Heartbeats » Samfund » ECO » Nu flytter de første containerbeboere ind

LEGOBY: Nu flytter de første containerbeboere ind

25. oktober 2017 | Nikolaj Hulbæk

Nu flytter de første containerbeboere ind

Foto: CPH Village

Det er svært at forudsige fremtidens boligbehov.

Hvor mange og hvilke boliger skal man bygge? Og hvor skal de ligger? Før man går i gang med at bygge et nyt beboelsesområde, skal man først have infrastrukturen på plads. Det handler ikke kun om veje, men også om skoler, supermarkeder, offentlig transport, vand, varme og internet. Et kæmpe projekt.

“Så det er sjovt, at byggebranchen aldrig har testet, hvad der er brug for, før der bliver bygget. Der er ét skud, ét forsøg… og så kan man mene, hvad man vil om containere, men at bygge skalerbart og mobilt – det må da være smartere.” Sådan lyder det fra Frederik Noltenius Busck, medstifter af CPH Village.

Op mod 2500 boliger
CPH Village har dette efterår åbent for registreringerne til en række nye boliger til studerende, som får deres nøgler 1. november og ventes at flytte ind om få uger. Boligerne er lavet af brugte containere og har i første omgang slået lejr på Refshaleøen. På sigt skal de bæredygtige boliger fylde tomme industrigrunde over hele København og huse op mod 2.500 studerende, som i dag lever i deres kufferter og sover på gæstfrie sofaer.

“Lad os fucking lave en virksomhed, der løser nogle problemer”, udbryder Frederik højt, mens han klasker hænderne sammen. Og sådan lød det også for snart fire år siden, da han og Michael Deichmann Plesner bryggede på ideen om CPH Village – et projekt, der skal rykke ved verden.

De to entreprenører er uddannet fra henholdsvis Økonomi og Statskundskab på Københavns Universitet, så de havde ingen særlige forudsætninger for at gå ind i byggebranchen. Alligevel så de nogle tydelige problemer i urbaniseringen på globalt plan og manglen på boliger til studerende herhjemme i København.

 

Illustration: CPH Village

Som at bygge med Lego
“Containeren er valgt, fordi den kan flyttes”, forklarer Frederik Noltenius om projektet. De to gamle venner fra universitet opdagede, at der rundt omkring i København var en række områder, der er planlagt til at stå tomme i fem, ti eller flere år frem i tiden. “Så hvorfor sætter man ikke nogle boliger op der? Det kan man sguda med de her containere”, fortæller Frederik Noltenius begejstret.

“Vi tænkte jo straks på Lego. Der er noget smart ved, at de kan flyttes og er fleksibelt. Containere minder om en legoklods, og så må man da kunne sætte dem sammen på alle mulige ledder og kanter”, forklarer Frederik.

Legometaforen er dog en forsimpling af projektet, for det kræver en hel del ingeniørarbejde, hvis man skal sætte to eller flere containere sammen for at bygge et hus.

Hvis man til gengæld har ingeniørarbejdet i orden, så har legometaforen en berettigelse. For en af fordelene ved containerboligerne er, at de er skalerbare – altså man kan bygge dem større eller mindre efter behov. Hos CPH Village er visionen at bygge i to plan, men hvis behovet opstår, kan endnu flere containere sættes sammen, både i højde og på grundplan. Sådan kan man tilpasse boligområdet til efterspørgslen eller efter beboernes pladsbehov.

LÆS ARTIKEL ANE CORTZEN: DER ER FOR MEGET H.C. ANDERSEN OVER KØBENHAVN

De industrigrunde, hvor de nye studieboliger skal stå, er alle tænkt ind i Københavns Kommunes byplanlægning. Det er områder på Refshaleøen, i Sydhavnen og Kløvermarken, der alle står tomme nu, men skal bebygges i fremtiden. Containerboligerne bliver derfor skabt sådan, at de kan flyttes. CPH Village har lejekontrakter på grundene i en ti-årig periode og herefter skal grundene bebygges og containerne flyttes.

Foto: CPH Village

Den konservative byggebranche
Byggebranchen er båret af tradition. Her bygger man først og spørger bagefter. I hvert fald i den forstand, at når en bygning står færdig, så er det ikke noget, man lige laver om. Det kan give udfordringer frem i tiden. Et eksempel kunne være, hvis man byggede en masse fem-seksværelses familielejligheder i dag, og børnefamilierne om ti år begyndte at søge ud af byen.

“Det må da være meget smartere, hvis du har et byggeri, der kan ændre karakter alt efter, hvilke typer byggeri, der er efterspørgsel på. Så studieboligerne om tyve år kan blive til ældreboliger eller erhvervsbygninger – hvis det er det, der er brug for”, mener Frederik Noltenius, der kan se fordele både økonomisk og i forhold til byudvikling.

Han kalder det “et rum for trial and error”. Altså muligheden for at teste byggeplanerne, før de for alvor føres ud i livet. Noget som byggebranchen ikke har tradition for i dag. “Der er jo ingen andre brancher, hvor man ikke tester, før man går i gang. Tænk hvis Opel sendte en bil på markedet uden at have testet den først?”

Foto: CPH Village

Containere kan være kvalitet
På Refshaleøen står en container. Både gulv og vægge er beklædt med lyst træ. Der er et bord af samme træsort, en duft af kaffe og et stort panoramavindue, der afslører den voldsomme efterårsregn på kajen ud mod Københavns kanal. Det er førercontaineren. Det er her, Frederik Noltenius og Michael Deichmann har kunne vise deres visioner frem til omverden – og det har der været brug for.

“Før denne her stod færdig, så forbandt folk containerboliger med lorteboliger”, fortæller Frederik Noltenius, mens han gestikulerede mod rummet, vi sidder i.

“Da vi kunne begynde at trække folk her ud og de kunne se det selv, blev de overbevidst om, at det her faktisk godt kan blive kvalitet”.

CPH Village er ikke de eneste, som genbruger containere til nye formål. Herhjemme finder vi flere eksempler på kreative udnyttelser af de gamle stålkasser. For eksempel arkitekt- og designfirmaet Arcgency, der også har designet for CPH Village. De har specialiseret sig i bæredygtige løsninger, hvor blandt andet en kontorbygning af containere i Nordhavn er på listen over udførte projekter. Også firmaet Urban Riggers, der startede samme dag som CPH Village, bygger med containere.

Sammen har de bevist at containerboliger sagtens kan være kvalitetsbyg, og Frederik Noltenius ser konkurrencen som en positiv udvikling:

“Containerboliger kan være kvalitet og her i Danmark har vi en historie for at sammentænke design og funktionalitet. Også med henblik på eksport. Så Urban Riggers har være spændende at følge, fordi de også har være med til at sætte containerbygningen på kortet som mulig kvalitetsbygning.”

Sammen med visionen om den mobile arkitektur vil CPH Village skabe en lokal følelse i deres container-villages. Der vil blive opført fællesarealer og deledrivhuse, og de to venner bag projektet arbejder på serviceaftaler med blandt andet cykel- og grønthandlere.

Første indflytningsrunde sker 1. november i år. Samme dag inviterer CPH Village til pre-launch event, hvor man kan komme forbi på Refshalevej til en varm frokost og kigge på de nye studieboliger.

LÆS ARTIKEL EN FREMTID MED FLYDENDE ARKITEKTUR

Læs videre