Heartbeats » Musik » Live » Sympatiske technotyskere fandt deres udtryk i kaos

Sympatiske technotyskere fandt deres udtryk i kaos

11. november 2017 | Fabian Hansen

Sympatiske technotyskere fandt deres udtryk i kaos

Foto: Pressefoto

I aften optræder den tyske techno-duo Modeselektor i DR Koncerthuset i København. Med deres unikke blanding af techno, hiphop og electro har de to herrer længe været frontløbere på den internationale elektroniske scene, både som Modeselektor og som del af trioen Moderat.

Trods et kompromisløst og hårdtslående udtryk har Modeselektor, der består af Sebastian Szary og Gernot Bronsert, formået at favne bredt og har skabt en stor og yderst dedikeret fanbase, der rækker langt udover technoens traditionelle kernepublikum. Det skyldes især deres nytænkende tilgang til genren, tilgængelige personligheder og eksplosive liveshows.

Gronsert og Szary startede karrieren som purunge teenagere i starten af 90erne i hjembyen Berlin.

Techno-musikken var opstået i Detroit i USA i midten af firserne, men fandt sit mest begejstrede og trofaste publikum i Europa, især i Tyskland, hvor genrens futuristiske og militante udtryk var som skabt til den kaotiske nye virkelighed efter Berlinmurens fald i 1989.

“Efter genforeningen accepterede vi det faktum, at alt var muligt. Det kan være svært at forstå for nogen, der ikke var en del af det, men da muren kom ned var jeg en meget ung teenager og for mig talte alt det politiske ikke. Der var total frihed,” udtalte Gernot for nylig til magasinet buzz.ie

Murens fald udløste en eksplosion af kreativ energi hos den tyske ungdom, som især blev kanaliseret over i en spirende elektronisk musikkultur. Techno-fester og raves i nedlagte fabrikshaller blev bogstavelig talt hverdagskost, og som musikere, djs og festarrangørerer befandt Gronsert og Szary sig midt i orkanens øje. Dén frodige baggrund har i høj grad været med til at forme Modeselektors udtryk.

I starten af 00’erne fik dj’en og produceren Ellen Allien øjnene op for de to unge musikere, og signede dem til hendes anerkendte pladeselskab Bpitch Control. I perioden 2005-2011 udgav Modeselektor tre roste albums på selskabet, som katapulterede dem ind på den internationale elektroniske scene, og etablerede dem som publikumsfavoritter og anmelder-darlings.

I samme periode opstod projektet Moderat – et samarbejde mellem Modeselektor og musikeren Sascha Ring alias Apparat. Mødet mellem Modeselektors hårdtpumpede elektroniske rytmer og Apparats mere afdæmpede lydlandskaber blev en overraskende stor succes, og med album-trilogien ‘I’, ‘II’ og ‘III’ cementerede Modeselektor for alvor deres ry som technoens internationale frontmænd.

I sommers lukkede Gronsert og Szary Roskildes Orange Scene med Moderat,

“Det er virkelig fascinerende, hvor let Moderat formår at forene den elektroniske musiks maskinlogik og kølighed med stor, dramatisk menneskelig patos,” som Gaffas anmelder skrev efter koncerten.

Et af duoens kendetegn er deres store åbenhed overfor andre genrer og stilarter. Det har gennem årene resulteret i et hav af musikalske samarbejder hvoraf det mest kendte nok er nummeret ‘Shipwreck’ (2011) med Radioheads Thom Yorke. Modeselektors musik var angiveligt medvirkende til, at Yorke fattede større interesse for elektronisk musik, og siden begyndte at introducere flere elektroniske elementer i Radioheads egen musik.

Udover deres egen karriere, har Modeselektor ligeledes fundet tid til at drive pladeselskabet Monkeytown, hvor de har udgivet respekterede navne som Mouse on Mars, Omar Suleyman og Robot Koch. 

I aften er det dog i deres reneste form, Modeselektor indtager Studie 1 i Koncerthuset.

Som support er de særdeles stærke danske navne AV AV AV og Kenton Slash Demon hevet ind. Dermed er der lagt i ovnen til en af de største elektroniske koncertoplevelser i Danmark i lang tid.

Koncerten begynder kl. 22.

Læs mere og køb billet på dr.koncerthuset.dk

Læs videre