Heartbeats » Livsstil » Grace Jones: Modeller i dag ligner zombier

Grace Jones: Modeller i dag ligner zombier

24. oktober 2017 | Søren Vestergaard Thiesen

Grace Jones: Modeller i dag ligner zombier

Foto: Albumcover til “Nightclubbing” af Jones’ gode ven og fotograf Jean-Paul Goude

Der er nyt fra superstjernen Grace Jones.

Dokumentarfilmen “Bloodlight and Bami” om en hård opvækst på Jamaica, der ifølge eget udsagn mest handlede om at få tæsk og læse Bibelen, turnerer lige nu verden rundt.

Samtidig er modeikonet, sangeren og skuespillerinden i fuld sving med at færddigøre sit 11. studiealbum siden debuten “Portfolio” fra 1977.

Siden da er der løbet meget vand gennem åen. I dag er hun 69 år, har fået børnebørn, og såmænd blevet politisk. I et nyt interview med The Guardian røber hun bl.a. sin personlige holdning til amerikansk politik – og udfaldet kommer nok ikke bag på nogen.

”Trump burde se en psykolog. Faktisk burde alle præsidentkandidater få en psykisk godkendelse før de kunne stille op til valg. Jeg er oprigtigt overbevist om, at Trump har indhyllet hele verden i en sort sky. Klimaet, immigration, alting… vi lever i en mørk tid,” siger hun til avisen.

LÆS ARTIKEL MUSIKALSKE SVINERE FRA NIXON TIL TRUMP: FUCK YOU MR. PRESIDENT

Men det er ikke kun Trump, der får hug af det aldrende stilikon. Modebranchen står også for skud, og det er ikke uden grund.

Grace Jones startede nemlig selv sin karriere som model i 70’erne, hvor hun flyttede fra New York til Paris og blev opdaget af Yves Saint Laurent, Kenzo og andre store modehuse, der elskede hendes slanke, androgyne og mørke figur.

Foto: Albummet “Island Life” / Jean-Paul Goude

Trods den store erfaring er hun lykkelig for, at hun ikke arbejder som model i år 2017.

”Hvis jeg havde lavet modelarbejde i dag, var jeg sikkert død. Alle er så tynde. Størrelse nul er som en zombie, og det er overhovedet ikke sexet. Da jeg gik model, var jeg en størrelse seks eller otte. Mine skuldre er brede, og i dag kan jeg ikke passe modelstørrelserne, fordi de simpelthen er for små,” fortæller hun.

Læs hele interview med Grace Jones i The Guardian (ekstern)

Du kan se traileren til dokumentaren her. Det vides endnu ikke, om eller hvornår den får dansk premiere.

 

Læs videre