Heartbeats » Film / TV » Serier » RØVHULLER ER DET NYE SORT

RØVHULLER ER DET NYE SORT

4. august 2016 | Thomas Brunstrøm

RØVHULLER ER DET NYE SORT

Forestil dig et møde i Hollywood, hvor en ihærdig manuskriptforfatter pitcher en ny tv-serie. Serien handler om en ihærdig politimand, der utrætteligt og ved hjælp af snilde og hårdt arbejde opklarer forbrydelser. Eller om et hospital, hvor en flok læger kæmper for at redde liv, mens de også må håndtere deres personlige problemer. Vedkommende ville blive enten grinet ud af lokalet, eller korporligt losset ud på røv og albuer, inden han kunne nå at finde manuskriptet frem fra sin taske. 

Røvhuller er det eneste, der duer i tv-serier. Skiderikker er de nye helte. Ingen gider at se på gode mennesker. 

“Arh, kan det nu også passe?” tænker du måske. 

 

Skal vi prøve at kigge lidt nærmere på et par håndfulde af de tv-serier, som vi allesammen i løbet af de sidste år har binge watchet i en grad, så det er et under, at vi stadig har et job?

 

Hvad med ’Breaking Bad’, almindelig anerkendt som en af verdens bedste tv-serier og vinder af utrolige 16 Emmy-priser? Jo jo, Walter White har kræft, og det er da synd, men han er altså også narkohandler, drabsmand og efterhånden, som den ene sæson tager den anden, i stigende grad blottet for samvittighed. Og let’s face it: Argumenterne om, at det hele er for at skaffe penge til familien bliver mere og mere tynde undervejs. Alligevel sidder vi allesammen hjemme i sofaarrangementet og hepper på Walter og håber, at hans oppustede politi-svoger Hank ikke opdager, hvordan tingene egentlig hænger sammen.

Breaking-Bad

 

Vi går jo heller ikke og ser frem til anden sæson af ‘Narcos’, fordi vi håber, at ham den lidt anonyme polititype får skovlen under Pablo Escobar, men mere fordi vi glæder os til, hvad narkobaronen nu finder på af vederstyggeligheder. Ikke?

pablo-escobar-of-narcos

Og hvad med Don Draper fra ‘Mad Men’? Lystløgner, manipulerende, horebuk og i det hele taget lidt af en ærgerlig type, når man ser bort fra hans nydelige kæbeparti og flotte hår.‘Sons of Anarchy’. Bevares, Jax Teller er da også en pæn mand, men dog også våbenhandler, notorisk voldelig, utro, bundkriminel og, uanset hvor meget han forsøger at pakke det ind i æreskodekser, en temmelig ihærdig drabsmand med 45 liv på samvittigheden i løbet af syv sæsoner. Det kan godt være, at nogle af dem fortjente det, og det er selvfølgelig ikke så mange som Dexter gjorde det af med i serien af samme navn, men alligevel … 45!

Sons Of Anarchy

 

‘Boardwalk Empire’? Nucky Thompson er da også en guttermand. Altså, bevares han er kriminel, korrupt og har en ret beskeden respekt for menneskeliv. Men ellers…

 

‘Game of Thrones’ som man virkelig skal lede længe efter en person, der ikke skal lide? Væg-til-væg-røvhuller, der ikke bestiller andet end at myrde og voldtage hinanden. Nogle gange endda selv om de er i familie. 

 

‘House of Cards’? Frank Underwood er den diametrale modsætning af Jed Bartlett fra en af 2000’ernes bedste serier ‘Præsidentens mænd’. Jed Bartlett var idealistisk, alfaderlig, fair, regelret. Kevin Spaceys dæmoniske Frank Underwood er magtliderlig, intrigant, endog meget villig til at bøje reglerne og – nåja – heller ikke for fin til at begå et drab eller to, hvis det hjælper hans karriere.

 

House of Cards

 

Mafiabossen Tony Soprano fra ’Sopranos’ (1999-2007) får typisk æren for at være den mest indflydelsesrige anti-helt, der startede trenden med moralsk tvivlsomme typer, der indtager helterollen på tv-skærmen. Men en anden serie, der er mindre kendt i Danmark, fortjener mindst lige så meget af æren. Tony Soprano kommer ved Gud til at vente længe ved Skt. Peters port, hvis sådan en findes, men han ligner en englebasse ved siden af ’The Shield’s Vic Mackey.

 

’The Shield’ fik premiere i 2002 (i øvrigt med Kurt Sutter, der senere skabte ’Sons of Anarchy’ som en af hovedkræfterne bag). I det allerførste afsnit bliver vi præsenteret for kriminalbetjenten Vic Mackey, der skyder en af sine kollegaer – i hovedet! – fordi kollegaen er ved at opdage Mackey og hans kumpaners omfattende korruption. I syv sæsoner greb man sig selv i at sidde og holde med Mackey, mens han myrdede, løj, stjal og generelt var en træls type på næsten alle tænkelige måder. Og hadede i samme festlige anledning Mackeys overordnede David Aceveda, der hele tiden var ved at opdage ulovlighederne. Dilemmaet blev ikke mindre af, at Vic Mackey blev spillet af Michael Chiklis, der indtil da mest var kendt for at spille den buttede og elskelige betjent Tony i den meget ufarlige serie ’Krimissæren’. ’The Shield’ er desværre forsvundet fra dansk Netflix, men er meget anbefalelsesværdig, hvis du skulle komme i nærheden af den.

The Shield

 

’The Shield’ og ’Sopranos’ åbnede portene til helvede, og snart væltede det frem med tv-serier med mordere, psykopater, lystløgnere og andet godtfolk i hovedrollerne. Og i dag er det svært at forestille sig at bingewatche en tv-serie med udpræget heltemodig og godhjertet hovedperson.

 

Måske fordi lede karle er mere interessante end good guys. Men måske mest fordi tv-serier først bliver rigtigt spændende, når vi hele tiden kommer lidt i tvivl om, hvorvidt vi egentlig kan lide hovedpersonen eller ej. Og overvejer, om vi selv ville have truffet andre valg, hvis vi var havnet i lignende dilemmaer.

Læs videre