dig. Måske synes du endda det er grimt, men man kan skimte visionen og tanken om moderne byplanlægning, som nu er et fænomen fra en svunden tid. ”Der er ikke nogen der tør lave de store byplanlægningsprojekter længere og det er virkelig en skam,” siger Jesper fra Akademisk Arkitektforening. Det er også med stor respekt for arkitekterne med de eksperimenterende byggeprojekter at Jesper viser rundt i det Københavnske til 70’er byvandring på Golden Days festivalen. Der er en masse at se, hvis man giver sig tid. Nationalbanken, Udenrigsministeriet, Sofiegården, Urbanplanen, Solbjerg Have og Bryggergaarden er blot nogle af de eksempler på 70’er arkitektur man kan gå på opdagelse i i byen. Vi fik serveret en Gammel Dansk til at sparke byvandringen i gang, og måske var det det perfekte input til dagens emne. I hvert fald må begge siges at være en tilegnet smag, men når man har fået øjnene op for det, så er der ikke noget helt lige sådan.

Golden Days kører indtil d. 25. september og der stadigvæk masser af mulighed for at komme ud og mærke 70’erne. Blandt andet kan du i Absalon på Sønder Boulevard bo i kollektiv, du skal bare lige huske tandbørsten og en sovepose. Det sker i aften lørdag d. 17. september. Der er tenniskamp kommenteret af Jørgen Leth og der er bustur til 70’ernes Frederiksberg. Læs mere på Golden Days hjemmeside.

Alle billeder er taget af Brian Raaby

Læs videre